Interview med lyd: Elsebeth Egholm

Hvorfor har Elsebeth Egholm skabt en ny figur? Hvem er den nye Rina, når hun ikke er en kopi af Dicte? Hvad fik hende til at skrotte et helt manuskript og starte forfra? Og får vi nogensinde lækre Jack fra Malta at se igen? Alt det og endnu mere fortæller hun om lige her. Lyt med!

Psst. …! At interviewe et menneske og uddrage det mest interessante eller relevante, de har sagt, er en disciplin, jeg elsker og aldrig vil holde op med at dyrke – håber jeg. Men hvad nu, hvis det jeg har uddraget, ikke var det, du helst ville høre? Hvad nu, hvis du har lyst til at høre latteren, eftertænksomheden og tvivlen i din yndlingsforfatters stemme? De tanker er baggrunden for, at jeg hermed for første gang prøver at lægge et lydspor ud til et interview, jeg har lavet med en forfatter. Men hvis du hellere vil læse det skrevne resultat, er der naturligvis også sådan et til dig. Læs interviewet.

Konkurrence: Vi har en vinder!

Alle begrundelser for at vinde Elsebeth Egholms nye krimi, Jeg finder dig altid, var gode, så jeg bad min kollega om at være lykkens gudinde, og det blev Conni Jørgensen, der vandt det signerede eksemplar. Conni, send fluks din adresse til mig på ulla@hingethomsen.dk, så kommer det til dig. Tillykke!

Og til jer andre: Elsebeths bog fås også i boghandlen …:-) God weekend!

Ung sorg

4 Stars Død og sorg er hotte inden for ungdomslitteraturen for tiden. Da jeg for nylig besøgte Litteraturfestivalen i Edinburgh, fandt jeg en hel reol med bøger om dette tema naturligvis med den brilliante John Greens The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) på øverste hylde. Debutromanen Tæl til ti har en lidt yngre målgruppe og forløser emnet på en helt anden og original måde. Trishas storesøster dør, og Trisha finder på hendes værelse en liste over ting, hun hadede. På listen er blandt andet cup-cakes, designer-cykelhjelme og Nivea. Som nummer 10 på listen er Trisha selv.

Hvert kapitel er bygget op om et punkt, som Trisha undersøger for sig selv og på den måde bearbejder sorgen. En sorg, der ligesom i den virkelige verden er kompleks og ikke bare ren. For Trishas storesøster var teenager, da hun døde, og derfor lidt af en pain in the a.... Så meget, at det indimellem var fristende for Trisha at tænke den tanke, at man kunne bytte hende ud med en storebror. “Det er bare en fase …” sagde moren ofte, men søsteren nåede aldrig om på den anden side af fasen, hvilket blot er en af flere punkter, der underbygger tragedien i den unge piges død.

12-årige Trishas far og mor er naturligvis forstenede i sorgen, så hun er alene i den, overansvarlig og omsorgsfuld over for sine sørgende forældre og i sidste ende  også den, der må tage stilling til, hvad der skal ske med søsterens urne. Gennem Trishas ensomme proces får vi ikke bare historien om en død søster, men også om en familie med gamle sorger og nye udfordringer, herunder farens lidt firkantede personlighed. Det er ikke spektakulært, men menneskeligt, svært og sammensat. Som de fleste familiers liv jo er.

Tæl til ti er en fin historie om en sorgproces fortalt til tweens og gennem øjnene på en. Jeg synes, det er svært at gennemskue, om en 12-årig ville tænke og ‘tale’ som Trisha – indimellem bliver jeg i tvivl, og det forstyrrer lidt. Men det er også det allersværeste ved at skrive ungdomslitteratur, tænker jeg, og jeg tager hatten af for Haynes’ indfølende bud. Som den voksne læser, jeg jo er, stryger jeg lige igennem, røres og får også rørt ved min egen nylige sorg. Døden er noget underligt noget. Godt, at vi har børne- og ungdomsforfattere, der kan og tør skrive om den, så den næste generation læsere får et mindre fremmedgjort forhold til den end vi andre. For måske er det kun sådan, de rigtig kan sætte pris på dette ene, vidunderlige liv?

Tæl til ti af Stine Haynes udkommer i dag på Carlsen og kan fanges samme sted.

Amerikansk bestseller-forfatter: “Forelskelsen lærer os, hvem vi er”

Interview: Amerikanske Jill Santopolo har begejstret læsere verden over med tåreperseren Lyset vi mistede. Romanen, som udkommer på dansk den 21. august, fortæller historien om Lucy og Gabe, fra de møder hinanden på universitetet den 11. september 2001 og 13 år frem. Og vi kan lige så godt sige det ligeud: Det bliver ikke nemt. Det kommer til at gøre ondt. Også på dig som læser. Men det er okay, siger forfatteren, som vi har været heldige at få et interview med.

Først og fremmest: Tak fordi du skrev Lyset vi mistede – jeg elskede den, ved du.

Velbekomme, jeg er så glad for, du kunne lide den.

Bogen beskriver mindst to forskellige slags kærlighed: den livs-forandrende mellem Lucy og Gabe – “en dobbeltstjerne” – og den roligere, mere stabile slags mellem Lucy og Darren. Tror du, at den næsten guddommelige kærlighed mellem Gabe og Lucy ville kunne bevares i et almindeligt forhold, fx i et ægteskab med syge børn, husterminer osv.? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg tænkte meget over, mens jeg skrev bogen. Jeg tænkte over, hvordan Lucys og Gabes liv ville have set ud sammen, og hvordan det, at de slog sig til ro, ville ændre dem og deres følelser. Jeg tror, at forhold ændres over tid, og jeg tror, at Lucys og Gabes kærlighed, ligesom dobbeltstjernen, virkelig handlede om de to. Men hvis der kom børn ind i billedet, tror jeg, at deres kærlighed ville være nødt til at ændre og udvide sig for at gøre plads til børnene. Ville det få forholdet til at bryde sammen? Det håber jeg ikke. Men jeg er ikke helt sikker.

På et tidspunkt i bogen tænker Lucy på, om hun måske ville føle anderledes for Darren, hvis hun ikke havde mødt Gabe – om den kærlighed havde være ’nok’, hvis hun ikke havde kendt den anden slags. Tror du på, at det altid er meningsfyldt at forelske sig dybt, selv når det ikke går?

Ja, det gør jeg faktisk. Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Bogen tager et dramatisk afsæt i 9-11. Hvordan kom du på den ide?

Jeg gik selv på universitetet i New York den 11. september 2001, og jeg husker, hvor dannende den dag blev for så mange mennesker, jeg kendte, og hvor sårbare vi følte os. Jeg tænkte, at hvis Lucy og Gabe mødtes den dag, hvor deres parader var nede, hvor de var allermest sårbare, så ville det give mening, at de blev dybere forbundet, end hvis de havde mødt hinanden en anden dag. Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til, og det var, hvad jeg ønskede skulle ske med Lucy og Gabe i Lyset vi mistede.

Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til.

Historien bliver fortalt af Lucy til Gabe, og det virker rigtig godt. Hvornår og hvorfor valgte du den form? Var det sådan var begyndelsen?

Helt fra starten vidste jeg, at Lucy skulle tale til Gabe, fordi jeg kunne huske, hvordan jeg selv efter et brud ønskede at fortælle personen, jeg ikke længere var sammen med, alle de ting, som jeg ville have fortalt ham, hvis vi stadig var sammen. Noget, der skete på arbejdet, en historie, en ven fortalte, en latterlig samtale, jeg overværede i metroen – der skete et eller andet, og jeg tænkte på, hvordan han mon ville reagere på det. Så jeg ville have Lucy til at gøre det samme. Men da jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for en rigtig grund til, at Lucy talte til Gabe, og da dét gik op for mig, faldt både slutningen og hele bogen på plads for mig.

Kærlighedsromaner bliver indimellem set ned på at det litterære parnas, men jeg synes, at de bedste romantiske forfattere, som Jojo Moyes (og dig!), fortæller universelle historier om kærlighed meget mere effektivt end mere svært tilgængelig litteratur, fordi de appellerer direkte til vores følelser. Har du en mening om det?

Jeg er vokset op med at læse og sætte pris på alle slags fiktion – litterære romaner, kærlighedsromaner, fantasyromaner, krimier – og jeg tror virkelig på, at der skal forskellige evner til at få hver af de genrer til at fungerer. Krimiforfattere er ofte fænomenale plottere og kan holde spændingen i fortællingen. Fantasy-forfattere bygger vidunderlige verdener. Kærlighedsroman-forfattere er ofte gode til at gengive følelser. Og litterære forfattere skriver smukke sætninger og undersøger ideer dybt. Jeg sætter ikke mere pris på den ene evne end den anden, men jeg er helt sikkert nødt til at være i rette stemning for at sætte pris på de respektive genrer.

Hvilke andre forfattere beundrer du – hvem har du lært noget af? Og hvilke bøger ville du anbefale til læsere af Bogliv?

Jeg elsker så mange forfattere! John Irving har altid været en af mine favoritter. Jeg elsker, hvor komplette verdener han skaber, og hvordan læseren ofte følger personerne gennem hele deres liv. Jeg beundrer også hvordan Leon Uris og Nelson DeMille begge kombinerer action og kærlighed. Og jeg synes, at Jennifer Crusie skriver virkelig sexede kærlighedshistorier. Læserne af Bogliv skulle helt sikkert læse Delia Ephrons Siracusa, hvis de ikke har gjort det endnu. Det er en mørk, tvistet og vidunderlig historie om to par, der finder sted på øen Siracusa i Italien. Jeg vil også anbefale Brenda Bowens Enchanted August, som handler om de magiske ting, der kan ske i et idyllisk sommerhus på en ø ud for Maines kyst.

Bliver du ved med at skrive for voksne nu (Jill Santopolo har skrevet en række bøger for børn, red.), og kommer den næste bog også til at handle om kærlighed?

Jeg håber at skrive for voksne i lang tid, men jeg ved, at jeg skriver mindst en mere. Og ja, den handler om kærlighed, men ikke kun romantisk kærlighed. Den handler også om den form for kærlighed vi har for andre mennesker i vores liv – forældre, venner og børn – og den handler om tab og de hemmeligheder, vi har over for de mennesker, vi holder af.

Lyset vi mistede udkommer på Lindhardt og Ringhof den 21. august og kan fanges samme sted.

Psst! Du kan vinde Lyset vi mistede her på Bogliv. Hold øje!

 

Interview med Elsebeth Egholm: “At skabe en ny hovedperson er angstprovokerende – det har man brug for”

Efter over et årti med journalisten Dicte Svendsen og hendes søn Peter Boutrup har Elsebeth Egholm i Jeg finder dig altid præsenteret sine læsere for et helt nyt univers centreret om den yngre, ansigtsblinde læge Rina. Vi er stadig i Århus, men nu blandt street artists, klatrere og – selvfølgelig – mennesker med tidlige, smertelige erfaringer. Fødslen af Rina var hård, et helt manuskript blev kasseret, før Egholm var tilfreds.

“Jeg håber altså, du kommer til at kunne lide Rina – selv om jeg godt kan mærke, at du savner Dicte.”

Ups. Jeg bliver en smule flov, da hun siger det. Er det så tydeligt? Har jeg været så kritisk, næsten skeptisk i hele den time, vi har siddet og talt om Elsebeth Egholms nye hovedperson Rina? Jeg håber det ikke. 1. Fordi jeg utrolig godt kan lide hende. Så meget, at jeg har skrevet noget nær en kærlighedserklæring til hendes forfatterskab her på bloggen. 2. Fordi jeg forstår, at det er en kraftanstrengelse uden lige at skabe et nyt fiktivt univers. Og 3. Fordi jeg faktisk er ret glad for bogen, måske især for Rinas side kick, politimanden Stanek, som har rod med sin gamle far, sin skilsmisse og sit nye forhold på en måde, der er nem at genkende for mig. Rina er længere fra mig, men det er også meningen:

“Jeg vidste, at hun skulle være ung, yngre end mig og yngre end Dicte. Dicte var jo 40, da jeg startede, og jeg måtte trække hendes aldring en lille smule, for jeg kunne ikke komme med en bog om året, og jeg ville ikke ende med, at hun var en gammel kone – ikke for at være aldersdiskriminerende, men jeg ville gerne kunne sende hende ud i noget action. Min nye heltinde skulle også afspejle den vitalitet, der er i de unge kvinder lige nu, den power. Se bare fodboldkvinderne – når jeg ser dem, ser jeg Rina. Det er en generation, hvor man godt kan kombinere ynde med hård, fysisk træning og gå efter et kropsligt mål. Det er noget jeg enormt godt kan lide og gerne vil være med til at fremhæve. Jeg synes, det er sejt, og på den måde passer Rina i tiden,” fortæller Elsebeth Egholm.

Vind Jeg finder dig altid – deltag i konkurrencen

Så vi er altså et stykke fra den neurotiske og stejle journalist Dicte Svendsen, jeg altid har holdt så meget af. Men det er fair nok – og nødvendigt for Egholm, for hun havde brug for en ny udfordring:

“Jeg syntes, paletten var fuld – jeg har skrevet ni bøger om Dicte og flere med Dicte og Peter, så jeg synes, jeg har været ude i krogene med Dicte. Det var ved gud angstprovokerende, men det har man jo også brug for engang imellem.”

Nemt var det ikke. Faktisk havde Elsebeth Egholm skrevet et helt manuskript, som hun viste til sin kæreste Jürgen, og han sagde det til hende ligeud. Det her duer ikke. Klatringen var nemlig kommet for sent ind i Egholms bevidsthed og dermed Rinas liv:

“Jeg havde skrevet hele historien og syntes, at Stanek fungerede bedre end Rinas, og det skulle jo ikke være ham, der overstrålede hende. Så en dag skulle jeg ud at spise frokost med Birthe, der er mor til en kunstner, som kalder sig Mormor, og da jeg kørte ind til byen og så på de her store bygninger, kom jeg til at tænke på Spider Woman – og tænkte: ”Ja, hun skal være superhelt.” Men en realistisk superhelt. Hun skulle ikke have overnaturlige evner, men hun skulle have et dobbeltliv. Jeg blev helt høj, fordi jeg kunne se historien med denne her datter, der ikke kan blive anerkendt af sin kunstnermor, fordi hun hellere vil tegne grise og køer. Hvor går hun hen? Ned i grafitti-miljøet, hvor de også hader abstrakt kunst!”

For selvfølgelig er der problemer med mor. Og far, for Staneks vedkommende. For ingen Egholm-karakterer finder deres drive uden at have en stor smerte fra den tidlige barndom. Som de fleste af mennesker med drive, i hvert fald i fiktionen.

“Jeg tror, at man præges meget mere af det, der sker tidligt, end det der sker, når man er voksen. Du finder ikke nogen moderne detektiver uden lig i lasten – man kan næsten sige, at det er en konvention – at der er noget at gruble over, nogle ting at snuble over. Måske er det også typisk kvindeligt, at vi altid vil finde en forklaring på noget. Mandedetektiverne drikker bare, fordi de drikker – men de drikker dog. Detektiverne skal have brændstof for at blive dem, de er.”

Rina drikker ikke. hun klatrer. Om natten suser hun op og ned ad Århus’ høje bygninger og efterlader et midlertidigt kunstværk under kunstnernavnet Private Eye, hvilket blandt andet imponerer hendes kunstnermor Mimi, der tror, at denne modige gadekunstner er en mand. En nat bliver en ung mand skubbet ud fra en bygning, Rina har været på, og samme nat bliver hun overfaldet af en mand i sin egen gård. Poltimanden Stanek kommer ind i billedet, da Rina kommer til at bakke ind i en lille dreng i en parkeringskælder og efterfølgende redder ham. Hvad han ikke ved, er, at Rina er ansigtsblind og derfor er nødt til at ’skanne’ andre menneskers ansigter på en bestemt måde, hvis hun skal gøre sig håb om at genkende dem. Måden, hun ser på ham, får ham til at tro, der er ‘noget’, og derfra skal vi ikke røbe mere. Men det kommer selvfølgelig til at gå vildt for sig.Og ømt indimellem.

”Jeg tænkte meget over, hvordan forholdet mellem Rina og Stanek skulle være. Der er en tiltrækning, men der skulle også være noget mere. De er jo gensidigt afhængige af hinanden, men også gensidigt mistroiske.”

Det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, forholdet mellem den midlaldrende politimand og den næsten Salander-agtige, egenrådige Rina. For det er ganske rigtigt noget andet end almindelig tiltrækning. Præget af en ordløs forståelse, ømhed og irritation i én, charmerende blanding. Jeg tør ikke sige det, da vi sidder der, men jeg tænker det: Det minder om Dicte og Wagner. Men nu skal jeg komme mig over min Dicte-fiksering og tage godt imod Rina, for hun forsvinder ikke foreløbig, og det er godt.

”Jeg har fået ny luft og ny skriveglæde gennem det her. Faktisk er det gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at skrive – at jeg faktisk ikke tror, jeg kan leve uden.”

Heldigvis for os, læserne.

Ud med ungerne!

6 Stars

Har dit barn nogensinde fanget en krabbe med en snor og et stykke spegepølse? Eller lært at slå smut? Eller fanget en haletudse? Ved din unge, hvordan man genkender rævespor, bygger et hus til en bi, tænder et bål eller laver et telt af en snor og en presenning?

Hvis ikke bør du måske slå et slag forbi boghandlen på vej hjem fra arbejde og erhverve dig den bedste børne-friluftsbog, jeg endnu er stødt på. Min bog om friluftsliv hedder den.

Den udkom sidste år og udmærker sig især ved virkelig at have noget for alle aldre. De mindste kan lade sig inspirere af bogens fantastisk hyggelige illustrationer. De lidt større kan kaste sig ud i nogle af de utallige aktiviteter, eksperimenter og lege, som gavmildt er drysset ud over hver eneste side. Og mon ikke de voksne også bliver lidt klogere undervejs – jeg gjorde ihvertfald.

De to forfattere Alice James og Emily Bone tager os med på en tur gennem skoven, forbi åen, søen og helt ud til havet. Undervejs kan børnene lege sig til en masse viden om både dyr og planter. Der er noget at lave på alle årstider, alle tider af døgnet og i alt slags vejr (skulle det sne – hvilket på en måde ikke virker helt urealistisk den her sommer – kan man fx bygge sig en iglo).

Hvis Min bog om friluftsliv ikke kan tænde den hellige frilufts-flamme i dine unger er der intet, som kan!

Alice James og Emily Bone, Min bog om friluftsliv fra forlaget Carlsen.

 

 

Konkurrence: Vind Elsebeth Egholms nye krimi

For fans som os er det ikke mindre end en sensation, når Århus’ ubestridte krimidronning Elsebeth Egholm kommer med en ny serie, et nyt univers og en ny hovedperson. I juli udkom Jeg finder dig altid om lægen, klatreren og gadekunstneren Rina og politimanden Stanek, som har begejstret både anmeldere og læsere.

Den kan du vinde lige her! Det eneste, du skal gøre, er at skrive, hvorfor det lige er dig, der skal have det signerede eksemplar, her eller på vores Facebook-side. Go!

Nedtælling til love

Nogle gange lander den rigtige bog hos den rigtige læser på det rigtige tidspunkt. Det skete for mig, da anmelder-eksemplaret af den amerikanske kærlighedsroman Lyset vi mistede (The Light We Lost) dukkede op i min postkasse for en måneds tid siden. Jeg blev så rørt over den, at jeg måtte skrive til forfatteren, og en ting førte til en anden, så vi nu med glæde kan præsentere et interview med hende på Bogliv, når vi kommer lidt tættere på udgivelsesdatoen den 21. august. Vi har også fået lov at udlodde tre eksemplarer af bogen, så hold godt øje!

Rowling – nu på dit TV

Måske læste du J.K. Rowlings første “voksen-bog”, Casual vacancy (eller Den tomme plads, som den hedder på dansk), da den udkom i 2012. Jeg fik den aldrig selv læst, men nu har jeg taget revanche. Har godt nok stadig ikke fået læst bogen. Til gengæld har jeg set den! Hvis du også er så heldig at have HBO Nordic hjemme på dit TV, kan du finde filmatiseringen lige her. Den er voldsom, hjertesønderrivende – og simpelthen så smukt filmet. Hvis den havde været en bog havde den straks fået 5 Stars!

Klik her og tjek selv.

Portræt af den moderne fattigdom

6 Stars

Forestil dig, at du fødes i slut 90’erne i en lille landsby i et superfattigt, postindustrielt Nordfrankrig og i en ultramaskulin kultur præget af racisme, vold, alkoholisme og homofobi. Og forestil dig så, at du fra det øjeblik, du kommer til verden, er ufrivilligt, eklatant og uafvendeligt homoseksuel. Anderledes. Udenfor. Foragtet. Selv af din egen familie.

Edouard Louis var kun 21, da han udgav debutromanen Færdig med Eddy Bellegueulle (som også er forfatterens fødenavn), og beretningen om det misforståede (og mishandlede) barn er i høj grad hans egen historie.

Louis/Bellegueulle vokser op i en arbejderfamilie, hvor fugten driver ned af væggene, hvor de eneste grønsager er pommes frites (han smagte sin første tomat som 16-årig!), og hvor farens job på den lokale fabrik ikke altid levner plads til både mad og sprut i husholdningsbudgettet – hvorfor  aftensmaden ind imellem består af en skål mælk stjålet fra naboens køer. Det vigtigste er ikke at være hverken venlig eller dygtig, men at være “un dur” – en tough guy. En dødsdømt opgave for lille Eddy med de løse håndled og den lyse stemme. “Hvorfor opfører han sig sådan?“, spørger naboerne. “Hvorfor er drengen så mærkelig?

Louis siger selv, at han skrev bogen for at forstå sin egen barndom – og flugten fra den. Færdig med Eddy Bellegueulle er et opgør med en opvækst præget af forældrenes skam og manglende forståelse, daglige tæsk fra skolekammeraterne og en konstant eksklusion fra både landsbyens andre børn og deres forældre. Samtidig er bogen især i Frankrig blevet modtaget som et vigtigt indspil i en politisk debat, hvor den nederste del af arbejderklassen normalt er stort set fraværende. Mange franskmænd blev ved bogens udgivelse nærmest chokerede over at opdage, at fattigdom i den kaliber stadig eksisterer i et moderne Frankrig.

Færdig med Eddy Belleguelle er historien om en lille dreng, der fødes i den forkerte kultur og som betaler en høj pris for det. Men også en historie om et barn, som på et brændstof af afvisning og frygt katapulterer sig selv ud af sin egen socialklasse og ind i en akademisk verden, hvor hans svaghed forvandles til styrke – og til stor litterær succes.

Edouard Louis, Færdig med Eddy Bellegueulle fra forlaget Rosinante. En lille disclaimer: Jeg har læst bogen på (et i øvrigt vidunderligt) fransk, og kan derfor ikke udtale mig om, om sproget er lige så brutalt og levende i den danske oversættelse.