Når livet rinder alt for tidligt ud

medium

5 Stars

For en måneds tid siden var jeg en tur i London, og det var påfaldende, at alle boghandlere havde nøjagtig den samme bog stående prominent placeret midt i deres vinduer: Paul Kalanithis smukke When breath becomes air (på dansk Før jeg forsvinder).

Jeg læste bogen allerede for 4-5 måneder siden og undredes. For egentlig er det noget nær en umulighed, at Kalanithis bog nogensinde skulle ende midt i de største boghandleres udstillinger. Bogen handler om et at de største tilbageværende tabuer: døden. Den er skrevet af et dødsmærket menneske, og er faktisk ikke engang helt færdiggjort. Den er intenst personlig. Ikke en eneste ting ved den rimer på mainstream. Og så alligevel…

Paul Kalanithi er en ung, ambitiøs neurokirurg på nippet til at færdiggøre 10 års benhårde studier, da han en dag studerer et scanningsbillede af et sæt lunger, som helt tydeligt er angrebet af agressiv kræft. Lungerne er hans egne. Pludselig er han forvandlet fra læge til patient. Han er 36 år gammel og skal pludselig forholde sig til, at den fremtid, han havde forestillet sig, ikke længere findes. Han reagerer ved at sætte sig til tastaturet og skrive. Først for sin egen skyld, og senere til den datter, han bliver far til under sit sygdomsforløb.

Kalanithi skriver om døden og om de tanker, man gør sig, når den nærmer sig. Men mest skriver han om livet. Om de ting, som har betydet noget for ham i det liv, han har levet. Om om de ting, som betyder noget nu, hvor det slutter.

Det er – naturligvis – rørende læsning. Der flyder en åre af uselviskhed og stoisk accept gennem bogen, som gør den til mere end en en fortælling om døden. Den er et testamente over et smukt menneske.

Kalanithi døde i marts 2015, før han kunne nå at skrive bogen helt færdig. Det sidste kapitel er skrevet af hans efterladte kone, og det er fyldt af den samme livsgnist som resten af bogen.

Hvis du vil lære intenst at værdsætte livet uden selv at skulle helt ud på kanten af det, så er Paul Kalanithis bog ikke et helt dårligt sted at starte.

Paul Kalanithi, Før jeg forsvinder fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Læsehest gone binge-watcher

På det seneste har jeg ikke været meget læsende. Jeg har binge-watchet serier på HBO i stedet for at give mig i kast med de stadigt voksende bogbunker på gulvet. Opbrud, nyorientering og tab har taget al læseglæde og -lyst ud af mig i en tid. Det bliver selvfølgelig ikke ved sådan, det ved jeg godt. Hverken med den altopslugende smerte eller med ulysten til at læse. For eksempel skal jeg i gang med en bunke krimier i tide til Krimimessen i Horsens, hvor jeg interviewer intet mindre end seks gange i år (og glæder mig, midt i al kaosset). Men som jeg har det lige nu, er der brug for serier, masser af serier. Jeg har især fundet trøst i tre:

The Affair: Fortæller om affæren mellem to gifte mennesker, sygeplejersken Alison, der har mistet sin søn i en ulykke og nu arbejder som servitrice i feriebyen Montauk, og NYC-forfatteren Noah, der kæmper med at leve op til sin rige og succesfulde svigerfar og sin forkælede intellektuelle overklassekone. De ringe i vandet, de to elskendes besættelse af hinanden spreder i begges familier, er djævelsk god underholdning på den mørke måde. Jeg er især vild med, at der er ikke er nogen ‘rigtige’ slutninger eller absolutte følelsesmæssige sandheder. Voksne mennesker kan både være bundet til ‘gammel’ kærlighed og blive fortryllet af ny. Kan følge deres hjerte eller deres fornuft og lige nemt fortryde begge dele. Det kender man jo godt.

la-et-st-the-affair-season-2-showtime-tca-20150811

Masters of Sex: Fødselslægen Bill Masters og hans assistent, den uuddannede enlige mor Virginia ‘Gini’ Johnson, gennemfører i 1950’erne og -60’erne et kontroversielt studie i menneskelig seksualitet. Målet er at dokumentere videnskabeligt, hvad der sker med mennesker under sex gennem observationer, målinger af puls og blodtryk, tidtagning med videre. Eller for at sige det på en anden måde: De ser på folk, der masturberer eller knalder, og skriver ned, hvad de ser, hører og måler. En lidt for heftig kop te for universitetshospitalet, som Masters arbejder på, og studiet er flere gange i fare og må blandt andet søge tilflugt i et bordel. Og da de to dedikerede mennesker beslutter selv at involvere sig som forsøgspersoner med hinanden, bliver det naturligvis rigtig messy, for det er svært at holde det kølige videnskabelige overblik, især for den gifte Masters, der kæmper med barnløshed, et akavet ægteskab og slemme dæmoner fra en barsk barndom. Jeg er næsten igennem 2. sæson og glæder mig over, at der er to mere to go.

large

Big Little Lies: Hvor har jeg glædet mig til denne her. Som Bogliv-læsere vil huske, elsker jeg den australske forfatterinde Liane Moriarty højt, ikke mindst på grund af netop bogen Store små løgne, som jeg anmeldte til topkarakter her på siden, da den udkom på dansk. Jeg skrev blandt andet:

(…) jeg griber mig i at tænke, at det er fuldstændig lige meget, om adressen er Frederiksberg eller Sydney (bortset fra solen – åh, solen!). Børn mobber, fordi voksne mobber. Så enkelt og kompliceret er det, og det viser Små store løgne på den mest underholdende, sjove og kloge måde.

Nu er Big Little Lies blevet til en HBO-serie med topnavnene Nicole Kidman, Reese Witherspoon og Shailene Woodley (The Fault in Our Stars) i hovedrollerne og settingen henlagt til Californien. Man er altid spændt, når det indre billede skal omdannes til et fælles på skærmen, men der skete noget virkelig mærkeligt, da jeg så første afsnit: Det hele lignede præcis mit indre billede: Mødrene, skolen, vejen op til skolen, kaffebaren mødrene tager hen til første gang. En syret, men virkelig god oplevelse, som måske skyldes, at Moriarty er en vidunderligt præcis forfatter. Og ja, så er det jo lige meget, om det er Frederiksberg, Sydney eller som her: Californien.

montage_biglittlelies

Jeg kan faktisk ikke rigtig vente, til næste afsnit er klart. Men jeg vil benytte tiden til stille og roligt at gå i gang med at læse igen. Det bliver nok en krimi.

 

Fastelavn for de kreative – og alle os andre

fastelavnsbogen-af-sabine-lemire

4.5 Stars

Årets store udfordring ud i symaskine og kreativ brug af papkasse og staniol nærmer sig! Der er i dag en lille uge til fastelavn, og det er mere end nok til, at du sagtens kan nå at springe ud som krea overskudsmor/far! I hvert fald, hvis du er i selskab med Sabine Lemire.

Sabine er muligvis det menneske i Danmark, som kan få mest ud af lidt pap, blomsterpinde og et par piberensere. Og heldigvis for alle os, der ikke er beriget med en tilsvarende fantasifuld hjerne, evner hun også at hjælpe os andre med at hoppe over, hvor gærdet er virkeligt lavt. I Fastelavnsbogen er der klare anvisninger på alt fra en uhyggelig monstermaske på pind til et komplet kostume, der forvandler din pode til snemand, robot, vægtløfter eller postkasse!

Bogen er vidunderligt blottet for billigt Disney-nylon, og selv om kostumerne er originale og flotte, virker de ikke umiddelbart specielt svære at lave. Der er tænkt i nemme løsninger, og størrelserne går fra de allermindste til ca. 8 år. De fleste af kostumerne er dog lavet, så man ikke sådan lige vokser ud af dem.

Som om det ikke var nok er der også blevet plads til både fastelavnsris, pynt og en enkelt fastelavnsbolleopskrift bagerst i bogen. Med Sabine Lemire er du godt klædt på til fastelavnsræset!

BONUS: Sabine har lagt en del af de flotte kostumer (og en masse andre finurlige idéer) ud på sin hjemmeside. Stjæl dem straks her.

Sabine Lemire, Fastelavnsbogen fra forlaget Carlsen.

 

Nuttet tween-uhygge

29692556_O_1

5.5 Stars

Jeg var på en måde solgt, allerede da jeg stod med Mats Strandberg og Sofia Falkenhems bog i hånden i boghandlen. Sjældent har man set en så uhyggenuttet forside!

Indeni bogen møder vi introverte, kejtede Frank, som er i færd med at fylde 9 år. Der er (af de påtrængende forældre) lagt op til stor fødselsdagsfest, men ingen af de inviterede klassekammerater dukker op. Midt i den noget akavede fest kommer naboens lille, lodne hund, Uffe, til at bide Frank i fingeren. En lille, blodig prik, som straks dækkes med et plaster. Men som også bliver starten på en helt ny tilværelse for Frank, som pludselig begynder at have drømme om natlige, dyriske udflugter i skoven. Frank, som tidligere var stærkt bange for monstre, er selv blevet til et! Uforvarende spreder han snart blind panik – og brændende had – i lokalområdet.

Monstret i natten, der udkom sidste år, er første bind i en planlagt serie. Og det er den residerende 11-årige glad for. Hun syntes (ligesom sin mor) at bogen var “sygt god” og udviser abstinenssymptomer, som gør, at jeg virkelig håber Strandberg og Falkenhem skriver hurtigt!

Mats Strandberg og Sofia Falkemhem, Monstret i natten fra forlaget Alvilda

Gratis børnebøger i vinterferien

Hvis du sidder inde med et sæt unger, som ikke lige ved, hvad de skal lave i vinterferien, så kan du måske (helt undtagelsesvis, forstås) presse dem godt ned i sofaen med en iPad.

plakat_vinter2017

Et sæt flinke forfattere har nemlig doneret deres værker til gratis (e-)læsning i ferien. Alt, hvad du behøver gøre er at klikke lige her.

Overbevisende racedrama

_9781444788013

5.5 Stars

En nyfødt, hvid baby dør efter en rutineprocedure i en sort sygeplejerskes varetægt. En sygeplejerske, som barnets neonazistiske forældre eksplicit havde forbudt enhver omgang med barnet. Snart ruller en retssag, som handler om meget mere end professionel forsømmelighed, og hvor ingen tør nævne hudfarve med et ord. Udfaldet bliver livsomstødende for alle implicerede – den sorte sygeplejerske Ruth, som oplever hele sit omhyggeligt opbyggede middelklasseliv bryde sammen på et øjeblik, barnets aggressive skinheadfar og Ruths hvide forsvarer, som pludselig må spørge sig selv, om hun er så raceblind, som hun selv troede.

Jodi Picoult er ude i et ambitiøst ærinde. Hun vil (som priviligeret, hvid amerikaner) fortælle historien om, hvad det vil sige at leve i en brun hud i nutidens USA. Picoult skrev historien om den anklagede Ruth Jefferson efter i avisen at have læst om en farvet sygeplejerske, der ligesom Ruth blev forbudt at behandle en hvid patient. Bogen – som af anmeldere er blevet kaldt det 21. århundredes modstykke til Harper Lees berømte Dræb ikke en sangfugl – hviler på en solid bund af research blandt både farvede amerikanere og i skinheadbevægelsen. Og virkelighedsophænget er vigtigt. Uden det ville historien om Ruth – i hvert fald for en snehvid dansker som mig – virke nærmest utroværdig i al sin gru. Det virker ubegribeligt, at hudfarve kan være den ene faktor, som effektivt på et sekund udraderer alt andet – en uddannelse fra Yale, et pletfrit liv, moderens livslange slid med at vaske gulve for en hvid familie for at kunne give datteren muligheden for social opstigning.

Som udgangspunkt virker det oplagt, hvor vi som læsere skal placere vores sympati. I det ene ringhjørne har vi den dygtige, hårdtarbejdende sygeplejerske, som har mistet sin mand i Afghanistan, og som alligevel formår at opfostre en søn alene. I det andet står et fattigt, uuddannet, ultravoldeligt forældrepar drevet af had og af en forståelse af, at hvid er den eneste rene farve. Heldigvis gør Picoult det svært for os at elske og hade bogens hovedfigurer entydigt. Hun viser os, hvor den neonazistiske far, Turk Bauers, voldsomme had kommer fra. Og hun balancerer en del af volden og hadet ud med den altoverskyggende kærlighed, Bauer føler for både sin kone og sin lille søn. Under svastikatatoveringerne er Turk Bauer menneskelig. Tilsvarende er Ruth også opfyldt af et enormt, forbudt had, hun omhyggeligt har pakket væk hele livet.

Small great things er en lang bog – næsten 500 sider – men den indeholder ikke et komma for meget. Jeg var revet med fra første til sidste side. Picoult skriver uhyggeligt godt og nuanceret – og at bogens slutning måske kan virke lettere urealistisk er tilgiveligt, da den også har sit ophæng i virkelige casehistorier.

Bogen er i ordets smukkeste og vigtigste betydning oplysende. Den holdt mig vågen om natten, mens jeg slugte den, og den kommer til at holde mine tanker beskæftigede mange nætter fremover.

Jodi Picoult, Small great things (bogen er endnu ikke oversat til dansk) fra forlaget Hodder & Stoughton.

 

 

 

Ungdomsanmeldelse: Fantastisk start på en ny saga

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder Jakob Hviid er begejstret efter grundig læsning af Lene Dybdahls 561 siders start på en ny saga om pigen med det poetiske navn Skyriel.

5 StarsHerlufsholms fantasybogmesse i efteråret blev Lene Dybdahl interviewet om sin seneste bog Skyriel. Hun beskrev selv bogen som mere voldelig end hendes tidligere bøger og anbefalede den derfor også til et lidt ældre publikum.

Skyriel er en pige i teenageårene med et hidsigt temperament, der tit får hende til at fremstå uforskammet. Hun har boet på den lille ø Josil hos magikeren Alainon Domwiz, siden hun blev sendt væk fra sin rigtige familie efter tegn på magiske kræfter. Skyriel har det bedst med sin bue og et dyr i sigte. Det er dog ikke kun hendes temperament og jagtfærdigheder, der gør, at hun ikke er som de andre piger på Josil. Det rygtes på øen, at Skyriel er en heks eller rettere sagt en magiker, hvilket leder til mange slagsmål med de flabede drenge og mistroiske blikke fra de voksne, men måske er der noget om snakken.

Da Dragevarslet viser sig i Skyriels 16. år, er det det første tegn i Ovanien-profetierne, der fortæller, at en stærk magiker vil dræbe kongen i Kronenhal og tage magten over Ovanerriget. Alainon fortæller endelig Skyriel mere om hendes fortid, for hun er den udvalgte, der bliver nævnt i profetierne. Det kan nu kun gå for langsomt med at lære at bruge Hu-kraften, som er kilden til magikernes kræfter, men oplæringen når ikke langt. Alainon bliver taget til fange og bragt til det berygtede fængsel for magikere Darc Nox på øen Oskos. Skyriel tager af sted for at befri Alainon, men turen går ikke helt efter planen. Pludselig bliver alle de sagnomspundne væsener og personer fra Tullivan Tofingers uhyggelige historier til virkelighed. Men faktisk er noget langt større end Skyriels redningsaktion under opsejling.

500x0

Med Skyriel har Lene Dybdahl skrevet en fantastisk start på sin fantasysaga. Bogen indeholder mange handlingsforløb, der er med til at sætte et højt tempo bogen igennem, og selv om Skyriel er hovedpersonen, er man som læser inde i hovedet på mange forskellige personer. Derfor er det en god ide, at Lene Dybdahl har forsynet bogen med et persongalleri med de mange opfindsomme navne og baggrunde, så læseren ikke blive hægtet af. Udover Skyriel følger man blandt andet væbneren Lovel Federic, kronprinsen Drystan Eisenhart, kongens rådgiver Heymon Elys, ypperstepræsten Pyrias Vorigan og Skyriels fosterfader og mentor Alainon Domwiz.

Lene Dybdahl får på bedste vis strikket de mange handlingstråde sammen til en spændende og tempofyldt fortælling, men jeg havde klart foretrukket en enkelt synsvinkel. Når man skal ind i hovedet på så mange personer, bliver man aldrig helt fortrolig med bogens egentlige hovedperson, Skyriel, og det er en skam, for hun er en både spændende og sjov karakter. Skyriels temperament spænder mange gange ben for hende, men gør også den barske historie sjov. Det er især hendes opfindsomme skældsord, jeg morede mig over, som fx mugånde, myrehjerne, Teubarianske troldenumse, bumsetærte og Wilcock tyndskider.

Fantasy er uden diskussion den genre, jeg læser mest af, og jeg elsker at blive fanget af et univers, der på den ene side er så anderledes end det, jeg selv lever i, men på den anden side til forveksling ligner det. Derfor var jeg vild med Lene Dybdahls fantasyromaner, hvor historie og fantasy blev blandet sammen med den virkelige verden. I hendes tidligere udgivelser Den sorte paraply og Nøglens Vogtere bruger hun henholdsvis engelsk og spansk historie. I Skyriel derimod har Lene Dybdahl skabt sit eget middelalder-agtige univers med magiske væsner, drager, nisser, pirater, sultaner, kæmpeblæksprutter og tigre. Ovanerriget er ligeså fascinerende og troværdigt som Ringenes herre, hvor Lene Dybdahl uden tvivl har hentet lidt inspiration og idéen til kortet over Ovanerriget.

Bogen er på 561 sider, hvilket godt kan virke som en stor mundfuld, men bogen er letlæselig med sit ligefremme sprog.
Skyriel er første bind i den episke fantasyserie Ovanienprofetierne. Jeg giver bogen fem ud af seks hjerter, og jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til universet i sagaens andet bind, Blodbæst, der forventes at blive udgivet til efteråret. Jeg synes, at alle, der er til fantasy, skal være klar til den næste udgivelse ved at skynde sig at læse Skyriel og dykke ned i sagaens univers, da de uden tvivl vil blive grebet og få lyst til at blive dernede.

Lene Dybdahl har sin egen hjemmeside, hvor man kan indtaste sit navn og email og så få de første 43 sider af Skyriel gratis. Hvis man ligesom jeg selv, blev fanget af de første sider, kan bogen, som er udgivet af Forlaget Tellerup, købes her.

 

 

 

 

Sælsomme børn

_9788702124552

5.5 Stars

For nylig så jeg Tim Burtons hårrejsende filmatisering af Ransom Riggs bog om Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn. Det var et lykkeligt gensyn. Jeg anmeldte bogen i Bogmagasinet tilbage i 2012 (længe før nogen havde tænkt på Bogliv.dk) og ELSKEDE den. Universet var på en og samme tid både forunderligt og foruroligende, og jeg var revet med i den ultrauhyggelige handling fra første side.

Har du endnu ikke set filmen – eller endnu bedre læst bogen – så kommer her et ultrakort resumé. Hovedpersonen Jacob er hovedarving til et drugstore-imperium i Florida og lever et ualmindeligt kedeligt teenageliv. Han er også indehaver af en farfar, der som barn oplevede holocaust og som den eneste i sin familie nåede levende ud af Polen. Farfaderen flygtede til en lille ø ud for Wales’ kyst, hvor han sammen med en række andre “sælsomme” flygtningebørn kunne være i sikkerhed for nazisternes lange kløer. Farfar Abe har dog aldrig helt sluppet monstrene, som overlever i de uhyggelige historier, han fortæller Jacob. En dag dør farfaderen under mystiske omstændigheder i Jacobs arme. Og snart bliver det klart, at farfaderens monstre måske ikke er helt så fiktive, som Jacob kunne have ønsket.

Riggs påstår selv, at historien om Frøken Peregrine og de (i sandhed) sælsomme børn på den walisiske ø udsprang af en forkærlighed for bizarre, antikke fotos. Fantastisk og fantasifuldt er det i hvert fald. Og lykkeligvis er der siden anmeldelsen i 2012 kommet ikke mindre end to nye bøger til i serien. Dem må jeg straks have læst (hvis jeg tør).

Ransom Riggs, Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn fra forlaget Gyldendal.

På en udånding af kærlighed

5 Stars “Træk vejret igennem smerten, så bliver dit hjerte større”. Sådan sagde en klog kvinde for nylig til en anden klog kvinde, som jeg kender, og hun fortalte det videre til mig. En anden sendte mig en lille film med “breathe in, breathe out”, og jeg tog imod beskeden helt uden ironi. Jeg gjorde det endda. Fordi der er sket noget med mig. Noget, der gør, at jeg i dag kan dyrke yoga, bruge min vejrtrækning og tro på affirmationer som “alt er godt, og alt bliver godt” uden at være nødt til at le højt og sarkastisk og lægge kilometervis af afstand. Det kunne jeg ikke før, hvilket jeg også har skrevet om her før.

500x0

Jeg har det dog stadig stramt med højtidelig yoga og med yogier, der ikke kan grine af sig selv. Jeg har det faktisk stramt med alle, der ikke kan grine af sig selv selv. Derfor blev jeg også akut forelsket i Everybody Calm Down af Sarah Cohr Lützen. For med undertitlen Yogadigte kunne man godt frygte noget meget helligt – og rigtigt, bevares, men kedeligt-helligt – men den lille tynde bog er tyk af humor og kærlig selvironi. Hør bare:

Når jeg elsker for meget

og drikker for meget

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at Edith Piaf er på Spotify

På en udånding og et push på play, har jeg også lyst

til at ryge cigaretter

Digtet minder mig om lange lyst- og angstfyldte dage fyldt med tanker og litteratur og smøger, og jeg mærker, at de samme følelser og tanker, jeg havde som ung litteraturstuderende, stadig er indeni, og at behovet for at trække vejret igennem smerten er uændret på årtier. (Det minder mig selvfølgelig også om Edith Piaf, så hun nu ligger på min playliste på Spotify og minder mig om, at man aldrig skal fortryde noget. Rien).

Sarah-Cohr-Ltzen-004-480_0

Opbygningen med indånding-udånding som i yoga er lige så enkel som den er virkningsfuld, og den går igen og skaber sammenhæng mellem digtene. Indåndingen kan endda helt politisk ukorrekt også bestå af dejlig, nikotinfyldt røg frem for renhedens luft:

Når min elskede

er sammen med en, der ikke er mig

tager jeg et hvæs af min cigaret

og minder mig selv om

at jeg alligevel ikke har lyst

til at være sammen med en

der ikke vil have mig

På en udånding bliver jeg så jaloux

at jeg er klar til at gå i krig

Hvor jeg dog elsker selvironien og det uhellige; jo, vist kan vi finde trøst og roen og balancen og “alt bliver godt’, men vi bliver også så jaloux, at vi er klar til at gå i krig, for vi er jo mennesker, ikke guder, for pokker!

Jeg elsker også humoren:

Når jeg får lyst til at begynde på lykkepiller

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at google “funny looking dogs”

Det morer mig altid

at jeg på et eller andet tidspunkt

støder på et billede af Cher

Everybody Calm Down er fyldt med følelser og frustrationer, som måske især hører den første del af voksenlivet til: hvad skal der blive af mig, vil nogen elske mig, hvorfor elsker ingen mig og så videre. På den anden side er det temaer, der vender tilbage gennem et liv, og digtene er også en lille dosis kærlighed på bog, og det kan alle bruge, uanset år i denne her skøre verden. Det er i hvert fald svært ikke at finde trøst i denne lille perle:

Når du ligger i din seng

og længes efter kærlighed

kan du tage en dyb indånding

og minde dig selv om

at den luft, du indånder

er den samme luft, som jeg indånder

og jeg elsker dig

så lige meget hvor shitty, du føler dig,

er der altid kærlighed at hente i luften.

På en udånding håber jeg, du har det lidt bedre.

For mig er du allerede helt perfelt <3

Tegningerne af forfatteren selv er sjove og fine – som dette af en arabisk dame, der ligesom forfatteren selv ikke gider træne, men bare sidder på sin træningscykel og surfer på Tumblr, inden hun går i dampbad:

FullSizeRender-30

Digtenes brydes af enkelte kortere prosatekster, som slet ikke gør det samme for mig som digtene, så jeg håber, at Cohr Lützen bliver ved det poetiske. Jeg håber egentlig bare, at hun bliver ved. Namaste.

Everybody calm down af Sarah Cohr Lützen er udgivet på Forlaget Vandkunsten og kan fanges her

Pssst …! I mine øjne gør det ikke poeten Lützen mindre sej, at hun som ung praktikant på Zentropa protesterede imod den ellers så højt besungne ‘Ålen’s grænseoverskridende ledelsesstil. Den historie kan du læse her.

Gæsteanmeldelse: Kroppen, savnet, momentet (Eller: Når cykling bliver interessant)

6 Stars

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Boglivs gæsteanmelder, yogi og podcaster Maria Guldager, ved ikke det fjerneste om cykling, men er aldeles forført af historiker Mikael Jalvings nye cykelbog.

Jeg mærker sveden, svingene, sprinten, selvforglemmelsen, smerten, sukkermanglen og stilheden. Jeg græder, jeg griner, jeg opløses, jeg heler. Jeg træder med i pedalerne så godt, jeg kan, men jeg sidder også tit fast, forgabt, når Jalving udstopper historien med digteriske stykker sjæl som: “Min krop er mit savn”  eller “I springet mellem viden og beslutning tabte jeg momentet”? Bogen handler om kroppen, savnet og momentet. Om den hektiske hovedstyrede hverdag med lejlighedsvise ydre shitstorme og indre tankegalop. Om den kontrastfulde cykling der styrer cykelløberen til på samme tid forsagelse og “lystfyldte intervaller”.

500x0

Bogen er inddelt i fire sæsoner, men det første, jeg læser af Mikael Jalvings nye værk – hey, jeg skal jo lige udfordre årets slaviske rækkefølge – er på side 50, hvor jeg måske ubevidst har slået op ved ordet “lyst”, det kunne lige ligne mig. Her får jeg øje på, at det her ikke er nogen tør cykelbog, men at forfatteren er en dedikeret og dybsindig mand, for hvem cykling ikke er et lystprincip, snarere et bud, en påmindelse om, at ethvert menneske kaster en skygge på vejen. Wow. Når jeg derpå spoler tilbage til side 1, og læser kronologisk frem til side 189, bekræftes navnet på Jalvings virksomhed: Ord der virker.

Oh yeah, de virker! Hver en side virker!

Når en bog, der handler indgående om noget, jeg egentlig ikke har den fjerneste forstand på, nemlig cykelsporten, formår at være den bedste jeg bog, jeg har læst længe, må det tilskrives forfatterens formidlingstalent. Hør selv:

“Vist er cykling en fysisk aktivitet, men taber man først psykisk er sejret umulig. Således taler djævelen dunder til mig i afgørelsens stund og mere end antyder, at de højeste idealer stammer fra de laveste drifter” (side 83).

Eksistentielt behov for cykling

Jalving har skrevet en bog om cykling, men den handler om så meget mere; som i den introspektive passage, da han deltager i et cykelløb ved Roskilde og ender “i den tunge ende”:

“Skal jeg hæve niveauet, må jeg til pengepungen, men den er desværre flad. Igen mærker jeg denne trang til et gøre ét og lægge voksenlivets små kompromisser til side, begynde forfra, selvom det er umuligt, men gøre det i trods, leve sit liv baglæns i stedet for forlæns, evigt halsende bagefter, og på denne omvendte måde genfinde ungdommens muligheder, koncentrere, fokusere og målrette ambition og drøm på cyklen i stedet for, som jeg gjorde, med mine studier” (side 115).

Selv de passager, der keder mig en anelse – og lad mig lige afbryde mig selv og indskyde, at jeg keder mig lynhurtigt. I alt. I relationer, i undervisning, til sociale arrangementer og ja også i læsning – må jeg ikke tune ud, for lige i halen på det, jeg ikke helt forstår, venter der magiske læseroplevelser om livets meningsdimension.

Besat og rigoristisk legende

Flettet ind i historien og den politik, der skyder op af de afdødes jord og direkte ind i selvforståelsen hos de yngste poder, er de personlige fortællinger som på side 113:

“Selv min polterabend foregik på cykel i 2006 med Mike og Bremer og helt uden strippere og body-tequila. Ikke fordi vi var dydsmønstre, næ, vi var bare besatte”.

Besættelsen er forfatteren helt åben om:

“Jeg kan godt se det, dvs. registrere symptomerne, men vægrer mig ved at stille diagnosen. Min cykling er blevet epidemisk og grænseoverskridende. Hvor jeg er, er den også.” (side 132).

Indrømmet: Det er nøjagtig den selvransagende stemme, der giver mig læselyst i en hverdag, hvor podcasts og lydbøger i langt rigere mål får min opmærksomhed. Jalving skriver, at han blev mindre troende, som han blev mere cyklende, og fra sit faste holdepunkt, den stadigt accelererende cykel, leverer han en kritik af tidens skamløse, rodløse, normløse (papirløse?) idealisme.

Stærkest kommer forfatterens ordensglæde til udtryk ved de såkaldte licensløb:

“Fri leg er en vederstyggelighed. Leg kræver rammer, indimellem regler, internaliserede eller ritualiserede rammer” (side 172).

20160114155106_0

Selve bogens titel er også en demonstration af, at åndelighed kan organiseres uden for kirkebygningen. Der er stadig et fællesskab, et enkeltmandsansvar og en stræben efter at komme hinsides sig selv.

Kompensation, messe og flugt

Jalving er ikke bange for gentagne gange, at præsentere sine fortolkninger af cyklingens væsen. Her er bare et par af citaterne om, hvad cykling er:

“Cykling tilbyder selvbesindelse. På cyklen kan du holde uhyrerne på afstand og forberede dig mentalt på det ragnarok, der muligvis kommer, og den død, der venter alle, store som små.” (Side 10)

“…cyklen er det hverdagstræ, vi kan gøre brug af, og som kan få os til at leve med døden” (Side 53)

“Cykling, såvel den kommercielle som den glade amatørisme, handler ikke om at gøre gode gerninger for andre, men om at realisere sit fysiske potentiale- uden at skade andre”. (Side 109)

Der er flere, hvor de kommer fra. Bogen, som jeg giver seks fyldige stjerner, har givet mig et exceptionelt godt indblik i rytterens såvel som menneskets drøm. Som Jalving skriver sidst i bogen, så er cykling en kompensation, en messe og en flugt, der renser ud i tanker og bagage. Lyder som noget, ethvert menneske kan genkende at trænge til.

Læs den, ikke for Guds skyld, men din.

Cykling er min kirke – en selvbesindelse af Mikael Jalving er udgivet på forlaget Ellekær og kan blandt andet fanges her