Hyggelig midtlivskrise

5 Stars

image003

Hvis du er under 40 eller ualmindeligt heldigt stillet, vil du muligvis stille dig en smule uforstående over for følgende anmeldelse. Men Anna Grues syvende Dan Sommerdahl-roman, I lige linje, rammer rent hos mig (jeg er 44, tak fordi du spørger!). Den skaldede detektiv med en fortid i reklamebranchen er nemlig i midtlivskrise. Han sidder alene i sin fede lejlighed, smådeprimeret og ukarakteristisk tænksom, mens han savner sine børn, sin ekskone og en lidt bedre økonomi.

Det eneste, der rigtig kan hjælpe, er en sag, han kan opklare. I første omgang kaster han sig over sit eget livs mysterie: “Hvem var min far?”, som fører ham til Oxford og tilbage igen, men heldigvis kommer der også hurtigt en rigtig mordsag, han kan kaste sig over. Et dødsfald kommer nemlig til at se mistænkeligt ud, da det følges af et andet, der tydeligvis er drab. Og så ruller historien – bogstavelig talt, for vi er blandt andet i en cykelklub.

Som altid er det hyggeligt og trygt at være i selskab med Dan Sommerdahl. Man kender ham, hans fornuftige læge-ekskone Marianne og hans ordentlige og vi-spiller-efter-reglerne-agtige ven, politimanden Flemming. Og vi kender Christianssund, den fiktive fjordby, som alle læsere synes, de godt kan huske at have været i, fordi den blander alt, hvad vi kender og elsker, hvis vi er vokset op bare lidt uden for København.

Anna Grues detektiv-serie skriver sig ind i en engelsk cosy murder-tradition, hvor det vigtige ikke er selve mordet (hvorfor jeg heller ikke fortæller, hvem der bliver myrdet, læs i stedet, hvad forfatteren selv skriver), men gættelegen om, hvem i personkredsen, der er morderen. Jeg gættede forkert mere end en gang!

Men I lige linje er mere end det. Den er mørkere, mere alvorlig, end de andre Dan Sommerdahl-romaner. Dans mor er blevet syg og skal på plejehjem, og han og hans søster tømmer hendes hjem, hvilket er en krise i sig selv. Flemming prøver at komme sig oven på sin kræftsygdom; han bor hos Marianne og er stadig afkræftet, og også kredsen uden for hovedpersonerne kæmper med deres: tab af ægtefæller, tab af kontakt med børn, tab af kærlighed. Det klæder det hyggelige univers, at dets indbyggere kæmper med livets store overgange, for det er vi sandelig nogle stykker herude, der også gør!

Tag dog ikke fejl: I lige linje er nøjagtig lige så underholdende og nem at læse som de første seks bind. Halvandet døgn tog det mig at stryge lige igennem, og så blev jeg lidt ked af det, fordi det var gået for hurtigt. Jeg kom til at savne Dan (som faktisk er blevet en ret tiltrækkende person, efterhånden som hans ophavskvinde har skrællet de allermest overfladiske lag af ham), Marianne og Flemming og følelsen af tryghed ved at ‘færdes’ rundt i Christianssund. Heldigvis er der mindst et, måske to, bind tilbage i serien. Det betroede Anna Grue mig, da hun gav interview til Bogliv. Hun ville dog ikke fortælle, hvad der skal ske med vores tre venners indbyrdes forhold. Jeg er så småt begyndt at gætte – jeg kender dem jo!

I lige linje af Anna Grue er udkommet i dag på Politikens forlag og kan købes samme sted.

 

Fantasy-konkurrence: Vi har en vinder!

Det bliver en spændende sommer for Bente, hun har nemlig vundet et signeret eksemplar af Malene Sølvstens Ravnenes hvisken, som er braget igennem bogmuren med blandt andet fem imponerende hjerter i den kulturradikale. Bente, send din adresse til mig på ulla@hingethomsen.dk, så skynder Malene sig at signere dit eksemplar og få det sendt af sted. Tillykke!

 

Ravnenes hvisken cover.indd

Interview med Anna Grue: Den skaldede detektiv er ved at blive voksen

Med den syvende Dan Sommerdahl-roman I lige linje, der udkommer i morgen, har Anna Grue sendt sin skaldede detektiv ud i en midtlivskrise – og på jagt efter sit fædrene ophav. Naturligvis med et par mord at opklare undervejs.

image001

Hvordan fik du ideen til I lige linje?

Jeg fik den opgave under Danmark læser-kampagnen at skrive en novelle om en sosu-medhjælper. Derfor fulgte jeg en i Bispebjerg en hel dag og kom tilbage fuld af beundring for faget og med følelsen af, at jeg ikke var færdig med det. Så jeg ville have sådan en person med. I det hele taget foregår I lige linje blandt almindelige mennesker – en sosu-medhjælper, en ejendomsmægler, og så videre – et udpræget ikke-akademisk miljø. Jeg bliver altså lidt træt, når forfattere skriver om journalister og forfattere! Dernæst handler hele serien jo om en mand, der bliver voksen, og lige nu er Dan Sommerdahl i midtlivskrise. Konen er væk, børnene er væk, og han kan ikke længere køre den hjem på karisma og overflade. Endelig er jeg meget begejstret for England, især Oxford, og jeg fandt ud af, at for at blive en oxonian writer skal man bare skrive en bog, der helt eller delvist foregår i Oxford, og så tænkte jeg, Ah! So ein Ding muss ich auch haben! Så det handlede om at få de forskellige elementer til at smelte sammen.

Der er mange tab i bogen – nogle mister deres ægtefælle, andre kontakten med deres datter, atter andre deres sprog og førlighed. Hvad handler det om?

Ja, det er en opbrudsroman – der er frygtelig mange flyttekasser i denne her bog! – og opbrud kan man gribe forskelligt an. Den måde, man gør det på, afgør, hvordan man får det resten af sit liv. Nogle, især mænd, har tendens til at håndtere overgange på den måde, at de læner sig tilbage og drikker rødvin og spiller golf – for “bare at nyde”. Men der er ikke noget værre end bare at nyde – det er den sikre vej til at blive gammel før tid! Jeg elsker at arbejde, hvad enten det er at skrive, hækle store tæpper eller anlægge en staude-have. Jeg har altid projekter i gang. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg gå i stå. Jeg holder heller ikke weekend – det kunne ikke falde mig ind. Sådan tror jeg, mange kvinder har det; de begynder at skabe noget, når de får ekstra tid.

image003

Har du selv oplevet samme melankoli og tab som personerne i bogen?

Jeg syntes, det var meget svært, da mine børn flyttede hjemmefra – man kalder det empty nest syndrome – men jeg har ikke haft en midtlivskrise som Dan, for jeg kom ud af mit arbejdsliv i tide. Jeg kom væk, inden jeg for alvor blev en af de gamle. Der var ikke nogen, som var begyndt at se ned på mig endnu, og det tror jeg virkelig, var godt. I stedet kom jeg ind i et fag (som forfatter, red.), hvor jeg var nybegynder og skulle lære det hele forfra; det har virkelig været sundt. Oven i købet havde jeg slet ikke regnet med at få tid til at skrive, før jeg blev pensioneret, så jeg er 11-12 bøger forud for planen, når jeg fylder 60 næste år, ha ha!

Hvad går Dan Sommerdahls midtlivskrise ud på?

Det har været en glidende overgang. Han kom jo til at være utro i tredje bind (Kunsten at dø, red.) i et reality show – og det var slutningen på hans ægteskab med Marianne. Det har modnet ham og fået ham til at indse, at man måske ikke altid skal handle på impulser, hverken med kvinder eller andre ting. I starten af serien fik jeg mange henvendelser fra læsere, der simpelthen syntes, han var for overfladisk. Det får jeg ikke mere. Samtidig er der jo sket noget i forholdet til hans ven, Flemming. I starten havde Dan det hele – konen, hjemmet, det fede job. Langsomt men sikkert har Flemming nu overhalet ham, og magtforholdet mellem dem har ændret sig. Flemming har det simpelthen bedre i sin alder, fordi han er blevet voksen. Med det vil jeg fortælle, at der er flere måder at blive voksen på. Selv om Flemming er en kedelig mand, har han ikke nødvendigvis et dårligere liv end Dan. Han er jo på mange måder i balance, selv om han stadig er afkræftet efter sin sygdom.

Du opererer med et kendt persongalleri, og så kommer der nye til fra gang til gang. Har du en yndlingsperson?

Dan er jo mit alter ego, men jeg identificerer mig også stærkt med Mariane. Jeg er nok en blanding af Dan og Marianne – Dan er den selvsikre, udadvendte, fræsende type, der samtidig er meget psykisk sprød, mens Marianne er bundsolid. Hun er voksen og har været det i mange år. Hun er færdig med utroskab og alt det der pjat; der skal laves noget god mad og laves aftaler med børnene, og når ens gode ven bliver syg, lader man ham selvfølgelig flytte ind. Flemming er mere fremmed for mig; jeg kan godt lide ham, og jeg kender godt hans type. Men jeg har slet ikke den der embedsmandsidentitet, som han har.

Dine Dan Sommerdahl-bøger foregår i Christianssund – som ikke findes. Hvorfor?

I England er der en stor tradition for at skabe en fiktiv by; det gør vi knap så meget i Skandinavien. Men jeg vidste fra starten, at jeg ville have min egen by. Christianssund er en blanding af Lemvig, Frederikssund, Holbæk og Horsens – fordi de ligger ved fjorde. For mig er det det mest danske, der findes overhovedet, og det er nok også derfor, der er så mange, som føler sig hjemme i Christianssund. Jeg har lavet et kort over byen, som ligger på min hjemmeside, men jeg har ikke selv brug for det – jeg har byen fuldstændig på rygraden.

Hvad skal der ske nu?

Jeg er ved at researche til efterfølgeren til Italiensvej (Grues historiske roman, som fik fem fuldfede hjerter her på bloggen, red. Det er noget helt andet end Dan Sommerdahl, fordi den foregår i en anden tid, som jeg er nødt til at have helt ind under rygraden, så jeg for eksempel ikke begynder at lade folk sig ”stresse” eller ”sorry” – de sagde ”om forladelse”! Der er også et eller to bind tilbage i Dan Sommerdahl-serien, og når den er slut, vil jeg gerne skrive en ny serie med en kvindelig detektiv; en ældre kvinde. Jeg elsker jo den der Miss Marple-tradition – der var engang en anmelder, der kaldte mig ’Oldemor Christie’ – det var ikke ment som en kompliment, men jeg tager det som en kæmpe kompliment. Den der leg med læseren, hvor man har en stor personkreds, og en af dem er morderen, er top-underholdende, også for forfatteren. Så jeg bliver ved med at skrive krimi!

I lige linje af Anna Grue er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

 

 

Gys, der griber

6 Stars

 

Mig: “Okay, Jonas, hvor mange hjerter skal den så have?”

Jonas: “Hvor mange kan den få?”

Mig: “Den kan få seks.”

Jonas: “Så skal den have seks.”

Mig: “Hvorfor skal den have seks?”

Jonas: “Fordi den er G-O-D!”

Nå ja, så enkelt kan det jo faktisk godt være, forholdet mellem en læser og hans bog. Man læser, bogen er god, man er vild med den. I dette tilfælde gemmer der sig imidlertid et lille mirakel mellem linjerne. For Jonas, som næsten går i tredje klasse, er ikke nogen læsehest. Han læser udmærket, han gider bare ikke. At mor har rimelig uhindret adgang til de fedeste nye børnebøger, ændrer ikke stort. Han kigger, bladrer og begynder ganske hurtigt at karte rundt på stolen og komme med syge undskyldninger. Det gør ondt et sted. Han er meget træt. Han har læst så meget i skolen. Måske i morgen.

Men en dag kom der en pakke med fire bøger. Gyserklubben, hed den. Den var af Dorte Roholte og handlede om fire drenge, der mødtes i en klub og fortalte gyserhistorier for hinanden under farlige titler som En død pige i en død mobil, Et uhyre i et skab og så videre. Og så skete der noget. Jonas oplevede det, hans mor, søster og far har oplevet så mange gange før: at blive opslugt af en bogs univers og få vakt en sult efter mere læsning, flere bogstaver – mere af den samme forfatter. Han jamrede endda over at have læst bind 1 og 2 for hurtigt. mit bogelskende moderhjerte smeltede.

IMG_1285

Skal jeg sætte et par ord mere på serien, kunne det være: letlæst, flydende, handlingsmættet, fine tegninger. Der sker noget, som vækker en lille dreng eller piges narrative begær. Og det bedste af det hele er, at Dorte Roholte har skrevet RIGTIG mange andre bøger til børn. Så nu tror jeg faktisk, vi har omvendt ham til læsehest, den lille rod!

Gyserklubben_1_Forside(1)

Gyserklubben 1-4 af Dorte Roholte er udgivet af forlaget Elysion og kan købes samme sted.

Mesterlig krigsfortælling fra Kate Atkinson

en_gud

5.5 Stars

Det er som om, Kate Atkinson ikke blev helt færdig med figurerne i sin fantastiske roman Liv efter liv (som i øvrigt høstede seks sjældne hjerter her på bloggen). I hvert fald genfinder vi både dem og tiden omkring Anden Verdenskrig i hendes nyeste roman En gud i ruiner.

Hvor vi sidst fulgte Ursulas veje og vildveje gennem livet er det denne gang hendes bror, Teddy, som har hovedrollen i fortællingen, der løber over 70 år fra krigens start til hans død i 2012. Vi følger Teddy ind i cockpittet på den Halifax-maskine, han flyver på missioner ind over Berlin, hans datter Violas kaotiske dannelsesrejse og børnebørnenes forvaltning af de nedarvede ar og evner.

Som i Liv efter liv springer handlingen i bogen en del i tid. Den kredser dog især om krigen – om selve krigshandlingerne, men også om de moralske og menneskelige spørgsmål, krigen trækker frem. Er man fx et godt menneske, når man (som Teddy) kaster bomber ned på andres mødre, børn og brødre for at beskytte sine egne? Hvad gør krigen ved mennesker? Hvordan bærer man sig ad med at overleve alle de døde? Kan man være vidne til så megen ødelæggelse uden at miste troen på, at verden kan være et godt og barmhjertigt sted? Eller falder man og ender – Ikaros-style – som en gud i ruiner?

Historien om Teddys liv indeholder en række velkendte Atkinson-elementer: den uengagerede mor, barndommens skrøbelighed og tilværelsens potentiale for grusomhed. Som vanligt holder Kate Atkinson et stort og komplekst persongalleri troværdigt flyvende gennem et fragmenteret, men samtidig meningsfyldt og vedkommende handlingsforløb. Teddys historie er præcist lige så rørende og bittersødt nostalgisk som en livshistorie skal være det.

Alligevel var det først på bogens allersidste sider, jeg for alvor mærkede den søde trykken om hjertet, som Atkinsons bøger altid fremkalder i mig. Forfatteren orkestrerer i allersidste øjeblik et bevægende overraskelsesangreb, som pludselig giver et nyt lag af mening og følelse til hele bogens øvrige handling. Alle de brikker, som gennem den lange handling var nøje placeret eksploderer pludselig ud i nye, uventede konstellationer og som læser blæses man helt tilbage i stolen.

En helt særlig roman, som bliver siddende i kroppen længe efter at sidste side er vendt.

Kate Atkinson, En gud i ruiner fra Gads Forlag

Will Grayson

ItemImage.aspx

4 Stars

Will Grayson, Will Grayson er noget så usædvanligt som en bog med to forfattere (John Green og David Levithan) – og også hele to hovedpersoner, som begge bærer navnet Will Grayson. Navnet er ikke det eneste, de har til fælles. De er begge teens, begge plaget af usikkerhed og ensomhed og uden kraft til at manifestere sig i deres egne liv.

Handlingen tager for alvor fart, da de to drenges veje tilfældigt krydses en kold fredag aften i en virkelig sleazy pornobutik på et ligegyldigt gadehjørne i Chicago.

Herfra følger en hæsblæsende kavalkade af homoerotisk tiltrækning, en kæmpe ved navn Tiny, en vanvittig musical og en finale, hvor hele kakofonien af teenageangst, kompliceret kærlighed og den desperate kamp for at finde sit eget kredsløb i et forvirrende voksenunivers samles i sød harmoni.

Historien om Will Grayson er en fin og indlevende bog til din teen – eller til dig selv, hvis du har glemt hvor vidunderligt og forbandet, det er at være teenager.

John Green og David Levithan, Will Grayson, Will Grayson fra Politikens Forlag.

Vind årets fantasy-debut!

Den først juni udkom Ravnenes hvisken – en bog, forlaget selv kalder ‘årets danske fantasy-debut’, og som den noget overvældede debutforfatter, Malene Sølvesten, fortalte om til Bogliv som det allerførste medie. Det er vi naturligvis vældigt beærede over, og vi er godt i gang med den tykke og smukke bog. Imens vi læser, fejrer vi debuten med at udlodde et eksemplar af Ravnens hvisken. Det eneste, I skal gøre, er at skrive, hvad I vil læse i sommer. Her eller på Facebook. Go!

 

Ravnenes hvisken cover.indd

James Joyce rammer Albertslund!

Joyce-Centre

Jeg er vild med de folk, som arbejder på Albertslund Bibliotek! Ikke alene husker de at fejre den internationalt anerkendte højtidsdag Bloomsday, som er en årligt tilbagevendende hyldest til James Joyces storværk Ulysses. De tager også festen helt ud i Albertslunds gader og inviterer på litterær byvandring.

Alle interesserede inviteres på “en inspirerende sanse-vandretur gennem Albertslunds gader”, hvor man undervejs introduceres i Joyces noget uigennemtrængelige værk. Jeg synes, ideen med at forene Dublin anno 1904 og Albertslund anno 2016 er præcist skæv nok til, at arrangementet kunne gå hen og blive ret fantastisk.

Alle kan være med (også de af os, som aldrig klarede turen gennem Ulysses) og det foregår torsdag den 16. juni klokken 16:30 med start på Albertslund Hovedbibliotek. Læs mere her.

Gæsteanmeldelse: Et charmerende bekendtskab

2011-06-03_APHolmgaard05

En god hovedperson er alfa og omega, og journalist og forfatter Anna Pia Holmgaard føler sig i svært godt selskab i efterfølgeren til Pigerne på Englandsbåden, Den blå digters kone.

4 Stars

Lone Theils første krimi, Pigerne på Englandsbåden, fik fortjent ros for bl.a. at introducere en heltinde, der havde de berømte ben i næsen og alligevel var nem at holde af – ikke for sej, ikke for sød, bare helt charmerende og kvik. Og i den nyeste, Den blå digters kone, møder vi hende igen, denne gang nyforelsket og forenet med sin Andreas, i London hvor de begge arbejder.

Jeg kan virkelig godt lide Noras selskab – og den troværdige, ligefremme facon går igen i plot og skildringen af bipersonerne: Andreas, som ekskæresten pludselig får et solidt tag i kraven på, Pete, der er barsk men loyal – de følgagtige børsfyre og deres afsindige logik i jagten på penge og endnu en charmerende mand, Tom Craven. Nora lander sammen med dem i et mystisk drama, der begynder med at en berømt digter beder hende lede efter sin elskede kone. Men hun er væk – på mystisk vis forsvundet.

ItemImage

Plottet har grumme undertoner – desværre ikke forfærdelig langt fra det menneskesyn, der præger virkelighedens debat., hvor nogle liv åbenlyst er noget værd andre ikke. Unge enlige kvinder på flugt søger beskyttelse i England, ryger i en lejr – og så … ja, hvad så? En sygeplejerske taler over sig og Nora bider sig fast i haserne på pengemanden bag, Biehl, der tjener rigtig mange penge på mikset af medicinalindustri og aktier.

Lone Theils har skrevet en medrivende og troværdig krimi, hvor Nora hele vejen bærer igennem som en kvinde og en stærk personlighed, man helt klart gerne ville drikke en velblandet G&T med – et stort hjerte og en skarp hjerne er altid en god kombi. Fire hjerter for en særdeles underholdende sommerkrimi.

Den blå digters kone er udkommet på Lindhardt & Ringhof og kan fanges her.

 

Eksistentialisme for de yngste

ItemImage.aspx

2 Stars

Kaninen K bor i en hat. Tryllekunstnerens for at være helt præcis, hvorfra den ind imellem bliver trukket op til almindeligt bifald. Men en dag falder tryllekunstneren død om, og hvad gør man så, når man er født til at være del af et tryllenummer?

K drager ud i verden på jagt efter en ny hat, men projektet viser sig at være temmeligt kompliceret. Ingen er tilsyneladende interesserede i at have en hvid kanin boende på hovedet, og K bliver slået og jaget af alle, den møder. De vilde kaniner kan han ikke rigtig finde ud af at være sammen med, og det er først, da han såret og nedtrykt vælger at isolere sig fra både dyr og mennesker, at K finder noget, der minder om lykken.

Lyder det deprimerende? Det synes mine børn i hvert fald. Og lidt uhyggeligt også med de døde tryllekunstnere og blodige kaniner.

Jesper Wung-Sung er mest kendt for sine ret barske bøger til de lidt større børn, og der er da også en vis brutalitet over billedbogen om kaninen og hatten. Temaer som fremmedgørelse, identitetstab og eksistentiel tvivl er en stor mundfuld for de mindste. Måske i dette tilfælde lidt for stor.

Jesper Wung-Sung, Den hvide kanin og den sorte hat fra forlaget Høst & Søn