Yoga for begyndere

Jeg er en af dem, som det har taget lang tid at opdage glæden ved yoga. Jeg har set det som “… for kedeligt, for hippere, for vegetarer, for blødt, for røgelsesduftende og for meget hør svøbt i hennahår og badet i bøn.” – som journalist og yogalærer Karen Pallisgaard skriver på allerførste side af kapitel 1 i Begynderyogabogen.

Så allerede her elsker jeg hendes indstilling. For selv om jeg på forhånd er lidt overbevist, fordi jeg selv har gået et halvt år til yoga for folk med ondt i ryggen med stort udbytte, så er jeg alligevel ikke så overbevist, at jeg gider 300 siders frelsthed. Og det får jeg bestemt heller ikke.

Derimod får jeg en letlæst, personlig og sprudlende gennemgang af, hvor yoga stammer fra, hvad det kan, hvem der kan, og hvor meget der er at hente – selv hvis man kun dyrker det ganske lidt og ikke er klar at lave sit øvrige liv om. Som Pallisgaard skriver i forordet: “En tankstations-citronmåne efter yoga er bedre end kun en tankstations-citronmåne…” Hørt!

 

Pallisgaard__Karen_Begynderyogabogen

Yoga gør glad – det er indlysende, bare du ser på forsiden af Begynder Yogabogen!

 

Men jeg får mere end det. Bogen er et overflødighedshorn af praktiske øvelser, tips, henvisninger og gode råd – komplet med fantastiske billeder og lækker grafik – så det faktisk kræver rigtig gode undskyldninger (over for en selv) ikke at gå i gang! Begynder- er simpelthen bogen, du skal læse, hvis du har blot en lille flig af nysgerrighed over for yoga. Hvis du bare en enkelt gang har overvejet, hvorfor det der med at ligge på en måtte i mærkelige stillinger og trække vejret ind gennem næsen i den grad kan fange folk af alle størrelser, aldre, nationaliteter og grader af sportyness. Og har tænkt, at det måske var noget for dig.

Yogificer dit liv, opfordrer Pallisgaard. Efter læsningen af bogen føler jeg mig allerede yogaficeret. Og det er godt.

Karen Pallisgaard, Begynder-yogabogen, fra forlaget Pretty Ink, kan fanges her.

 

One thought on “Yoga for begyndere

  1. Pingback: På en udånding af kærlighed - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *