Gæsteanmeldelse: “Gid jeg havde beholdt min Carré-samling!”

11831801_159101417756226_28962451304062175_n

6 Stars Boglivs gæsteanmelder, Palle Schjødtz, er en stor fan af John le Carré. Pladsmangel efter en flytning fik ham imidlertid til at skille sig af med sin næsten komplette samling af forfatterens 24 udgivelser, heraf mange på originalsproget. Dette fortryder anmelderen efter læsningen af forfatterens erindringsbog, som giver nye indgange til forfatterskabet.

Siden 1960’erne har David John Moore Cornwell under pseudonymet John le Carré underholdt os med sine fængslende romaner om spionernes hemmelige verden, i dette århundrede suppleret med en række romaner om store firmaers udnyttelse af mennesker i udviklingslande, navnlig i Afrika. Helt aktuel er Natportieren, der netop er blevet præmieret med en Emmy til danske Susanne Bier for hendes instruktion af en populær TV-serie baseret på romanen fra 1993.

Nu har le Carré så udgivet sin længe ventede erindringsbog, Duernes tunnel, Historier fra mit liv. Forfatteren var i nogle år efter anden verdenskrig ansat i den britiske efterretningstjeneste, først i MI5 og siden i MI6, som viste sig at være en fantastisk inspirationskilde til hans senere forfatterskab. Mange har gennem årene gættet på, hvad hans romaner indeholdt af facts fra denne tid, og hvad der var fri fantasi. Man læser derfor bogen med en vis forventning om at blive klogere på dette, men det bliver man ikke, for le Carré er også i sin erindringsbog en mester i antydninger, i det usikre, det tvivlsomme og det underfundige, som tirrer læserens forventning. Mange af hans romaner bygger netop en sådan stigende forventning op om den endelige afklaring af plottet eller intrigen, at man næsten bliver skuffet, når man endelig får den.

500x0

Alligevel er bogen fremragende underholdning, for også erindringsbogen er spændende læsning om en mand, der har oplevet meget, set mange steder og mødt mange interessante mennesker – på godt og ondt. Vi føres i løbet af 24 kapitler (historier) gennem forfatterens oplevelser i livet med hovedvægten på beskrivelser af mødet med embedsmænd, politikere, andre forfattere, journalister, instruktører og skuespillere. Ikke alle bliver beskrevet i et flatterende lys.

John le Carré fik som ansat i det britiske diplomati mærkværdigvis lov til at udgive de første spionromaner, Telefon til afdøde fra 1961 og Mord på et højt plan fra 1962, der var de første i en serie på fem romaner med efterretningsofficeren George Smiley som hovedperson. Smiley er beskrevet som en mand med succes i jagten på sovjetspioner – også inden for tjenesten – men med fiasko i sit privatliv. Sideløbende fik le Carré et gennembrud med Spionen der kom ind fra kulden, der ud over at blive en succes som bog også er filmatiseret med Richard Burton i hovedrollen. I alt er der kommet 23 romaner.

51756_3866_433a3a16099a428cb75b648c6191ffbe_original

I begyndelsen skrev le Carré sine romaner uden den store research på de steder, hvor handlingen foregik, men en grov geografisk fejl vedrørende Hong Kong i en af bøgerne (Dame konge es spion fra 1974) førte til, at han begyndte at rejse ud for at se nærmere på de steder, der indgik i handlingen. Dette indgår i høj grad i erindringsbogen, hvor han beretter om oplevelser i Cambodia og Vietnam, Israel og Palæstina, Rusland, Centralamerika, Kenya og Østcongo. Undervejs beskriver han personer, som har været modeller til karakterer i hans romaner. Vi læser også om hans møder med eksempelvis Yassir Arafat, en tidligere Guantánamofange, et par tidligere KGB-chefer, en russisk mafiaboss, Vaclav Havel, Alec Guinness, Fritz Lang, Stanley Kubrick og så videre og så videre.

I slutningen af erindringsbogen er der et langt kapitel om le Carré’s far, Ronnie, ”plattenslager, fantast, ind imellem strafafsoner og min far”. Selv i sin høje alder har le Carré et ikke helt uafklaret forhold til både sin far og moderen, der forlod hjemmet, da den lille John var fem år, og som han aldrig fik et nært forhold til. Meget karakteristisk stiller le Carré sig spørgsmålet om, hvor meget af faderen han selv indeholder.

Det allersidste kapitel handler om indholdet i et gammelt pengeskab i det private kontor, som havde tilhørt chefen for efterretningstjenesten, men som nu måtte åbnes for at blive fjernet. Det skal ikke her afsløres, hvad det indeholdt, men kapitlet er et fint lille eksempel på le Carré’s fortællekunst.

På originalsproget skriver le Carré med en højengelsk sprogbrug, som kræver noget af den ikke indfødte læser. Erindringsbogen er oversat af Jette Røssell på en forbilledlig måde, hvilket giver bogen det sidste af 6 hjerter.

Duernes tunnel, Historier fra mit liv af John le Carré er udgivet af Rosinante og kan fanges her

Kend din lort

tarm

4.5 Stars

Kan man få sit litterære gennembrud med en bog om…lort? Ja, åbenbart. Det er i hvert fald det, som er sket for tyske Giulia Enders, som ud over at være ung forskningsstjerne også er kvinden bag den usandsynlige bestseller Tarme med charme. Alene i sit hjemland har bogen solgt mere end 1 mio. eksemplarer. Giulia Enders trækker en ugleset del af organismen frem i lyset, og viser os, hvor mirakuløse de mere end 8 meter tyndtarm, tyktarm og blindtarm (for slet ikke at tale om spiserøret og mavesækken) i virkeligheden er.

Når du har læst bogen vil du føle dig som en slags ekspert i emner, du ikke anede kunne være interessante. Indre og ydre ringmuskler, korrekt skidestilling, lorteskalaen (ja, den findes! En skala for den mest vellykkede lort), forstoppelse, fødevareallergier og – fremfor alt – bakterier. Millioner af bakterier, som udgør 2 kilo af din kropsvægt, og som kan holde din organisme godt kørende – eller kaste dig ud i mavepine eller depression.

Bogen er konkret brugbar, sjovt illustreret (af Enders’ søster) og imponerende underholdende. Enders behersker den sjældne kombination af at være fagligt top-kompetent og litterært begavet. Populærvidenskab, når den er bedst.

 

Opvarmning til Bogforum

Hold nu op, hvor er det privilegeret at være en professionel bogorm indimellem. I øjeblikket kommer posten (den blå!) slæbende med ekstra mange brune pappakker og bløde, hvide boblekuverter, for alle forlagene varmer op til Bogforum, hvor programmet skal ligge klart lige om lidt.

Bogforum afholdes i år 11-13. november i Bella Center i København. Jeg er heldig, for jeg er både på med min egen bog, TILGIV – to gange – og skal interviewe to mænd og to kvinder af den allersejeste slags. Derfor læser jeg lige nu tre bøger, som hver især er en udsøgt fornøjelse, med særligt interesseret øje.

fullsizerender-5

Gratis lydbøger (til de anglofile)

bigstock_Audio_book_14340599-e1330386218724

Det kan være meget rart med en litterær indsprøjtning, mens man vasker op eller ordner vasketøj, og jeg har længe været på udkig efter et sted, hvor jeg kunne hente mine lydbøger gratis (ja, jeg er jysk!).

Nu er det lykkedes. På Loyal Books kan man kvit og frit enten streame eller downloade mere end 7000 titler til telefon eller iPad. Bøgerne spreder sig over et væld af genrer, men især klassikerne (som ikke længere er omfattet af ophavsret) er velrepræsenterede.  Alle bøgerne er på engelsk, så man får trænet sprogmusklerne samtidig.

Er selv sprunget direkte ud i Frances Hodgson Burnetts The Secret Garden, så måske får I snart en premiere her på bloggen: Vores allerførste anmeldelse af en lydbog.

 

Emma Cline: “Det er hårdt at være i en teenagers hoved”

 

fullsizerender-4

Alder er en underlig størrelse. Jeg er mig pinligt bevidst om min (45, tak fordi I spørger!), da jeg fredag eftermiddag sidder og venter i Egmonts forhal sammen med mindst fire piger, der kunne være mine døtre, en der nok ikke kunne (men som kunne være veninde med min 12 år yngre lillesøster) og en, der ser ud som om hun har det ligesom mig. Sidstnævnte og jeg sidder tavst side om side, mens de unge fylder rummet med deres livlige snak, latter og ja, ungdom.

Vi er der alle sammen for at møde den litterær komet Emma Cline. Hendes debutroman The Girls (på dansk ikke så overraskende Pigerne) er braget igennem i USA på en måde, vi kun meget sjældent ser herhjemme. Manuskriptet røg i budrunde, som Penguin Random House vandt, angiveligt med et syvcifret dollarbeløb, og hun er, jubler hendes danske forlag, blevet kaldt “en af de mest lovende nye stemmer i amerikansk litteratur”.

Og her er noget med alder igen. Emma Cline er 27. Pigerne handler om en 14-årig pige, der kommer med i en pigegruppe og først for sent opdager, at der er katastrofale følger ved at høre til, selv om det er det, hun længes mest efter. Historien finder sted i 1969, men fortælles i dag, så Clines hovedperson har altså en alder, hverken hun eller jeg har haft endnu:

Det er for hårdt at være inde i hovedet på en 14-årig en hel bog igennem. Teenagere er jo ekstreme. Alt er sort eller hvidt. Jeg troede selv, jeg var en ret fornuftig teenager, men da jeg genlæste mine egne dagbøger som research, tænkte jeg bare Oh My God, jeg var jo forfærdelig! Samtidig giver det næsten en frihed at skrive en alder, man ikke har været, for så skal man ikke have så mange af sine egne erfaringer skubbet til side, før man kan begynde at skrive,

smiler Emma Cline og vrider sig lidt genert på stolen under bloggernes blikke og blitze. Jeg griber mig i at falde lige ned i det, der næsten er blevet en kliche, har jeg kunnet se i min research til vores møde: at tænke Hvor er hun dog ung! Hvordan kan hun tænke så modent, når hun er så ung? Jeg siger det heldigvis ikke højt. Som sagt: Jeg føler mig gammel nok i forvejen.

The Girls er løseligt baseret på den grumme og desværre sande historie om Charles Manson og hans kult, den såkaldte Manson Family, der i slutningen af 1960’erne begik en række grufulde mord, herunder på filminstruktøren Roman Polanskis højgravide hustru, Sharon Tate. En historie, der prægede især Californien, Clines hjemstat.

Mine forældre voksede op i Californien, og mordene var et vigtigt referencepunkt i deres opvækst. De skete blot en mile fra, hvor min far boede, og de fortæller, at det var efter dem, at man begyndte at låse dørene. Der opstod en følelse af ikke at være sikker i sit eget hjem,

fortæller Cline, der selv er ud af en søskendeflok på syv og altid har brugt bøger som en måde at søge sit eget selskab på og “ikke skulle dele”.

Jeg ved en masse om gruppedynamik, hierakier, flokmentalitet og de der små konkurrencer, der opstår. Og så skrev jeg egentlig bare den historie, jeg gerne selv ville læse,

siger Cline om The Girls. Bogen fortæller historien om Evie, der bliver fascineret af den ældre Suzanne, som er med i en sammentømret flok med en karismatisk mandlig leder – præcis som The Manson Family. Og det er en vigtig pointe, at Evie netop har et venskab og ikke en god gammeldags forelskelse som motivation.

Jeg synes, der er noget meget mere på komplekst på spil mellem veninder, som jeg hellere ville prøve at skrive frem

img_1831

Og skal man tro anmelderne, har hun gjort lige præcis det. Hun har været på alle sommerens must read lister i USA, er blevet oversat til flere sprog og er nu på bogturne rundt i verden. Som hun sidder der og smiler og svarer venligt og intelligent på alle spørgsmål, virker hun sårbar og stærk og faktisk ret overvældet af succesen:

Det er næsten, som om det hele ikke handler om mig. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at folk læser bogen, men alt det udenom er surrealistisk. Jeg tror, de lykkeligste ti minutter i mit liv var lige efter, at jeg havde skrevet den færdig og bare sad uden for mit lille skrivehus og indåndede luften og var glad. Det var så rent.

Må man tilføje, at hun også virker meget ren, og at man får lyst til at læse hendes bog? Og måske en lillebitte smule til at være 27 igen? Men ikke 14, thank you very much.

itemimage

Pigerne af Emma Cline er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan fanges her. Vil du hellere læse den på engelsk, er den naturligvis på Amazon

Psst …! Vil du læse, hvordan andre oplevede at møde Emma Cline? Prøv for eksempel Flyv med mig eller Windblown Pages, hvor jeg søreme er røget med på nogle af billederne!

Psst-psst …! Andre har skrevet om fænomenet ung, kvindelig forfatter ræser mod stjernerne. Jeg faldt over dette blogindlæg, som jeg synes, er meget elegant formuleret.

Børneanmeldelse: “Faglitteratur er bare bedre”

6 Stars Sebastian Kleins Verdens 100 mærkeligste dyr har været ventet med længsel her i huset. Af yngstemand, fordi han ganske enkelt er vild med Kleins begejstrede dyrebeskrivelser. Af moren, fordi vi har læst Verdens 100 vildeste dyr og Verdens 100 farligste dyr – undskyld udtrykket – hundredevis af gange.

Jonas bider nemlig meget sjældent på de historier, mor slæber med hjem. De kan handle om fodbold, som han lige er begyndt at gå til. Om fantasiverdener, som lyder som ‘lige noget for en rask dreng’. Om musik, som han går højt op i. Det betyder ikke så meget, for Jonas vil læse og høre fakta om dyr. Vilde, farlige og – nu – mærkelige dyr. Han vil vide, hvor de lever, hvor meget de vejer, hvad de spiser. Og han er vild med at høre alle de (røver?)historier, Klein fortæller om hvert enkelt dyr. (Særligt i Verdens 100 farligste dyr var der gang i den – særligt historien om de engelske soldater, der blev ædt af krokodiller i Japan under Anden verdenskrig gjorde indtryk!). For som han siger “Faglitteratur er bare bedre end skønlitteratur”.

img_1827

Ud over den ægte dyreglæde, der lyser ud af siderne, egner formatet i Kleins bøger sig super til godnatlæsning. Vi plejer at dele det op, så jeg læser den lange tekst, og Jonas læser faktaboksen. Det er overskueligt, og vi lærer noget sjovt og mærkeligt sammen. Og så elsker Jonas, når jeg gyser over ulækre edderkopper og frygtindgydende slanger. Her i tredje bind lærer vi i særdeleshed nye dyr at kende – jeg nævner i flæng blåfodet sule, malabjørn og løvhyttefugl – mens vi har det sjovt sammen.

Morens strenge redaktørøje kunne godt ønske en lidt strammere sproglig redigering, men begejstringen og udbyttet kan ikke gøres op på den måde, så jeg lader sønnike bestemme og giver seks dyreglade hjerter.

itemimage

Verdens mærkeligste 100 dyr af Sebastian Klein er udgivet på Carlsen og kan fanges her.

Gæsteanmeldelse: At leve et år på dansk

11831801_159101417756226_28962451304062175_n

Boglivs gæsteanmelder Palle Schjødtz morer sig med og over den britiske journalist, hvis personlige og velresearchede bog om danskeres yndlingsemne: os selv har gået sin sejrsgang på de internationale bestsellerlister. Hele verden vil nemlig vide, hvorfor vi er så damn lykkelige.

6 Stars Helen Russell på 33 år lever et hektisk liv i London som journalist på et magasin, og hun deler tilværelse med sin mand, som får tilbudt et job på Lego i Billund. Efter grundige overvejelser går Helen med til at flytte til Danmark et år, hvor hun så vil arbejde som freelance journalist og skandinavisk korrespondent for en stor London-avis. Samtidig sætter hun sig for at finde ud af, hvorfor Danmark et blevet udnævnt til at være verdens lykkeligste land. Det er der kommet en interessant, underholdende og morsom bog ud af.

Bogen indeholder 13 kapitler, et for hver af opholdets måneder samt et om den danske jul, prolog og epilog samt 10 afsluttende tips om at leve på dansk. Bogen er skrevet på engelsk men er også udkommet i en dansk udgave. Det kan dog anbefales at læse bogen på engelsk, fordi forfatterens problemer med det danske sprog så bliver rigtigt morsomme.

Parret ankommer til Danmark på en frysende kold januardag, og selv om forfatterens mand – som herefter i bogen kun omtales som ’Lego Man’ – er blevet udstyret med en vejledning fra sin nye arbejdsgiver, kommer de straks ud for overraskelser i det danske samfundssystem. Allerførst skal de anskaffe sig et CPR-nummer og et sygesikringsbevis (”eller eksisterer vi ikke”), og det fortsætter. Den første positive overraskelse er det danske wienerbrød, som bogen igennem udgør hver dags – bogstaveligt talt – højdepunkt for forfatteren, i det mindste indtil en person fra bagermestrenes forening i september fortæller hende, at danskerne højst spiser 1-2 stykker wienerbrød om ugen – af helbredsgrunde.

helen-russell-at-action-for-happiness-july-2015

Helen Russel holder foredrag om, hvorfor vi er så lykkelige, os danskere. I hvert fald otte-på-en-skala-fra-et-til-ti-lykkelige.

Efter kort tid lejer parret en bolig i et lille bysamfund, som forfatteren kalder Sticksville-on-Sea, og langsomt lærer de nogle naboer lidt nærmere at kende, selv om de ganske tankevækkende for læseren må erkende, at de fleste voksne danskere ikke er særligt interesserede i at få nye venner. Da de hejser det schweiziske flag i anledning af en vens besøg, er naboerne dog ikke sene til at møde op og belære parret om justitsministeriets flagregulativ. Det er ikke oplyst, hvor Sticksville befinder sig, men lidt opmærksom læsning afslører nogenlunde, hvor det er (et område ved Vejle Fjord i nærheden af Brejning er vores gæt, red.).

Helen Russell beskriver danskernes måde at leve på gennem de daglige oplevelser i hverdagen, og hun gør det med skarphed og vid og en ofte positiv og humoristisk facon. Vi kommer således hen gennem året forbi konfirmation, Skt. Hans, børnepasning, skolesystem, sundhedspleje, (korte) arbejdstider, swingerklubber, skattevæsen, ferier osv. Hertil kommer, at hver gang forfatteren støder på et dansk forhold, som hun vil vide mere om, så opsøger hun på journalistisk vis danskere, som må formodes at have en særlig viden om det pågældende forhold – og det er lige fra en minister til en renovationsarbejder. Hun spørger samtidig altid sine eksperter om, hvor lykkelige de er på en skala fra 1 til 10, og minsandten om ikke de alle svarer mindst 8, og de fleste 9 eller 10.

Det er interessant at læse om en udlændings oplevelse af alle de danske forhold, som er selvfølgeligheder for danskere, som sandelig ikke altid er det for tilflytteren, og Helen Russell beskriver os på en positiv, men også lidt drillende måde, som er meget underholdende.

51vf1u6wpfl-_sx326_bo1204203200_

Det står ikke lysende klart, hvorfor bogen om danskere skal være i svenske farver. Men hey, vi er jo så laid back, at vi ikke tager offence, ik’?

Hjemme i London kunne forfatteren ikke blive gravid trods hjælp fra lægelig side, men i Danmark går det helt af sig selv, og mod slutningen fylder forberedelserne til og selve fødslen naturligt en del. Det skal ikke her afsløres, om parret vender hjem til London som planlagt efter det aftalte år i Danmark

Helen Russell: The Year of Living Danishly, Uncovering the Secrets of the World’s Happiest Country, er udgivet af Icon Books Ltd. og kan blandt andet fanges på Amazon.

Kronologisk udfordret kærlighedshistorie

18619684

5 Stars

Det er nærmest umuligt at give et bare nogenlunde fornuftigt recap af Audrey Niffeneggers bestseller Den tidsrejsendes kvinde uden at handlingen kommer til at virke absurd og forvirrende.

Hør selv: Clare møder første gang Henry, da hun er 6 og han er 36. De bliver gift, da hun er 22 og han 30. Selv mennesker, der som jeg ikke er udrustet med det mest overbevisende talent for hovedregning, vil kunne se, at vi her er ude i et noget ukonventionelt forhold til kronologisk tid.

Henry lider at CDP – Chrono Displacement Disorder. Kort fortalt betyder det, at han når som helst og uden forvarsel pludselig kan befinde sig i fortiden eller fremtiden – typisk nøgen og i færd med at kaste op. Det giver selvsagt nogle praktiske problemer, men betyder, at han får muligheden for at indlede verdenshistoriens måske mest udfordrede kærlighedshistorie med den unge, smukke Clare. Med de ufrivillige tidsrejser som bagtæppe følger vi de to fra hun er barn, over pubertetens seksuelle modning og ind i et ægteskab, som er fyldt til randen af sex, kærlighed, frustration og afmagt.

Det burde ikke fungere. Man burde ikke kunne forholde sig følelsesmæssigt til mennesker, som er puttet ind i en så rodet og absurd ramme. Den første gang, jeg prøvede lykkedes det (som nogen af jer måske husker) heller ikke. Men anden gang var jeg hooked. Det er ikke hele tidsrejse-konceptet, som bærer Audrey Niffeneggers roman, men kærlighedshistorien, som fremstår eksplosiv og sart og sært realistisk med alle dets urealistiske problemstillinger. En af de bøger, man mærker helt ned i maven.

Audrey Niffenegger, Den tidsrejsendes kvinde fra forlaget Aschehoug

Gæsteanmeldelse: Roser og låste døre

2011-06-03_APHolmgaard05

Journalist og forfatter Anna Pia Holmgaard har ladet sig bjergtage af ny poesi.

5 Stars Hvem der elsker ord kan andet end have kæmpe respekt for dem, der elsker dem, men også så meget, at de formår at skære væk, skære væk og skære væk, så der kun er det allermest nødvendige tilbage. Poesien. Destillatet af følelsen, stemningen, meningen, budskabet. Olga Ravn er ude med en ny digtsamling, Den hvide rose, som lyder som en schlager-eftermiddag på Bakken. Festligt, klichépræget, ligetil. Hendes digtsamling er fantastisk i sit greb om at være både det, overdrevet følende, grædende, roser, der taber blade-agtig modsatte: Bedrøvet, sårbar, tung og desperat, elegant i turneringen af klicheer som jeg elsker, jeg savner, jeg behøver og jeg længes – og på den vis aldeles ikke ligetil.

Omvendt, temaet – at elske uden at blive gengældt og mødt, at at tabe hjertet som metafor for kærligheden i et dyb af sygdom og sorg, vrede og afmagt er så universelt meningsgivende, så skræmmende menneskeligt, at digtene i al deres lidenhed hæver sig højt over mig og dig, hjerte og smerte, savn og kærlighed. Vi har alle sammen prøvet at miste; så man ikke kan tale videre i samme tonefald, når man fortæller om det. Hvis man fortæller om det. Jeg er meget, meget glad for, at Olga Ravn magter at gøre det, destillere sit inderste, lægge det i bittesmå ordrækker på kridhvide sider og række ind til det bløde sted i ethvert menneske, hvor ensomheden bor, savnet af ’den anden’, det håbløse intet og det grænseoverskridende ’hvorfor’.

itemimage

5 Stars Mikael Josephsen er en anden af Gyldendals dygtigste, og digtsamlingen KNÆK er blevet rost fra top til bund, fra læger til litterater, fra husmødre til dem, der har haft kontakt med det psykiatriske system. For det er her, det sker. Det er her, man ligger i senge og ikke kan holde på sin afføring, hvor man tigger sovemidler og beroligende medicin, hvor man er indlagt på ryggen, med udsigt til hvide lofter og til lyden af resten af de rablende, sammen med resten af bunden af samfundet. Hvor værdighed er til for de andre og udsigten er håbløshed. Josephsen er hudløs. Han er også hindringsløs i sit ærinde; se her. Hør her. Mærk her. Et tragisk, men også morsomt, sort og syret, vanvittigt og berusende sprogligt præcist billede, hvor jeg ikke kan læse, hvor jeg kun kan mærke og det er som at skyde sproget direkte ind i årerne. Stærkt stof:

….jeg kan ryste og svede og have feber/jeg vil ikke afvænnes/jeg vil give mig til det sidste /i dette stærke taberfelt.

itemimage-1

Den hvide rose af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her

KNÆK af Michael Josephsen er ligeledes udgivet af Gyldendal og kan fanges her

 

Historien om en vred mand med et stort hjerte

ItemImage.aspx
6 Stars

Ove er vred. Over at være blevet fyret fra sit job efter årtiers tro tjeneste til fordel for en masse 31-årige, som bruger datamater og ikke kan drikke rigtig kaffe. Over at folk kører med bil inde i boligområdet, stiller deres cykler udenfor cykelskuret og lader deres hunde pisse på hans fliser. Allermest er han nok vred på livet, som slet ikke er, som det skulle have været, efter hans kones død.

Ove har boret en krog solidt og kompetent op nøjagtig midt i sit stueloft og fundet et reb frem fra skuret. Han er færdig med livet. Men så kommer der alligevel hele tiden noget i vejen. Rebet knækker, de søde naboer bliver ved med at banke på og en skravlet kat rykker ind i hans hus. Langsomt må Ove indse, at livet måske alligevel ikke er helt færdigt med ham.

Historien om Ove er velfortalt, oplagt, sjov, trist og troværdig i sjældent mål. En vanvittigt overbevisende debut. Alligevel er Fredrik Backmans største bedrift nok, at han formår at gøre Ove elsk-værdig, selv om han på overfladen er præcist den krakilske, bitre nabo, vi alle frygter at komme til at dele hæk med.

Ove er vidunderligt forandrings-uparat og fuldstændigt autentisk i sin manglende vilje til at tilpasse sig. Han inkarnerer et sæt værdier, som gennem de sidste 30-40 år er blevet voldsomt devaluerede: ordentlighed, omhyggelighed og respekten for praktisk kunnen. Gennem bogen skræller Backman lag for bittert lag af Ove, så det til sidst bliver klart, at der dybt inde under vreden gemmer sig et usædvanligt stort hjerte.

Fredrik Backman har med fortællingen om Ove skabt en bog, som på sjælden vis forener døden og livet, sorgen og glæden. Det er en af de bøger, man læser til langt ud på natten, mens man ler og tuder samtidig. Hvis du ikke allerede har læst den (eller kun har set filmen), så gør det!

Fredrik Backman, En mand, der hedder Ove fra forlaget People’s Press.