Når superhelte siger undskyld

ItemImage.aspx
5 Stars
Elsa er ikke et almindeligt barn. Det ved hun godt. Det er derfor, de andre børn jagter hende hver dag efter skole (Elsa må simpelthen lære at holde op med at provokere dem, som skoleinspektøren siger, da Elsa igen kommer hjem med et blåt øje). Og det er derfor, Elsa er bange for, at mor bliver meget gladere for det nye (normale) barn, hun har i maven, som har en helt anden far end Elsa. Det er også derfor, hendes eneste ven er mormor på 77, som heller ikke er spor almindelig.
Mormor var kirurg og et geni engang. Nu er hun superhelt og vistnok en lille smule ga-ga. I hvert fald er der ikke mange andre mormødre, som skyder med paintballgevær fra altanen, bryder ind i zoologisk have om natten eller kaster lort efter politiet (“det var bare jord med en lille smule lort i” som mormor forklarer betjenten).
Mormors største superkraft er, at hun beskytter Elsa. Ved ind imellem fysisk at forulempe skoleinspektøren eller løbe nøgen gennem en lufthavn, men også ved at fortælle fantastiske historier om landet næsten-vågen, som på magisk vis ruster Elsa til vågen-tilværelsens barske realiteter.
En nat dør mormor. Hun efterlader en mission til Elsa, som kastes ud i store farer og nye venskaber, mens hun én for én binder alle de løse ender i mormors liv op – og siger undskyld.
Fredrik Backman har skrevet en meget smuk og indfølt fortælling om ensomhed, kærlighed og om, hvordan selv superhelte ind imellem kan have behov for tilgivelse.
Fredrik Backman, Min mormor hisler og siger undskyld fra forlaget People’s Press.

Debut-fantasyforfatter med stort potentiale: “Jeg skriver for min egen skyld”

Malene Sølvsteen

Foto: Thomas A.

 

I næste uge udkommer det, børne- og ungdomsbogforlaget Carlsen kalder “årets store, danske fantasydebut”, Ravnenes hvisken. Forlaget har allerede bestilt to bøger mere i samme serie, men kvinden bag bogen, Malene Sølvsten, havde aldrig tænkt, at hendes tekster skulle læses af andre. Her fortæller hun for første gang om sin vej til at blive forfatter.

Hvordan fik du ideen til Ravnens hvisken?

Jeg fik aldrig én ide, men derimod en masse små-ideer. Jeg har altid skrevet og var for ca. 4 år siden ved at have mod på at skrive en roman. Jeg gav det et skud, og det gik virkelig dårligt! Jeg kunne ikke få styr på hverken personer, plot eller sprog. Så jeg bestemte mig for at skrive noget, som jeg kunne slappe helt af i. Et øve-projekt, hvor jeg kunne gøre, som jeg ville, for ingen skulle alligevel nogen sinde læse det. Jeg tænkte ‘jeg kender fantasy’ – det er absolut den genre, jeg læser allermest af – og ‘jeg kender Nordjylland’, for der er jeg opvokset. Så der startede den. Fantasy i Nordjylland. Derefter proppede jeg det kød på, som, jeg selv synes, er spændende, fx religion, historie, videnskab og folklore. Jeg var inde og ude af en masse kringelkroge, før manuskriptet blev sendt til forlaget.

Hvad er Ravnenes hvisken en historie om?

På det basale plan er det en straight krimi. Der er nogle mord, og hovedpersonen skal regne ud, hvem der er morderen, og hvorfor han myrder. På et andet plan er det også en diskussion af, hvad tro er. Desuden har jeg leget hvad-nu-hvis-legen. Hvad nu hvis der er en anden forklaring på tingene end den konventionelle?

Hvorfor har du valgt genren fantasy – hvad er det, den genre kan?

Som nævnt så var det ikke som sådan et valg. Det var mere bare en forsøg, der faldt heldigt ud. Faktisk synes jeg selv, at bogen er lige så meget en krimi, som den er fantasy. Men der er ingen tvivl om, at det er en genre, jeg elsker højt. I fantasy kan forfattere gøre ting, som ikke går i andre genrer. Man kan lave en warped udgave af virkeligheden, som vender alting på hovedet og stiller nogle interessante spørgsmål.

Hvilke fantasy-forfattere læser og beundrer du selv?

Hvor skal jeg næsten starte? Der er mange, og det er en fascination, der går langt tilbage. Som barn læste jeg Taran-bøgerne (mange gange). Desuden var jeg nærmest besat af Alex Morgenstjerne-serien og Marion Zimmer Bradleys bøger om Avalon og om Troja. Hertil kommer mange andre, for jeg var en bogorm, så her er bare nævnt de helt store. Som voksen er jeg glad for Charlaine Harris. Hun skriver sjovt, uhyggeligt og sødmefyldt. J. K. Rowling er jo selvsagt, og så har jeg også været gennem Twilight-bøgerne en del gange. Maria V. Snyder skriver virkelig fedt, og jeg har lige fået øjnene op for Hunger Games-serien, som jeg er halvejs gennem. Åh ja, ej at forglemme Mortal Instruments. De er også super-gode. Men det er bare toppen af isbjerget. Afsnittet bliver meget lagt, hvis jeg skulle nævne dem alle.

Ravnenes hvisken cover.indd

De nordiske guder spiller en stor rolle i bogen. Hvad fascinerer dig ved dem? Har du researchet en masse på dem, eller har du digtet?

Jeg har researchet rigtig meget. Mest fordi jeg synes, at det er spændende, og så skal er jo være styr på fakta. Jeg kan slet ikke lade være med at læse faglitteratur og udspørge kloge folk. Desuden er jeg meget fascineret af selve konceptet ’tro’. Den norrøse tro er ikke en aktiv tro længere – selvfølgelig er der norrøse trossamfund, men jeg er ikke sikker på, at de dyrker guderne på samme måde, som vikingerne gjorde. Derfor kan jeg have nogle diskussioner omkring tro i regi af nordisk mytologi, som ville være anderledes, hvis jeg fx beskæftigede mig med islam eller kristendom. Der er så mange, der følger de store religioner, så det ville blive en helt anden snak om den personlige tro. Og det er slet ikke mit ærinde. Folk må selv rode med, hvad de tror på, og jeg skal ikke stille mig til dommer over, om det er rigtig eller forkert at være religiøs.

Prøv at beskrive din hovedperson, Anne. Hvordan er hun, og hvorfor er hun sådan?

Anne er en bisse og en enspænder, men ingen af delene er af eget valg. Hun er stort set altid i forsvarsposition og virker barsk, men inden i har hun megen kærlighed, loyalitet og moral, der bare venter på at blive øst ud over andre. Hun har stort set altid klaret sig selv og er vant til, at folk ikke kan lide hende. Det er interessant at se, hvordan det former et menneske, at andre ser én på en bestemt måde. Hvordan bliver man, når man gennem et helt liv oplever, at andre tager afstand og synes, at man er grim, dum og frastødende?

Har du et budskab med bogen?

Før bogen blev antaget, tænkte jeg ikke over, at andre skulle læse den, så nej, det har jeg faktisk ikke. Ikke et bevidst budskab i hvert fald. Men jeg ved, hvad jeg selv synes, og det skinner nok igennem: Skinnet kan bedrage, og man bør ikke fælde dom over andre for hurtigt. Folk må leve som de vil og tro på det de vil, bare de ikke skader andre. Det er vigtigt at være kritisk over for konventioner, for måske er det, alle er enige om, slet ikke rigtigt. Endelig, så tror jeg ikke på objektivt godt og ondt. Det, der er godt for mig, kan være skidt for andre og omvendt. Så hvad der er godt eller ondt, handler om perspektivet.

Du har ikke skrevet – eller i hvert fald udgivet – bøger før. Hvorfor nu?

Jeg har altid skrevet, men jeg tænkte ikke, at nogen var interesserede i at læse mine tekster. For at være ærlig, så skriver jeg ikke til andre. Jeg skriver for min egen skyld, fordi jeg ikke kan lade være. Men min søde, fantasy-læsende mor opdagede, at jeg skrev på en fantasybog, og fik mig (hårdt presset) overtalt til at læse den. Herefter overtalte hun mig (altså mødre, de kan ét og andet) til at sende den til et forlag, som antog den (til min meget store overraskelse).

Dit forlag beskriver bogen som “årets store, danske fantasydebut” og har allerede bestilt to bøger mere hos dig – lidt af en drømmesituation for en debutant. Hvordan føles det?

Det er – ganske som du siger – en drømmesituation. Som en syret drøm. Det er fantastisk, fordi det giver mig mulighed for at skrive videre, og jeg har et sindssygt dygtigt hold, der hjælper og vejleder mig. Jeg lærer enormt meget af at arbejde sammen med min redaktør og høre fra testlæsere, så det er et privilegium af de helt store. Det er også skræmmende, for jeg tænker selvfølgelig over, om jeg kan levere igen, og om etteren overhovedet bliver en succes. Kreativitet er noget mærkeligt noget i den retning, for når først man ved, at nogen skal forholde sig til dit produkt, så er der risiko for at blive frygtelig selvbevidst. Den selvbevidsthed tror jeg, er meget usund for den kreative proces, så jeg prøver faktisk på at glemme forlag og læsere i arbejdet med de to næste bøger.

Har det ændret dit liv, at du har fået antaget denne bog? Hvordan?

Jeg har altid skrevet og vil blive ved med det, så på det punkt er der intet anderledes. Den store forskel er, at nu ved alle andre, at jeg har skrevet en bog og er i gang med to mere. Jeg sagde ikke til nogen, at jeg skrev etteren, så det er en stor forandring, at jeg pludselig snakker med folk om den. Det gør mig meget genert, så det skal jeg vænne mig til. Det er lidt som at diskutere indholdet af din dagbog. Men overordnet set så er jeg utroligt taknemmelig, og hvis andre kan få en god læseoplevelse, så bliver jeg mere end glad.

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten handler om den 17-årige Anne, hvis uhyggelige drømmesyn bliver til virkelighed, da en morder begynder at husere på hendes egn. Samtidig får hun nogle mystiske nye venner i gymnasiet, som hun opdager er forbundet til de gamle, nordiske guder. Bogen udkommer 1. juni og nummer to og tre udkommer i henholdsvis 2017 og 2018. Fang første bind her.

It ain’t over …

6 Stars

Mig: Der er vel ingen chance for et lille-bitte mail-interview med den kloge forfatter, vel?

Forlag: Desværre er forfatteren død, så selv et lille-bitte interview bliver nok svært.

Mig: Neeej! Hvornår er det sket? Sørgeligt, altså!

Sådan – ordret – udspandt en mailkorrespondance sig i sidste uge, da jeg havde læst Vores sjæle om natten i ét, nydelsesfuldt stræk og bare MÅTTE have en eller anden form for kontakt med dens kloge forfatter, amerikaneren Kent Haruf.

Nu sad jeg tilbage med følelsen af, at noget smukt var ovre, førend det rigtig kom i gang. Og så alligevel ikke. For han havde nået at røre mig med sin bog, og der var flere endnu.

Det var ikke for sent.

ItemImage

Det var ikke for sent, og det er det aldrig her i livet. It ain’t over, ’till the fat lady sings, som man siger. Hvilket hovedpersonerne i Vores sjæle om natten, Addie og Louis, der begge er alene i deres alderdom, beviser. For en dag går Addie simpelthen over til Louis’ hus og spørger, om han vil komme og sove hos hende om natten. Hun er ensom og forestiller sig, at han også er det. De kunne ligge og snakke i mørket? Det gør de – taler om deres liv, deres ægteskaber og utroskaber, store sorger, børn og fortrydelser; og dér om natten, starter livet ligesom forfra, selv om de begge ved, at der ikke er ret meget tilbage af det, i tid altså.

HARUF-1-obit-master1050

Kent Haruff døde i 2014, lige efter at han havde skrevet “Vores sjæle om natten.”

 

Vores sjæle om natten handler om livet og døden, om at være bange for ikke at have levet, før man dør, men ikke lade sig paralysere af den frygt, men bruge den til at handle på i stedet. Om at finde lykken, men også om at være i klemme mellem lykken og pligten, familien og sig selv. Den er stilfærdig og ren, varm og sørgelig. Jeg er stadig ked af, at jeg ikke nåede at kende Kent Haruf, bare en lillebitte smule. Eller gjorde jeg?

Vores sjæle om natten er udgivet af Rosinante og kan fanges her

 

Skilsmissemenneskets sprængte fundament

5 Stars En morgen vågnede forfatter Kristina Stoltz bælgøjet. Verden havde, som hun skriver på sin blog,

(…) udspaltet sig, og jeg så ikke bare dobbelt, men i tre, fire og fem lag. Det var som at se gennem et kalejdoskop: Verden var sprængt i et uendeligt antal dele.”

Lægerne fandt aldrig ud af, hvad der var galt med øjet, og efter nogle måneder fandt det tilbage på plads igen. Stoltz betragter oplevelsen som kroppens fysiske udtryk for den skilsmisse, hun stod midt i på det tidspunkt.

I romanen Som om sker det samme for kvinden Fanny. Hun er gift med en psykisk syg mand, har to børn med ham og er på vej mod skilsmisse. Verden er ved at gå i stykker, ligesom den gjorde for Fanny – og Stoltz – da forælrene blev skilt i barndommen:

Når man som barn oplever at ens forældre bliver skilt, sprænges ens fundament. Man står ikke længere på fast grund, men starter en ny tilværelse, hvor man hopper mellem to øer.

Den følelse kender jeg alt for godt. Ligesom Stoltz har jeg oplevet mine forældre blive skilt, først fra hinanden, siden fra deres næste ægtefæller, og ligesom Stoltz har også jeg sprængt et fundament, jeg selv havde været med til at skabe. Og uanset hvor normalt det ellers er at blive skilt i dag, uanset hvor mange skønne familieformer, vi finder på – og det gør vi jo, og det er godt – så er skilsmissen, som Stoltz både siger og viser, grundtraumatisk.

ItemImage-1

Som om går rent og ondt ind som skilsmisseberetning. Men den gør mere end det. Sideløbende med Fannys voksenspor kører nemlig et børnespor, som beskriver Fannys opvækst på Christianshavn. En opvækst, man sagtens kunne se på med strenge, pædagogiske øjne. Hendes psykisk syge far vækker hende midt om natten for at tage hende med på værtshus og tager hende senere med hjem til en tilfældig dame, som han er hendes mor utro med. Hendes mor forsømmer at følge med i Fannys eksamener, fordi hun er så optaget af sit eget kærlighedsforhold og lader hende gang på gang være et alt for ungt vidne til det rutsjetursforhold, der efter en (år)række af små, dramatiske brud endelig bryder helt sammen en sommer. Det er langt fra stabilt, men Fanny elsker tydeligvis sine forældre og tilgiver dem deres mildt sagt umodne forældreskab. Fordi det også er noget andet og helt enestående: et fællesskab, et liv, en verden. Og derfor noget uendelig dyrebart, som Fanny mister, da forældrene mister hinanden.

Kristina Stoltz skriver intenst og alvorligt, og selv om Som om er en ‘lille’ roman, tager den lang tid at læse – hvilket er hårdt, ikke mindst hvis man kender skilsmissens smerte fra sit eget liv. Men som så meget andet slow, er den hele tiden værd.

Som om af Kristina Stoltz er udkommet på Rosinante og kan fanges her.

Stjernefamilie forever (men med nyt navn)

4 Stars Hvis du er sådan en Bogliv-læser, der har været med længe, så husker du måske, at Anja Hitz’ børnebogserie Mig og min stjernefamilie om pigen Rose og hendes sammenbragte familie imponerede, rørte og morede os så meget, at vi brugte ordet fremragende. Hvis ikke, kan du lige repetere.

Nu er der en ny bog ude i serien, som i mellemtiden er blevet omdøbt til Mig og min familie (lidt synd, synes jeg, for stjernefamilie havde en rigtig fin positiv lyd, men jeg kan godt se pointen i simpelthen at kalde den nye virkelighed for et skilsmissebarn for slet og ret familie. For det er det jo).

I Mig og min familie – aldrig helt alene bor Rose halvdelen af tiden hos sin far og hans kæreste Bitten, der er mor til det lille donorbarn Iggi. Den anden halvdel bor hun hos sin mor og enkemanden Frank, der har fem børn. Deraf undertitlen, for Rose er aldrig helt alene med al den familie, og det er hun glad for:

Jeg elsker, når vi alle sammen er hjemme. Når der hele tiden sker noget et eller andet sted i huset eller haven. Når man bare kan høre, at der overalt er nogen, der rumsterer med noget, snakker, griner, småskændes, driller hinanden, brokker sig, bliver gode venner igen, rumsterer med noget nyt og griner lidt igen.

Roses situation har dog også sine ulemper. Når hendes mor, Frank og de fem tager ud at skøjte i en af de uger, hvor hun er hos sin far. Når yngste bonusbror kommer til at kalde Roses mor for ‘mor’, fordi han ikke kan huske sin rigtige mor, og de andre søskende så bliver sure. Eller når hun bare synes, at “Der er pap overalt i mit liv.”

ItemImage

Så Rose har sine udfordringer, men hun har også et helt almindeligt tween-liv, som hun blandt andet bruger i det band, hun har med tre veninder. En dag foreslår pigernes musiklærer, at de optager et nyt medlem, flygtningedrengen Massi. Det udløser nogen diskussion, men også nye oplevelser og nye forståelser. Og måske en udvidelse af stjernefamilien. Det kan lyde påklistret og lidt helligt, men det er det ikke, bare naturligt.

Og det er lige præcis det, Anja Hitz – og Rose – mestrer så godt: balancen mellem budskab og naturlighed; fordele og ulemper; sjov og sorg. For livet i en delefamilie er det hele: svært, sjovt, sørgeligt, kedeligt, spændende. I al stilfærdighed er seriens meget vigtige budskab, at ja, det er traumatisk, når kernefamilien bliver sprængt. Der er sorg over at miste, og der bliver ved med at være sorg over at gå glip af. Men det kan faktisk lade sig gøre at skabe en ny virkelighed med masser af liv og glæde, når nu den gamle ikke holder mere. Og den pointe har vi alle sammen brug for, inklusive dem der bor i kernefamilier, hvor virkeligheden jo også ændrer sig hele tiden.

At bogen er fortælleteknisk i orden, underholdende og let i tonen gør den bare så meget desto mere børneegnet. Vi er stadig fans!

Mig og min familie – aldrig helt alene af Anja Hitz er udkommet på Høst og Søn og kan fanges her.

Psst …! Anja Hitz skriver mange forskellige bøger, for både små og store børn. Tjek hendes hjemmeside, og bliv inspireret.

 

 

En ægte dame

4.5 Stars Når man har arbejdet på et kvindemagasin, bliver man lidt allergisk over for udtrykket ‘dameblads’. Ikke fordi der er noget galt med dameblade – tværtimod, man ved jo, hvordan alle på et sådant knokler dag ud og dag ind for at levere solid viden lækkert og indbydende til krævende læsere – men fordi man bliver vant til at få det serveret som en fornærmelse. Som udtryk for noget, der er letbenet, useriøst, fordummende.

Og pludselig en dag, hvis man er virkelig uheldig (eller uopmærksom), kommer man selv til at sige det – højt eller inden i sig selv. Man kommer til at tænke, at nu skal hende der damebladsredaktøren rigtig til at skrive romaner, og det kan da vist kun blive letbenet … Og man tager fejl. Heldigvis.

imagegen

Vovestykker handler om den 60-årige Alexandra, kaldet Alex, der er højtplaceret chefredaktør i et bladhus, der både udgiver sladderblade og modemagasiner, herunder magasinet Chik, som har faldende oplagstal. Hun  kæmper med en yngre, utilfreds bladdirektør, Søren Mørk, på den ene side og en ubeslutsom elsker, kokken Adam, på den anden. Mens yngre kolleger anført af SM bider hende i haserne, vil Adam ikke helt bide sig fast i hendes liv. Han er nemlig gift med Birgitte, bogens anden hovedperson, der er sygeplejerske på et hospice og har samlet Adams våde håndklæder og sure sokker op i over 30 år.

Der er lagt op til drama, og det får vi også, men allermest på de indre linjer. Bogen handler nemlig først og fremmest om at finde frem til, hvem man er – ikke blot i de hysteriske 30’ere, hvor vi hele tiden tror, at alt er slut, men i de modne 60’ere, hvor alting faktisk snart kan være det. Omgivelserne er måske kulørte – og hvis man selv kender bladbranchen, er det selvfølgelig ekstra sjovt – men følelserne og refleksionerne er universelle. Det handler om liv og død, kærlighed og sex, spænding og kedsomhed. Et memento mori af den opmuntrende slags.

Alex og Birgittes spor krydses, da de begge rejser til Oman og her finder frem til en sanselighed, de har manglet. Der bliver spist frugter, kørt i ørkensand og knaldet med yngre arabere, så det piber, og det hele er befriende usentimentalt og roligt fortalt – den kølige Alex smitter ligesom lidt af på fortællestilen. Hun er ikke en typisk heltinde, men hun er interessant.

Måske er hun også Camilla Lindemanns alter ego. Camilla Lindemann var selv højtplaceret chefredaktør i mediekoncernen Aller i en årrække, og jeg indrømmer blankt, at jeg havde glædet mig til at læse den som en nøgleroman. Men få sider inde bliver det formål helt ligegyldigt, ligesom spørgsmålet om, hvem der er hvem. Vovestykker er nemlig en rigtig god roman i sin egen ret. Underholdende på overfladen, med masser af tyngde, viden og livserfaring nedenunder. Ligesom et godt dameblad.

Vovestykker af Camilla Lindemann er udgivet af Turbine og kan fanges samme sted.

Psst …! Det ekstra halve hjerte får Vovestykker ikke mindst for at bruge udtryk som ‘spise nådsensbrød’ og ‘være aflægs’. Mere af det, tak!

Gæsteanmeldelse: Underspillet drama

6 Stars

11163877_997236516976806_7057082571674123807_n

Novellesamlingen Jubilæum har allerede begejstret mange anmeldere, og Boglivs gæsteanmelder, kommunikationschef Camilla Rosengaard, er ingen undtagelse. Hun giver topkarakter til de 19 noveller om tab.

Debutanten Lotte Kirkeby får med få ord og virkemidler fortalt om de afgørende øjeblikke eller vanskelige overgange i menneskers liv – fra de små børn i den første novelle til enken i den sidste af de i alt 19 noveller i samlingen Jubilæum.

ItemImage

Novellesamlingen folder fine tableauer ud om kærlighed, tab, død, savn, levet liv og knuste drømme. Kirkeby er det underspillede dramas mester. Hun formår at antyde og løfte en flig, så læseren selv kan skabe sin egen helhed.

Det er de menneskelige relationer, der har Kirkebys interesse – ikke mindst de relationer, som døden har påvirket. Det bliver således meget tydeligt i Kirkebys fortællinger, at et menneske kan dø, men de efterladtes forhold til den afdøde lever videre.

Dette er f.eks. på spil i novellen This is just to say, hvor to kvinder er ved at rydde op i garderoben efter deres afdøde søster. Undervejs står det klart, at den afdøde har haft svært ved at passe ind og blive forstået af omgivelserne. I en lomme i en cardigan finder de en håndskrevet seddel med ordene This is just to say, der viser sig at være titlen på et digt, som havde betydning for den afdøde søster:

Vi kunne ikke dele hendes oplevelse og hendes digt, og hvis der ikke var andre, så havde hun jo ingen. Og det troede jeg ikke, at der var.

Fortælleren slår digtet op, læser det og renskriver det i forsøget på at søge forståelse og komme tættere på den afdøde søster.

Kærlighed og dybe relationer mellem generationer er temaet i den livsbekræftende novelle med titlen Lilly Marie. Her søger en ung kvinde styrke – formentlig efter et forlist kærlighedsforhold – hos sin markante mormor, Lilly Marie. Barnebarnet skal ikke præstere for at høste sin mormors anerkendelse. Hun skal blot være, og omsorgen går begge veje.

81480_4388_3f9daff0405d42e28ddb104a3bb66234_original

“Det underspillede dramas mester”, kalder Boglivs begejstrede gæsteanmelder den debuterende skønlitterære forfatter, Lotte Kirkeby.

 

Lotte Kirkebys novellesamling er svær at lægge fra sig. Den behandler det ubehandlede, det tabubelagte, det svære. Alt det som former dem, vi er.

Jubilæum af Lotte Kirkeby Hansen er udgivet på forlaget Rosinante og kan fanges her.

 

 

 

 

 

 

 

 

Blodig krimi fra J.K. Rowling

silkeorm

4.5 Stars

Bag forfatteren Robert Galbraith gemmer sig (som de fleste efterhånden ved) ingen anden end Harry Potters mor, J.K. Rowling. Serien om den bryske privatdetektiv Comoran Strike er Rowlings flugtvej ud af Hogwarts og ind i et mere voksent litterært univers. Og flugtforsøget er tilsyneladende lykkedes. I hvert fald er de indtil videre tre bøger i serien (som i øvrigt også er filmatiseret) blevet vel modtaget af læserne og solgt i svimlende oplag.

Silkeormen er Rowling/Galbraiths anden bog i serien, og her møder vi igen de to hovedpersoner – den mandigt tavse ex-militærmand Strike og hans smukke, gyldenhårede kvindelige side kick, Robin, som kæmper en konstant, indædt kamp for at finde en plads i det maskuline detektiv-univers.

Sammen kastes de to i denne omgang ud i opklaringen af et voldsomt drab i forfattermiljøet. Den middelmådige og stærkt ubehagelige forfatter Owen Quine findes myrdet i et tomt hus med bugen sprættet op og tømt for indvolde. Quines spage, undertrykte kone hyrer Strike til at finde mandens morder – en opgave, som synes noget nær umulig, da alle omgivende personer nærmest svømmer i både mulighed og motiv.

Socialrealisme har aldrig været Rowlings kendemærke, og der er da også noget stærkt karikeret og film noir-agtigt over hele bogens univers, som ganske vist er charmerende, men som samtidig gør det svært, at komme rigtigt ind under huden på fortællingens persongalleri. Til gengæld spinder Rowling et både komplekst og effektivt plot, hvor kortene holdes tæt ind til kroppen helt til bogens allersidste sider.

En behagelig, kompetent og underholdende krimi.

Robert Galbraith, Silkeormen fra forlaget Gyldendal

Gæsteanmeldelse: Bagsiden af de fede dage i kollektivet

Birgitte Bartholdy har skrevet om 70’ernes fede kollektiver, der ikke kun var fede. Og det har hun gjort rasende godt, ifølge anmelder og forfatter Anna Pia Holmgaard, der ikke selv har oplevet flipperboformen, men nu nærmest synes, hun har – på grund af Bartholdys fortællekunst.

2011-06-03_APHolmgaard05

5 Stars Kollektiver? Jeg er selv vokset op på landet, hvor den slags flipper-boform med lidt god vilje kun kunne findes i Odense, nærmeste større by. Venstrefløjsaktivismen skulle man formentlig længere væk for at finde, så Birgitte Bartholdys roman Vildfarelser beskriver et for mig ukendt miljø.

Det er af samme grund dybt spændende at læse sig ind på det, for romanen er en klassisk god og meget underholdende læseoplevelse. Et persongalleri, der er kulørt, troværdigt på samme tid og som en klart omdrejningspunkt har den ultimative patriark, Klaus Udsen, der hele sit liv kører såvel aktivismen, koner og kollektiv med bestemt hånd – med de omkostninger det har for hans nærmeste. Især sønnen Sofus, der nu er voksen journalist, men hele sit liv har levet med en tung uvished, som faren ikke ville opklare for ham – blev hans mor Stella myrdet? Relationen mellem de to er mildt sagt belastet og lindres kun lidt af steddatteren Esther, der på sin side kæmper med efterveerne af en skilsmisse og tumler hovedkulds ind i en forelskelse i en ditto mystisk politiker, Bo Holmsted.

imagegen

Romanen er Birgitte Bartholdys tredje – hendes fjerde bog – og det skinner klart igennem, at hun med årene har fået en stærk selvsikkerhed i sin historiefortælling, researchen på miljøer fra Hellerup til hovedbyen Huambo i Angola (hvor der blev udkæmpet en bestialsk krig om magten i 70erne) er smittende god og grundig, og jeg bliver ikke kun underholdt: Jeg bliver draget og fanget, mærker fuldkommen, hvor frustrerende kollektiv-livet må have været for dem, der ikke var i indercirklerne, og hvor stærkt politiske idealer kan brænde – så de tager udsynet og ikke mindst hensynet til de nære relationer.

Og så er der jo mysteriet om Bo, Esthers nye kæreste, som Sofus og makkeren Philip insisterende forfølger. For naturligvis har sandheden altid en pris, der til slut udfoldes i al sin konsekvens. Det er dygtigt skåret plot, spændingskurven stiger præcis som den skal, og Vildfarelser er grundlæggende supergodt håndværk med et drama, der løfter sig langt over gennemsnittet.

Vildfarelser af Birgitte Bartholdy er udgivet på Turbine og kan fanges samme sted. Læs også vores interview med Birgitte Bartholdy.

 

Vi har to vindere!

Foråret – eller hvad man nu skal kalde det, når himlen åbner sig med sne! – har bragt os i gavehumør, så i denne uge kan vi afsløre hele to vindere:

Niels Søndergaard har vundet føljetonen Belgravia – tillykke!

Kristina har vundet road-romanen Stenslag – tillykke!

Hvis I begge vil være søde at sende jeres adresser til mig på ulla@hingethomsen.dk, er hhv.. e-bogen og bogen snart på vej til jer begge.

Og husk, at der altid kommer en sporvogn og en bogkonkurrence til!