Bogen til fars dag

494337831_XS

Har din far fortjent at blive lige så glad som den stærkt begejstrede mand på billedet? Så er det måske nu, du skulle se at få købt den der fars dags gave til mandag d. 5. juni. Hvis din far er til hårde pakker er det måske hos boghandleren, den gode gave skal hentes.

Her kommer Boglivs eksklusive “bogen-din-far-ville-elske-at-få-på-fars-dag”-liste:

9788711566688.jpg2200022.jpg2311772.jpg 2201563.jpg                             Unknown          9788740603934

  1. Rigtige mænd – Pres din far ud i køkkenet (og måske også ned i løbeskoene) med denne nye kogebog fuld af “herregod mad”.
  2. 50 øl, du skal smage – Ølskribenterne Carsten Berthelsen og Rolf Nielsens personlige bud på en hitliste over 50 forskellige øltyper fra ind- og udland.
  3. Kaninjægeren – Ny roman fra Lars Kepler. Garanti for mange søvnløse nætter!
  4. Syv år for PET – Tidligere PET-chef Jacob Scharf løfter på sløret og giver os et kig ind i en ellers hemmelig verden.
  5. Vejene – giv din far et nostalgisk trip med Jack Kerouac klassiker, som han meget vel kan have haft liggende på natbordet, da du blev født.
  6. Mission far – skal gaven gives til en helt ny far, så kan du måske kaste dig ud i denne grundtræningsmanual for fædre skrevet af en tidligere elitesoldat.

Supper året rundt

9788740036220

3 Stars

Supper er ikke kun vintermad. Og ikke kun aftensmad heller. I sin nye kogebog, Supper & Co., lærer veteranen Kirsten Skaarup os, at suppe sagtens kan være en fin morgenmad. Og at suppe kan spises på alle tider af døgnet.

Supper har mange indlysende fordele: De er hurtige at lave, mængden af opvask minimeres, og så er de oven i købet typisk ret sunde. Hos Kirsten Skaarup er der skruet ekstra op for sundheden. Opskrifterne er tilsyneladende støvsuget for animalsk protein og mælkeprodukter. Der er tænkt over proteiner, fibre, vitaminer, antioxidanter og antiinflammatoriske ingredienser. Og også over antallet af kalorier. Hvis man skulle føle for den slags, er det faktisk muligt at bruge bogen som udgangspunkt for en decideret suppe-detox.

Der er masser at interessere sig for i Supper & co. Billederne er farverige og ligesom opskrifterne indhentet fra hele verden. Og de enkelte opskrifters særlige sundhedsfordele beskrives med overlegen ernæringsteknisk viden.

Til gengæld synes jeg, Kirsten Skaarup ind imellem forlanger lidt meget af os. Eller måske nærmere af vores lokale Netto, som sjældent ligger inde med friske tallerkensmækkerblomster, hvedegræs eller soyayoghurt. Eller nogle af de andre – supersunde – special-ingredisenser, som retterne er fulde af.

Opskrifterne tæller mange af de kendte suppeklassikere (borscht, løgsuppe, kartoffel-porresuppe). Oftest har de dog fået et sundt twist, og de ledsages af en mængde nye, originale supper.

Supper & co. kan bedst beskrives som en overskudssuppekogebog. Et perfekt udgangspunkt for den nytænkende og legelystne gourmet med en specialkøbmand i nabolaget og lyst til at fylde lidt på plussiden i det store sundhedsregnskab.

BONUS: Du kan selv tjekke bogen ud lige her, hvor forlaget venligt har leveret en lille smagsprøve.

Kirsten Skaarup, Supper & co. fra Politikens Forlag.

 

 

Sundere mad til ungerne

MADGLAD_forside-1-700x976

5 Stars

Jane Faerber er nok bedst kendt som en af Danmarks fremmeste fortalere for LCHF-mad, og hun har skrevet flere kogebøger, hvor der er skruet helt ned for kulhydraterne og sukkeret og til gengæld op for grønsager, kød og naturligt fedt.

Denne gang er hun ude i et andet, men beslægtet ærinde: At lære dine unger at spise sundt. Eller “at elske rigtig mad”, som der står på bogens forside. Vi er ikke ude i en fuldblods LCHF-kogebog, selvom Faerber har taget glæden ved grønsager, det sunde fedt og det stabile blodsukker med sig.

Lad mig sige det straks: Madglad er en pæn kogebog. Lys og nordisk og lækkert illustreret. Men bogen er ikke bare til pynt. Der ligger masser af holdninger og principper bag de flotte billeder. Og det er netop principperne, vi først introduceres for. Hvad er sund mad hjemme hos Jane Faerber? Hvad hælder hun i sine børn, når vi andre giver vores en hold-kæft bolle fra Kvickly? Og hvordan overbeviser hun sine unger om, at sundt også er lækkert? Vi kommer bredt omkring, og der er masser af stof til eftertanke, før vi overhovedet har læst den første opskrift.

Dem er der til gengæld 180 sider af, og vi får undervejs inspiration til både morgenmad, madpakker, supper, ovnmad, kamuflerede grønsager, grønne retter, desserter, kager og min personlige favorit: mad på 30 minutter.

På min vej gennem Madglad nåede jeg et få et nærmest varmt forhold til Jane Faerber. Og det skyldes især én ting: Jane Faerber laver realistisk mad! Der er få ingredienser og relativt få varer imellem, som jeg ikke allerede har i mit køkken. Opskrifterne er overskuelige og hænger godt sammen tidsmæssigt, så man ikke pludselig har gang i syv ting samtidig. Madglad er en bog til virkelige børnefamilier.

Og også til virkelige børn. Opskrifterne er ofte børnevenlige udgaver af kendte retter, og der er tænkt over smagen, som typisk hælder mod det runde og behagelige. Mine børn spiste med gusto alt hvad jeg serverede for dem fra bogen – og insisterede oven i købet på, at vi meget snart skulle lave de der falafler med kartoffelrøsti-fladbrød igen.

Madglad er både en bog for overskudsforældrene, som er parate til at købe hele “sunde børn”-pakken (og en masse fiberprodukter!) og til alle os andre, som bare gerne vil have noget spiseligt på bordet i en fart uden decideret at fejlernære vores afkom.

BONUS: Hvis du har lyst, kan du læse meget mere om bogen (og hente flere opskrifter) på Jane Faerbers egen blog, Madbanditten.

Jane Faerber, Madglad fra Politikens Forlag.

Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

2011-06-03_APHolmgaard05

Boglivs faste gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard er begejstret over den buket af kvinder, der beriger litteraturen i år, og begejstringen smitter. Hjerterne banker denne gang for Tine Høegs Nye rejsende.

Jamen, jeg ved slet ikke, hvad der sker her i foråret – det er i hvert fald ikke forsømt, med Caroline Albertine Minors Velsignelser, Lone Hørslevs En ordentlig mundfuld og Ida Holmegaards Graceland – og nu Tine Høegs Nye rejsende, der udkom for lidt tid siden, og som jeg snuppede ved et kviklån på Svendborg Bibliotek (godt sted!) og så i øvrigt slugte på en aften.

Det er en på overfladen ret simpel historie om et tilfældigt møde, der udvikler sig fra begær over sult til besættelse, tilbage til begæret og sorgen, da det til sidst og spidst, forudsigeligt bliver til et ’tak, men nej tak’ fra den ene parts side. For manden er gift, der er et barn, en pligt at følge – og der er en umulighed, der gør historien desperat og fuldkommen nærværende for mennesker, der har været ulykkeligt forelskede, men også dem, der gennem et liv erfarer, at kærlighed har en pris, og nogle gange er den for høj at betale.

500x0-1

Tine Høeg kortprosa er nem at begribe, der er ingen vanskeligt omsættelige metaforer eller knudrede billeder, og det er kunsten. Det enkle er det store, kvindens oplevelse af den unavngivne er nuanceret, bedrøvet, den er fandenivoldsk og rasende, den er poetisk og genkendelig. For hvad stilles der op, når forholdet allerede fra begyndelsen er en lukket kreds, et antal møder og kun tiden kan vise, hvor mange – men at det er en blindgyde, det ved man fra begyndelsen, og en vil blive såret, det ved man også. Præcis så dybt og tilfældigt som ved deres møde i haveskuret med pigtråden, der river en flænge i hendes pande.

Billederne står som polaroider. Med et diset præg, som et liv, der passerer forbi, garneret med skud fra livet som nyslået gymnasielærer på et gymnasium, hvor ungdommen stadig er synlig i hverdagen, mens hun er på vej ud i et voksenliv, der viser sig i al sin skræmmende konsekvens. Du må leve foruden, få det bedste med dig, forlad resten. Leg er ikke uskyldig, den tid er forbi. Og sådan kan man lyde som en præst i en kirke, men det undgår Tine Høeg med sin ærlighed, sin hudløshed og sin absolut flotte debut. Vil glæde mig til mere.

Nye rejsende af Tine Høeg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

En Nordbos fornemmelse for Grønland

I Grønland lever en mand, der elsker is. Der lever nok flere, men måske ikke så mange, der indrømmer, at de elsker is så meget, at de kan finde på at slikke på de store, turkisblå blokke af is, der ligger i Nuuk.

– Det er fornemmelsen af at drikke vand, der er ældre end det moderne menneske, siger forfatter Mads Peder Nordbo, for ham er det, der elsker is så meget, at hans redaktør har skåret mindst 30 scener væk, der handler om det frosne vand, i hans nye bog, Pigen uden hud.

– Hun skrev på et tidspunkt en note til mig, hvor der stod: “Nu har vi forstået, at du godt kan lide is!”, siger Nordbo lunt.

Egentlig er han fynbo, Nordbo, og det hører man tydeligt i både dialekten og beskedenheden, da han nærmest modvilligt er centrum for 12 bloggeres næsten udelte opmærksomhed til et arrangement på hans forlag et stenkast fra Rådhuspladsen. Ikke fordi han ikke kan lide bloggere, men fordi han ikke kan lide at være i centrum.

– Forleden var jeg til en reception i det samme lokale her og forsøgte at gemme mig, indtil nogen påpegede, at receptionen var for mig, smiler han.

FullSizeRender-47

En mand, der ikke så godt kan lide opmærksomed. Men elsker ord. Og Grønland.

IMG_3525

Bloggeren har ikke helt samme klædelige beskedenhed …

Hans fjerde bog, Pigen uden hud, har gjort det utænkelige og solgt sig selv til en række lande, filmrettighederne solgt til Hollywood, og selv har han ikke fattet en brik endnu.

– Hvis det ikke lyder, som om jeg er begejstret, er det derfor, som han siger.

Begejstret lyder han til gengæld, når han taler om det Grønland, han bliver ved med at pendle frem og tilbage til fra Danmark, og hvor han arbejder på rådhuset i Nuuk. Det handler om naturen, først og fremmest. Blåbærrene, der bare smager bedre der, fordi det er både koldt og lyst, så de vokser, men langsomt. Og ensomheden:

– I Danmark er vi bange for ensomheden, den er farlig. I Grønland er den en gave. Den er smuk. Jeg elsker ensomheden! siger Nordbo.

Kærlighed og følelser virker i det hele taget til at være udgangspunkt for Pigen uden hud. Kærlighed til Grønland og et forsøg på at beskrive landet indefra, ligesom Kim Leine, der skrev til Nordbo og sagde “Nu er vi to.” Bogen udspiller sig i to spor, 1973 og nutid. Den handler blandt andet om overgreb på kvinder og børn, et emne, der optager Nordbo meget.

– Ja, Grønland har nogle kedelige tal, men jeg tror på, at vejen ud af det er oplysning, man ikke dømme eller fordømme sig ud af det, siger han og ligner en mand, der hverken dømmer eller fordømmer ret meget.

500x0

Han skriver på sine følelser, på et miljø han kender og elsker – bortset fra mordene, som han understreger et par gange.

– Mordene i bogen er i virkeligheden sæljagt omskrevet til mennesker. Det er jo sjovt, hvordan det vi gør ved sæler uden at blinke, bliver så vildt, når det gøres mod mennesker, siger han.

Ligesom Nordbos tidligere bøger, Odins labyrint, Gudspartiklen og Thuleselskabet, er Pigen uden hud en kompleks fortælling.

– Jeg kan bedst selv lide at læse labyrintisk, og sådan skriver jeg også. Der opstår tanker i mit hoved, og selv om jeg har arbejdet med et skelet, ville det aldrig fungere for mig at lægge det hele fast på forhånd, siger han.

Hvad der ligger fast – og gjorde det meget tidligt – er Nordbos lyst til at fortælle historier.

– Jeg kom på det DSB-brune bibliotek i Tommerup med min mor. Der sad Inga og vogtede over alle de der skatte, som bøgerne var. De var indgangen ud til verden og ind i mennesket, og jeg fik lyst til selv at skrive bøger, fortæller han.

Med Pigen uden hud har Nordbo fået hul igennem til et marked, der ellers er tætpakket. Måske som del af en bølge – Nuuk noir, måske bare i sin egen ret. Det ligger fast nu, at der kommer en toer – og en treer, for “den er solgt til tjekkerne,” som han siger med fynsk lune. Måske bliver det noget med is.

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

 

 

Jamie er tilbage (igen)!

_9788711485569

3 Stars

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme – jeg har virkelig dårlig Jamie Oliver-karma!

Jeg elsker Olivers kogebøger med alle de flotte billeder (som Oliver imponerende nok selv laver), og har lyst til at æde siderne rå. Men når jeg forsøger at overføre de glittede herligheder til mit eget køkkenbord, går det sjældent godt.

Andre må være heldigere (eller muligvis dygtigere) end jeg. I hvert fald har Oliver en massiv fanskare og en lang, lang række bestsellerkogebøger bag sig. Han har siden slut-90erne bragt os back to basics som the naked chef (i skuffende påklædt tilstand), fulgt os ind i det franske og italienske køkken, tidsoptimeret vores madlavning med retter, som kunne laves på 30 og bare 15 minutter (men som alle tog 45 minutter hjemme hos mig), han har lært os at kokkerere ressourcebevidst og – i denne omgang – ultrasundt.

Med hensyn til det sunde, så har Oliver virkelig taget sin baggrundsresearch alvorligt. Faktisk har projektet nærmest været verdensomspændende, for stjernekokken har fløjet omkring og besøgt de steder i verden, hvor folk lever sundest og bliver ældst. Med sig hjem har han taget en masse råvarer og idéer, og resultatet er blevet 300 sider med lækre fotos og opskrifter på alt fra morgen- til aftensmad. Sund mad Oliver style.

Superfood er en virkelig lækker coffee table bog. Fuld af flotte billeder af både mad og mennesker. Og også af fantasi og glæde ved spændende råvarer. Det er hyggeligt og underholdende at læse med.

Men… man kommer i længden ikke udenom, at alle de gode intentioner simpelthen fordrer specialindkøb og et tidsforbrug, som ikke harmonerer med den typiske børnefamilies. Vores morgener er fx ikke kompatible med tilberedningen af harissavafler, sesamstegte æg og gulerodssalat. Oven i købet snyder Jamie Oliver os for tidsangivelser på opskrifterne, og de er savnede, selv om de erfaringsmæssigt sjældent er nøjagtige.

Hvis du har overskud til spændende, nye ingredienser og god tid i køkkenet, så kast dig ud i Olivers Superfood. Og lad mig vide, om din Jamie Oliver-karma viser sig at være bedre end min!

Jamie Oliver, Superfood fra Lindhardt & Ringhof.

Sund (og smuk) mad for begyndere

Mad-for-begyndere-mere-groent

4 Stars

Linn Grubbström indskriver sig med sin kogebog, Mad for begyndere, i strømmen af bloggere som tager springet fra skærmen og ud på rigtigt papir.

Jeg har været begejstret gæst på hendes gennemført lækre blog, Frøken Kræsen, i en del år og hentet nogle af mine yndlingsopskrifter der (fx. den her, som jeg ville spise i døgndrift, hvis mine indre organer ellers kunne holde til det).

Bloggens smukke æstetiske univers går igen i kogebogen, og her har de fine trin-for-trin billeder faktisk et dobbelt formål. Ud over at gøre i hvert fald denne læsers øjne vældigt glade, så fungerer billederne også som en god, håndgribelig vejledning til de kokke, som lige har fået fod under eget (køkken)bord for første gang. Med Linn lærer man simpelthen at lave mad fra bunden – og oven i købet at spise sundt.

Retterne er spændende og varierede. Jeg kastede mig selv ud i de bagte kartofler med rygeost og urter og en torsk med appelsinsauce og resultatet var en pænt stor succes – endda hos børnene. Kogebogen præsenterer opskrifterne årstidsopdelt, og der er tænkt på både den salte og den søde appetit.

Mad for begyndere er en helt igennem appetitlig oplevelse – og en meget fin start for den nye (sundhedsbevidste) kok.

Linn Grubbström, Mad for begyndere fra Samvirkes Forlag.

 

Kærlighed for voksne

5 Stars Den har ligget i baghovedet på mig, siden jeg hørte den første gang. Imponeret mig, pirret mig, næsten irriteret mig (mest fordi jeg ikke selv har fundet på den). Titlen Kærlighed for voksne. Fordi den indkapsler så meget af det, jeg selv går og tænker over for tiden: Hvad der mon er i kærlighedsposen til os, som har været gift og ikke er det mere. Som engang boede i en kernefamilie, måske endda for anden gang, og ikke gør det mere. Som har ladt illusionerne om ‘for evigt’ og ægteskabets ubrydelighed bag os, men bestemt ikke længslerne efter kærlighed, erotik, intimitet. Alt det, der gør livet værd at leve, og som samtidig gør det så utrolig kompliceret. Ikke mindst, når man er, ja, voksen. Er det muligt at møde kærligheden igen, tro på den og få lov at leve den ud, hvis det betyder, at en anden bliver såret, forladt – eller bare efterladt? Kan man overhovedet være bekendt at forlade nogen, og hvad sker der med ens egne følelser, når man river teltpælene op og lader sit livsvidne tilbage?

9788740031102

For mig er der egentlig drama nok i de spørgsmål i sig selv, men ‘Anna Ekberg’ – det nye, blødere pseudonym for det mere potente krimi-fænomen A.J. Kazinski – har naturligvis et krimiplot som motor for deres moderne kærlighedsroman. Indgangen til bogen præsenterer os for arkitekten Christian i hans livs mest pressede situation. I skoven, hvor hans kone Leonora (den har ikke fået for lidt med de kongelige navne) altid løber, holder han på lur i en varevogn for at køre hende over. Han vil slå hende ihjel, fordi hun har truet med at afsløre noget, der kan ødelægge alt for ham, hvis han forlader hende til fordel for den yngre Zenia. Leonora har nemlig ofret hele sit liv for den familie, hun og Christian har skabt sammen. Hun har opgivet en karriere som klassisk violinist for at passe deres kræftsyge søn, Johan, og hun er ikke til sinds at lade Christian gå fra hende nu, hvor sønnen er rask. Christian er til gengæld fortvivlet ved tanken om valget mellem at opgive sin nye – og måske sidste – chance for kærlighed eller blive eksponeret og måske fængslet. Deraf den desperate handling i skoven.

0f828391c9edec3968e869996348d548

Handlingen bølger frem og tilbage i tid – blandt andet tilbage til starten af Christian og Zenias affære, som er elegant beskrevet i detaljen, med den sms, der starter det hele – og bindes sammen af kapitler, hvor en gammel politimand fortæller sin voksne datter om sagen, han aldrig fik opklaret, selv om han var overbevist om, at Christian var skyldig i drab. Og da det nu er de ferme fortællerfyre Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich , alias A.J. Kazinski, alias Anna Ekberg, så er der naturligvis både grusomhed og nogle elegante og overraskende plot-tvists i vente. Det er underholdende og spændende, indimellem ulideligt, men det er også mere end det.

15073479_10208965662153390_8932080060575604997_n

Jeg har interviewet Weinreich og Rønnow Klarlund både på BogForum og Krimimessen i Horsens i år, og de er lige så underholdende live som på bog.

At kærlighed, troskab, ægteskab og lyster er svære størrelser at tumle med, er naturligvis ingen nyhed. Ej heller, at det kan drive ordentlige mennesker til at gøre forfærdelige ting, inklusive i sidste, fortvivlede instans, at slå ihjel. Men de to mandlige forfattere (ja, undskyld, men det der Anna Ekberg er altså en halvtynd fernis) river læseren med ved at gå lige ind i kødet på især mandens side af kærlighed, bedrag og skilsmisse. Christians forelskelse i Zenia, hans døende kærlighed for Leonora, hans skyld og skam, selvretfærdighed og tunnelsyn, det er alt sammen så præcist beskrevet, at det gør ondt. Det er Leonoras chok, sorg og eksplosive hævnlyst faktisk også, og det viser måske, at de to køn ikke er så forskellige endda, når det gælder matters of the heart. Det er lige svært for os alle, og det bliver ikke lettere af, at vi bliver ældre. Tværtimod, for den fortærskede ‘bagage’, vi alle trækker med os rundt, kan indimellem blive så tung, at den får os i knæ, og så meget desto mere lokkende er det, når forelskelsen giver luft til at lette lidt fra det hele og genopfinde os selv.

FullSizeRender

Anna Ekbergs kombination af røverhistorie, lommefilosofi og ægteskabsroman virker knaldgodt, og siderne vender nærmest sig selv i Kærlighed for voksne – jeg glemte endda at have flyskræk, da jeg havde den med på påskeferie!

Der er en mørk og intens tone i Kærlighed for voksne, som jeg rigtig godt kan lide; den minder mig lidt om HBO-serien The Affair (der også brugte et krimiplot som motor), som Bogliv-læsere vil huske, at jeg binge-watchede, da jeg ikke kunne læse i efterdønningerne af min skilsmisse. Kærlighed for voksne er også skrevet i kølvandet på et par skilsmisser – forfatternes egne – og det skinner igennem. Der er utvivlsomt blevet filosoferet igennem på d’herrers kontor i skriveprocessen (og hvor gad man bare godt få lov at lytte med indimellem!). Hør bare denne her passage, som jeg er vild med:

I den krig som er den største af alle, kærlighedens krig, ramte Christian en uskyldig. Det er en krig så ubegribelig, den udkæmpes på hver eneste café, blikke på gadehjørner, folk der forsøger at tage hinandens koner og mænd, at nedgøre andre udelukkende for at fremstå mere attraktive selv. Kærlighedens krig udkæmpes på så mange fronter, at man har opgivet at lovgive, ellers kunne retssalene ikke lave andet end at dømme mænd og kvinder for at stjæle hinandens kærester og koner og mænd. Men nej, man har opgivet, selv om der ikke findes et tyveri der gør mere ondt end at få taget sin elskede fra sig.

Jeg må indrømme, at jeg er en sucker for den form for filosoferen og for den kombination af kærlighed og krimi, som er Anna Ekbergs varemærke efter to bøger, og jeg håber på en treer inden så længe. Anna Ekbergs debut, Den hemmelige kvinde, handlede om et par, der blev flået fra hinanden mod deres vilje. Kærlighed for voksne handler om at bryde op, fordi den ene vil ud af et forhold. Hvis forfatterne får tid for deres A. J. Kazinsky-projekter, kunne det være interessant at se dem behandle opstarten af et nyt, smukt forhold. Gerne med et indbygget håb for os voksne. Og med et mord eller to, naturligvis.

Kærlighed for voksne af Anna Ekberg er udkommet på Politikens forlag og kan købes her.

Spis med Bogliv!

madglad_collage-651x651

Glæd jer!

Hele den næste måned skal vi frådse. I de lækreste kager, mariekiks med skumfiduser og – nå, ja – en enkelt supersund salat eller to.

Maj bliver madmåned her på bloggen. De sidste uger har jeg (i bogstaveligste forstand) ædt mig igennem en kæmpe stak af de nyeste, mest appetitlige kogebøger, der lige nu står på hylderne. Og jeg lover jer, der er gode ting imellem!

Smør smagsløgene! Fra i morgen går det løs.

Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.