På en udånding af kærlighed

5 Stars “Træk vejret igennem smerten, så bliver dit hjerte større”. Sådan sagde en klog kvinde for nylig til en anden klog kvinde, som jeg kender, og hun fortalte det videre til mig. En anden sendte mig en lille film med “breathe in, breathe out”, og jeg tog imod beskeden helt uden ironi. Jeg gjorde det endda. Fordi der er sket noget med mig. Noget, der gør, at jeg i dag kan dyrke yoga, bruge min vejrtrækning og tro på affirmationer som “alt er godt, og alt bliver godt” uden at være nødt til at le højt og sarkastisk og lægge kilometervis af afstand. Det kunne jeg ikke før, hvilket jeg også har skrevet om her før.

500x0

Jeg har det dog stadig stramt med højtidelig yoga og med yogier, der ikke kan grine af sig selv. Jeg har det faktisk stramt med alle, der ikke kan grine af sig selv selv. Derfor blev jeg også akut forelsket i Everybody Calm Down af Sarah Cohr Lützen. For med undertitlen Yogadigte kunne man godt frygte noget meget helligt – og rigtigt, bevares, men kedeligt-helligt – men den lille tynde bog er tyk af humor og kærlig selvironi. Hør bare:

Når jeg elsker for meget

og drikker for meget

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at Edith Piaf er på Spotify

På en udånding og et push på play, har jeg også lyst

til at ryge cigaretter

Digtet minder mig om lange lyst- og angstfyldte dage fyldt med tanker og litteratur og smøger, og jeg mærker, at de samme følelser og tanker, jeg havde som ung litteraturstuderende, stadig er indeni, og at behovet for at trække vejret igennem smerten er uændret på årtier. (Det minder mig selvfølgelig også om Edith Piaf, så hun nu ligger på min playliste på Spotify og minder mig om, at man aldrig skal fortryde noget. Rien).

Sarah-Cohr-Ltzen-004-480_0

Opbygningen med indånding-udånding som i yoga er lige så enkel som den er virkningsfuld, og den går igen og skaber sammenhæng mellem digtene. Indåndingen kan endda helt politisk ukorrekt også bestå af dejlig, nikotinfyldt røg frem for renhedens luft:

Når min elskede

er sammen med en, der ikke er mig

tager jeg et hvæs af min cigaret

og minder mig selv om

at jeg alligevel ikke har lyst

til at være sammen med en

der ikke vil have mig

På en udånding bliver jeg så jaloux

at jeg er klar til at gå i krig

Hvor jeg dog elsker selvironien og det uhellige; jo, vist kan vi finde trøst og roen og balancen og “alt bliver godt’, men vi bliver også så jaloux, at vi er klar til at gå i krig, for vi er jo mennesker, ikke guder, for pokker!

Jeg elsker også humoren:

Når jeg får lyst til at begynde på lykkepiller

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at google “funny looking dogs”

Det morer mig altid

at jeg på et eller andet tidspunkt

støder på et billede af Cher

Everybody Calm Down er fyldt med følelser og frustrationer, som måske især hører den første del af voksenlivet til: hvad skal der blive af mig, vil nogen elske mig, hvorfor elsker ingen mig og så videre. På den anden side er det temaer, der vender tilbage gennem et liv, og digtene er også en lille dosis kærlighed på bog, og det kan alle bruge, uanset år i denne her skøre verden. Det er i hvert fald svært ikke at finde trøst i denne lille perle:

Når du ligger i din seng

og længes efter kærlighed

kan du tage en dyb indånding

og minde dig selv om

at den luft, du indånder

er den samme luft, som jeg indånder

og jeg elsker dig

så lige meget hvor shitty, du føler dig,

er der altid kærlighed at hente i luften.

På en udånding håber jeg, du har det lidt bedre.

For mig er du allerede helt perfelt <3

Tegningerne af forfatteren selv er sjove og fine – som dette af en arabisk dame, der ligesom forfatteren selv ikke gider træne, men bare sidder på sin træningscykel og surfer på Tumblr, inden hun går i dampbad:

FullSizeRender-30

Digtenes brydes af enkelte kortere prosatekster, som slet ikke gør det samme for mig som digtene, så jeg håber, at Cohr Lützen bliver ved det poetiske. Jeg håber egentlig bare, at hun bliver ved. Namaste.

Everybody calm down af Sarah Cohr Lützen er udgivet på Forlaget Vandkunsten og kan fanges her

Pssst …! I mine øjne gør det ikke poeten Lützen mindre sej, at hun som ung praktikant på Zentropa protesterede imod den ellers så højt besungne ‘Ålen’s grænseoverskridende ledelsesstil. Den historie kan du læse her.

Gæsteanmeldelse: Kroppen, savnet, momentet (Eller: Når cykling bliver interessant)

6 Stars

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Boglivs gæsteanmelder, yogi og podcaster Maria Guldager, ved ikke det fjerneste om cykling, men er aldeles forført af historiker Mikael Jalvings nye cykelbog.

Jeg mærker sveden, svingene, sprinten, selvforglemmelsen, smerten, sukkermanglen og stilheden. Jeg græder, jeg griner, jeg opløses, jeg heler. Jeg træder med i pedalerne så godt, jeg kan, men jeg sidder også tit fast, forgabt, når Jalving udstopper historien med digteriske stykker sjæl som: “Min krop er mit savn”  eller “I springet mellem viden og beslutning tabte jeg momentet”? Bogen handler om kroppen, savnet og momentet. Om den hektiske hovedstyrede hverdag med lejlighedsvise ydre shitstorme og indre tankegalop. Om den kontrastfulde cykling der styrer cykelløberen til på samme tid forsagelse og “lystfyldte intervaller”.

500x0

Bogen er inddelt i fire sæsoner, men det første, jeg læser af Mikael Jalvings nye værk – hey, jeg skal jo lige udfordre årets slaviske rækkefølge – er på side 50, hvor jeg måske ubevidst har slået op ved ordet “lyst”, det kunne lige ligne mig. Her får jeg øje på, at det her ikke er nogen tør cykelbog, men at forfatteren er en dedikeret og dybsindig mand, for hvem cykling ikke er et lystprincip, snarere et bud, en påmindelse om, at ethvert menneske kaster en skygge på vejen. Wow. Når jeg derpå spoler tilbage til side 1, og læser kronologisk frem til side 189, bekræftes navnet på Jalvings virksomhed: Ord der virker.

Oh yeah, de virker! Hver en side virker!

Når en bog, der handler indgående om noget, jeg egentlig ikke har den fjerneste forstand på, nemlig cykelsporten, formår at være den bedste jeg bog, jeg har læst længe, må det tilskrives forfatterens formidlingstalent. Hør selv:

“Vist er cykling en fysisk aktivitet, men taber man først psykisk er sejret umulig. Således taler djævelen dunder til mig i afgørelsens stund og mere end antyder, at de højeste idealer stammer fra de laveste drifter” (side 83).

Eksistentielt behov for cykling

Jalving har skrevet en bog om cykling, men den handler om så meget mere; som i den introspektive passage, da han deltager i et cykelløb ved Roskilde og ender “i den tunge ende”:

“Skal jeg hæve niveauet, må jeg til pengepungen, men den er desværre flad. Igen mærker jeg denne trang til et gøre ét og lægge voksenlivets små kompromisser til side, begynde forfra, selvom det er umuligt, men gøre det i trods, leve sit liv baglæns i stedet for forlæns, evigt halsende bagefter, og på denne omvendte måde genfinde ungdommens muligheder, koncentrere, fokusere og målrette ambition og drøm på cyklen i stedet for, som jeg gjorde, med mine studier” (side 115).

Selv de passager, der keder mig en anelse – og lad mig lige afbryde mig selv og indskyde, at jeg keder mig lynhurtigt. I alt. I relationer, i undervisning, til sociale arrangementer og ja også i læsning – må jeg ikke tune ud, for lige i halen på det, jeg ikke helt forstår, venter der magiske læseroplevelser om livets meningsdimension.

Besat og rigoristisk legende

Flettet ind i historien og den politik, der skyder op af de afdødes jord og direkte ind i selvforståelsen hos de yngste poder, er de personlige fortællinger som på side 113:

“Selv min polterabend foregik på cykel i 2006 med Mike og Bremer og helt uden strippere og body-tequila. Ikke fordi vi var dydsmønstre, næ, vi var bare besatte”.

Besættelsen er forfatteren helt åben om:

“Jeg kan godt se det, dvs. registrere symptomerne, men vægrer mig ved at stille diagnosen. Min cykling er blevet epidemisk og grænseoverskridende. Hvor jeg er, er den også.” (side 132).

Indrømmet: Det er nøjagtig den selvransagende stemme, der giver mig læselyst i en hverdag, hvor podcasts og lydbøger i langt rigere mål får min opmærksomhed. Jalving skriver, at han blev mindre troende, som han blev mere cyklende, og fra sit faste holdepunkt, den stadigt accelererende cykel, leverer han en kritik af tidens skamløse, rodløse, normløse (papirløse?) idealisme.

Stærkest kommer forfatterens ordensglæde til udtryk ved de såkaldte licensløb:

“Fri leg er en vederstyggelighed. Leg kræver rammer, indimellem regler, internaliserede eller ritualiserede rammer” (side 172).

20160114155106_0

Selve bogens titel er også en demonstration af, at åndelighed kan organiseres uden for kirkebygningen. Der er stadig et fællesskab, et enkeltmandsansvar og en stræben efter at komme hinsides sig selv.

Kompensation, messe og flugt

Jalving er ikke bange for gentagne gange, at præsentere sine fortolkninger af cyklingens væsen. Her er bare et par af citaterne om, hvad cykling er:

“Cykling tilbyder selvbesindelse. På cyklen kan du holde uhyrerne på afstand og forberede dig mentalt på det ragnarok, der muligvis kommer, og den død, der venter alle, store som små.” (Side 10)

“…cyklen er det hverdagstræ, vi kan gøre brug af, og som kan få os til at leve med døden” (Side 53)

“Cykling, såvel den kommercielle som den glade amatørisme, handler ikke om at gøre gode gerninger for andre, men om at realisere sit fysiske potentiale- uden at skade andre”. (Side 109)

Der er flere, hvor de kommer fra. Bogen, som jeg giver seks fyldige stjerner, har givet mig et exceptionelt godt indblik i rytterens såvel som menneskets drøm. Som Jalving skriver sidst i bogen, så er cykling en kompensation, en messe og en flugt, der renser ud i tanker og bagage. Lyder som noget, ethvert menneske kan genkende at trænge til.

Læs den, ikke for Guds skyld, men din.

Cykling er min kirke – en selvbesindelse af Mikael Jalving er udgivet på forlaget Ellekær og kan blandt andet fanges her

Storslået stilfærdighed

lucy

5 Stars

Nogle af jer vil måske kende Elizabeth Strout som forfatteren bag forlægget til den fantastiske HBO-serie Olive Kitteridge. En bog, Strout i øvrigt høstede en Pulitzerpris for.

I historien om Lucy Barton er Strout tilbage med præcist det, som gør hende til en forfatter som ingen anden: Beskrivelsen af det tyste drama. At læse My name is Lucy Barton er som at betragte intensiteten i støvets dans i en solstråle. Alting sker og intet sker.

Fortællingen består af en række dagbogslignende optegnelser, hvor Lucy som midaldrende ser tilbage på sit liv. Særligt prominent står de ni uger, hun som ung mor var indlagt på hospitalet med en uforklarlig, potentielt farlig lidelse. Fra sin hospitalsseng betragter hun verden passivt. Den sporadisk tilstedeværende jødiske læge. Den helt fraværende mand. Og mest prominent moderen, som kommer flyvende ind og bliver i fem dage og fem nætter for at våge over datteren.

I løbet af de fem døgn optrævles Lucys smertefulde opvækst bid for bid. Intens fattigdom, svigt, social eksklusion og det smertefulde brud med resten af familien, da Lucy beslutter at bryde ud af mit miljø for at iscenesætte sig selv i en middelklasse, hvor alt er fremmed for hende.

Forfatteren lader en række skæbner defilere langsomt forbi os – ikke bare Lucy selv og den forsagte mor, men også den krigsskadede far, den bitre søster, broderen som sover hos de dyr, der skal slagtes næste dag og dusinvis af personer, som præsenteres i moderens mange historier.

Strout skriver vidunderligt introvert og observerende og med en lindrende eftertænksomhed. I et univers, hvor stort set intet sker, formår hun troværdigt at behandle store, flygtige fænomener som menneskets behov for at høre til, at være accepteret og elsket. Og prisen, der undertiden må betales, hvis man søger en anden tilværelse end den, man er født ind i.

Elisabeth Strout, My name is Lucy Barton fra forlaget Penguin Books

Bio-billetter: Vi har en vinder!

Så er det om en uge, vi skal i biffen og se forpremieren på filmen Hidden Figures om nogle særdeles seje, sorte damer – og det skal vi selskab med Tina KH og hendes voksne datter, for Tina, du har vundet de to billetter, vi havde på højkant! Smid mig en mail på ulla@hingethomsen.dk, så får jeg dig og din datter (eller en anden ledsager) sat på gæstelisten. I andre kan glæde jer til biografpremieren 26. januar og naturligvis ikke mindst bogen, som udkommer i Danmark 1. februar. Tillykke til Tina!

hf-gallery-02-gallery-image

En brutal historietime

homegoing_custom-09de3d52d3ab0cf5400e68fb358d53da9c78afe6-s400-c85

5 Stars
Midt i 1700-tallet adskilles to ghanesiske søstre, Effia og Esi, tilfældigt af en stor brand, og i Yaa Gyasis bestseller Homegoing følger vi deres respektive skæbner – og deres efterkommeres i otte generationer frem til 1980’ernes USA.

Homegoing (eller Hjemkomst, som bogen er døbt på dansk) er en barsk historietime. Over etniske krige i Afrika, kidnapning, slaveri, lynching og den moderne racismes kontinuerlige afstraffelse formidler Gyasi historien om, hvor meget farven på huden kan betyde for den enkeltes livsvilkår. Ikke bare i en fjern, brutal fortid, men også i en mere subtilt uretfærdig nutid. Homegoing er en historie om race, men også fortællingen om tilfældets betydning. En søster kidnappes og ender i slaveri, en anden gifter sig med en britisk kolonist og den forskel forplanter sig ned gennem århundrederne til deres afkom endelig forenes på lige fod i et moderne USA.

Gyasis fortælling er brutal i yderste potens. Et galleri over de mange former, menneskelig ondskab kan antage. Over ekstrem fysisk og psykisk mishandling, ligegyldighed og eklatant uretfærdighed. Homegoing er ubehagelig og voldsom. At historien om de to søstre og de mange mennesker, som kommer efter dem, alligevel er til at bære skyldes primært Guyasis dygtighed som fortæller. Historien er simpelthen god og tilpas facetteret. Forfatteren falder aldrig i den oplagte fælde at placere entydig skyld. Der er ingen helte og skurke i historien. De afrikanske stammer er ivrige leverandører af krigsfanger til den britiske slavehandel. Englænderne og deres amerikanske kunder er ikke kun umenneskelige voldspsykopater – de er også gode, omsorgsfulde mennesker. De mange figurer håndteres overskueligt og bliver overbevisende cases på komplekse problemstillinger om skyld, menneskelighed og institutionaliseret racisme.
Et imponerende møde mellem historie og fiktion.

Hjemkomst af Yaa Gyasi fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

Konkurrence (afsluttet): Vind forpremierebiobilletter!

På årets allerførste dag har man faktisk noget mere brug for gaver end i hele den foregående måned, der jo var fuld af lys og liv og dejlig, varm gløgg til at få det hele til at glide ned. Og gaver har vi og forlaget Harper Collins søreme til jer: Vi udlodder nemlig to billetter til filmen Hidden Figures, som har premiere i Danmark den 26. januar, men som I kan se – sammen med os og en masse andre søde bloggere – søndag den 22. januar kl. 9.30 i Dagmar i København.

Bogen, som er skrevet af Margot Lee Shetterly og handler om tre farvede kvinder, som arbejdede for NASA i 1960’erne, udkommer i Danmark 1. februar.

Se traileren, og bedøm selv, om du vil deltage i konkurrencen (jo, du vil da!), og svar så på spørgsmålet: Hvad ønsker du dig allermest af 2017, litterært eller otherwise? Ordet er helt frit, her eller på Facebook.

foxmovies-hiddenfigures-poster

 

Ungdomsanmeldelse: “Det skal være sjovt at tegne”

scan0001

Jacob Hviid har fordybet sig i en underholdende bog med kruseduller og er helt oppe at ringe med seks hjerter over sin oplevelse.

6 Stars Har du altid haft lyst til at tegne alt det vasketøj, som bjørnen har hængt til tørre, en ondskabsfuld kat eller et familiemedlem, der bliver overfaldet af en husholdningsmaskine, fx en håndmixer, et strygejern, eller måske en blender? Så har du nu chancen med Chris Riddells nye bog En krusedulle om dagen. Her får man 365 tegneopgaver, én til hver dag i året.

Det skal være sjovt at tegne, siger Chris Riddell, der er verdenskendt illustrator. Men man skal ikke tegne at tvang, men af lyst, og det forsøger han at videregive i sine små, daglige tegneøvelser, hvor man nogle dage skal tegne videre på hans tegninger, andre dage tegne et ord, og den 21. i hver måned skal man farvelægge flotte og sjove tegninger. Der er dog ikke kun opgaver, men også tid til helt fri leg som den 14. september, 23. oktober, hvor der er blankt papir til at kunne udfolde sine kreativitet.

Gennem hele min barndom er jeg blevet underholdt af Chris Riddells sjove og fantasifulde historier, så derfor er jeg også vild med En krusedulle om dagen, der er fyldt med tegnerens velkendte og sjove figurer. Bogen er helt perfekt til de mørke og kolde vinterdage, og der er til mange timers underholdning, tegnetræning og koncentreret farvelægning.

Chris Riddell er kendt for sine illustrationer til blandt andet Engelbert den enorme, Himmelstormeren, De glemte barkruller og Tordenslaget, der har Paul Stewart som forfatter til historierne. En krusedulle om dagen er lavet uden assistance fra Paul Stewart. Universet er stadig fuld af realistiske, fjollede og fantasifulde illustrationer, men denne gang er det læseren selv, der inviteres til at digte historierne, der gemmer sig bag eller tegninger.

Det er forbudt at tegne i skole- og biblioteksbøger, hvor man af og til alligevel finder små illustrationer, som elever har tegnet i kedsomhed eller som et kreativt indslag til bogens ellers så kedelige indhold. I En krusedulle om dagen kan børn og kreative sjæle endelig få indfriet deres trang til at tegne i bøgerne, for det er lige det, som er meningen. Selv om bogen er opbygget som en kalender og inddelt i årets dage, er den uafhængig af årstallet, for der er ingen ugedage.

Bogen er god til børn, der har lysten til at tegne, men skal hjælpes lidt i gang med, hvad det er, de skal tegne. Chris Riddell har skabt en sjov og alsidig kalender. Den er en oplagt julegave, og så kan man være klar fra den 1. januar til at begynde farvelægningen, tegningen og slippe fantasien løs.

En krusedulle om dagen af Chris Ridell er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

 

 

 

Er Gud mon en kanin?

da_gud_var_en_kanin

5.5 Stars

Denne bog handler om en bror og en søster” står der på omslaget af Sarah Winmans roman “Da Gud var en kanin”. Og denne ene sætning indkapsler faktisk hele den lange fortælling perfekt.

Fra hovedpersonen Ellys fødsel og første bevidste møde med den 5 år ældre bror, Joe, følger vi de to gennem barndommen og et voksenliv, som de begge håndterer med mild inkompetence. Rundt om de to søskendes intense, selvtilstrækkelige kerne flyder en række fantastiske bipersoner. Mest prominent veninden Jenny Penny, som kan trække blodige mønter ud af sit eget håndled og gå på vandet. Men også den excentriske Arthur, som tror fuldt og fast på, at han skal ende livet i en kokosnøddeulykke og – ikke mindst – Ellys talende kanin, som lyder navnet Gud.

I tilgift til dette fantastiske persongalleri omgives de to søskende af en række dramatiske samtidige begivenheder, som brutalt presser sig ind i en ellers på overfladen idyllisk og fredelig opvækst i Cornwall.

Fortællingen om Elly og Joe er ikke bare skæv og balancerende på kanten af virkeligheden. Den er også brutal og fængende. Mellem de talende kaniner og det eventyrlige barndomslandskab lurer seksuelt misbrug og isolation. Winman formår overbevisende at præsentere verden præcist som den ser ud gennem barnets, teenagerens og den unge voksnes øjne. Vi står på sidelinjen og ser, hvordan barndommes frø plantes og vokser til. Hvordan hovedpersonerne bærer de skrammer, livet giver dem – også de dybe og ufortjente.

Bogen kan måske beskrives som en slags tragisk komedie med et klart twist i retning af det absurde. Misbrug, depression, svigt og menneskelig ondskab på den helt store skala i form af 9/11 håndteres med indlevelse, men også med en tørøjet, stålsat accept af livets sammensatte natur.

Da Gud var en kanin af Sarah Winman fra forlaget Turbine

 

Decemberlæsning

Det bliver til alt for lidt læseri i december! I stedet styrter hele familien rundt fra det ene pebernøddearrangement til det andet hele måneden. Og når vi endelig læser er det som regel i den her:

_9788763826334

Har nu ikke helt opgivet at få mindst én god bog under vesten i løbet af december, og der ligger faktisk en super fristende stak på mit sengebord og venter på mig. Allerøverst ligger disse tre bøger, som jeg har skyhøje forventninger til:

book-lucy-barton de-urolige th80cy0k1t

Er der mon nogen af jer, som allerede har læst dem? Og er de lige så gode som de ser ud på omslaget?

Ungdomsanmeldelse: At spille sit korte liv op

scan0001

[urs=5] Jacob Hviid kender godt glæden ved at vædde på udfald af fodboldkampe og føler derfor ekstra med hovedpersonen i ungdomsromanen Autopilot, Rufus, der bliver spilafhængig. Han opfordrer gymnasielærerne til at sætte Autopilot på skoleskemaet.

 

AUTO

1) gør noget af sig selv, som vedrører personen
2) automatisk udførelse af en bestemt opgave eller funktion

PILOT: Personen, som flyver et luftfartøj

AUTOPILOT: Ludoman, der ikke aner, at han/hun er ved at spille sit liv op.

Sådan indleder Ronnie Andersen sin seneste ungdomsroman Autopilot. Som så mange andre fodboldelskere har jeg fundet det sjovt at vædde om udfaldet af kampe, hvor hold, jeg kendte, skulle spille. Her havde jeg chancen for at bruge noget af alt min ellers fuldstændig ubrugelige fodboldviden, som jeg havde fyldt hovedet op med frem for matematiske formler og grammatikregler.

Rufus er også vild med fodbold og er et lovende talent, men da hans mor ryger i fængsel på grund af skattesvig, bliver hans fodboldkarriere smadret. Faktisk starter bogen dog et helt andet sted med Rufus, der på dramatisk vis ligger på sygehuset med et stort hul i maven. Hvorfor han er endt der, får vi efterfølgende svaret på i et langt flashback, hvor Rufus’ historie udrulles. Rufus er en populær teenager med hang til rappe replikker. Men da hans mor bliver dømt for skattesvig, går noget i stykker i ham, og han lader sin vrede gå ud over sine omgivelser og sin far. Når han ikke selv spiller fodbold, spiller Rufus FIFA med vennerne eller better på fodboldkampe, hvor de, der har haft bedst held med deres odds, både kan opnå anerkendelse og tjene lidt penge.
Det begynder dog ikke kun at handle om penge for Rufus, og han isolerer han sig og tager afstand fra sine gamle venner og fodbolden.

500x0

Snart er det ikke kun betting på fodboldkampe, men også spil på maskinerne i den lokale kiosk, der fylder i Rufus’ liv. Han spilletrang bliver værre og værre, og han kommer i dårligt selskab. Da det bliver opdaget, at han stjæler penge fra klassekassen for at kunne spille, får hans far ham i behandling hos Center for Ludomani. På en udflugt med andre ludomaner møder Rufus Irene.  Men der er noget mystisk ved hende, og selv om alle med undtagelse af Rufus lader til at ignorere hende, kan han ikke sætte finger på, hvad det er.

Autopilot er en barsk historie, som er både troværdig og gribende. Måske, fordi bogen er inspireret af Ronnie Andersens eget møde med spilafhængighed. Det er blevet nemmere at bette også for mindreårige. Center for ludomani oplevede en stigning på 35 % i henvendelser fra unge under 25 år. Omkring 100.00 danskere har i varierende grad problemer med pengespil. 34% af dem har begået kriminalitet for at skaffe penge til at spille.

48038_3825_b98de9b0b1f24262b8e594b8f38ab4f3_original

Det er meget let at blive hooked og falde i, og når Ronnie Andersen skildrer Rufus’ trang til at spille, genkender jeg de følelser og tanker, som han har. I dagene, timerne og minutterne op til kampen og resultatet er det svært at have andet i hovedet end kampene, og de odds man har sat.

Autopilot er Ronnie Andersens sjette ungdomsroman, der ligesom de tidligere er skrevet i en barsk tone om en rå virkelighed, som mange unge lever i. Hans tidligere bøger, som inkluderer Date med en engel, komatøs og Akavet, er anmelderroste og har vundet flere priser. Autopilot formår at fastholde læseren i den medrivende skildring af teenageren Rufus’ kamp med ludomani. Spændingen er intens, og på den ene side tænker man hele tiden, hvordan Rufus ender, som han gør i den heftige indledning på bogen og er hele tiden nervøs for, at det vil ske på næste side. På den anden side ønsker man også bare, at han kommer ud af den onde spiral, som han er fanget i.

Jeg har mest læst dansk litteratur i skolen, og folkeskolelærere bør helt klart overveje Autopilot på deres liste over bøger, som eleverne skal læse, da bogen giver en god og tankevækkende indsigt i ludomaniens verden. Jeg er sikker på, at Autopilot vil høste stor ros ligesom Ronnie Andersens tidligere bøger.

Autopilot af Ronnie Andersen er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her