Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.

Gæsteanmeldelse: Blidt, barsk og såre menneskeligt

2011-06-03_APHolmgaard05

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgård er en ivrig og begejstret novelle-læser, der her kommer med opskriften på den gode novelle og fem hjerter til en samling af slagsen, som hun kalder “absolut fremragende”.

5 Stars Caroline Albertine Minors navn er som hendes noveller. Sirlige, præcise – klangfulde og overraskende. I samlingen Velsignelser fortæller hun om smerte, så den bliver skarp som kniven, og drejer sin plot og personer, belyser dem dunkelt og i hvidt, så man får særlige skygger, særlige tanker.

Hun debuterede for nogle år siden med romanen Pura Vida, det rene liv – og på den vis er novellerne et brud med i hvert fald titlen i debuten: Her er ingen rene liv, hvad det så end er, og om det overhovedet er værd at drømme om. Her er det uforklarlige, pludselige selvmord, en ung kvinde, der hænger sig, og familien, der står tilbage – hvad skete der, for hvem, hvorfor? Historien om begæret uden ende, der møder muren og faldet og derfor knuses, er bevægende, så køligt fortalt, så dramaet spiller rødglødende mellem linjerne.

500x0

Det er kunsten i novellerne. Følelserne ser ud til at være i frostboks på overfladen, men er det selvfølgelig ikke – de kan og skal og vil gøre en forskel og novellernes fuldendte form efterlader en næsten åndeløs: Hvornår sker det? Hvornår knækker den tynde, skarpe is under fødderne på dem, der tør træde ud på søens bundløse dyb? Historien om pigen, der vil repareres af fremmede mænd, men selvfølgelig ikke bliver det – de forelskede kvinder med børn, der erkender, at de mænd, de elskede, forsvandt – den ene bare ud i verden, den anden ind i hjerneskadens afgrund af stilstand og lange blikke.

En novelle skal være en skive af hele kagen, alle ingredienser skal være tilstede, og du skal selv kunne stille de store spørgsmål uden at få foldet det hele ud.

Novellerne bevæger sig på kanten af romanformen, men fungerer så absolut fremragende. En novelle skal være en skive af hele kagen, alle ingredienser skal være tilstede, og du skal selv kunne stille de store spørgsmål uden at få foldet det hele ud. Velsignelser er en paradoksal titel, men også uendeligt meningsfuld, hvis man tror på at livet har sin helt egen mening – at der er retning, selv når du ikke aner det og ufuldkommenheden og skønheden i ikke at kende i morgen, men leve hver dag som den sidste er en velsignelse. Novellerne giver tro og har en dybde, der gør at man kan læse dem igen og igen. Som tango – elegante, dramatiske, passionerede, og hele tiden på kanten af det store følelsesudbrud.

Velsignelser af Caroline Albertine Minor er udkommet på Rosinante og kan fanges her

 

Kenneth Bøgh Andersen nomineret til Blixenpris

Her på Bogliv er vi ret vilde med vores ungdomsanmelder, Jacob Hviid, der flittigt og grundigt anmelder de bøger, vi andre er – nå ja – for gamle til at forstå. En af de bøger, Jacob har været allergladest for det sidste år, er Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen, som fik fuldt hus med seks begejstrede hjerter.

Derfor er vi også helt oppe at ringe over, at Bøgh Andersen med lige netop denne bog, afslutningen på serien Djævlekrigen, er nomineret til en ny pris, Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse. Den gives til

en forfatter, en illustrator, eller en forfatter og illustrator i fællesskab, som skaber litteratur, der har en stærk og direkte appel til børn eller unge, og som udfordrer, bevæger og vækker til eftertanke, med den aktuelle udgivelse som særligt godt eksempel.

hedder det i en pressemeddelelse fra forlagene Gyldendal, Alvilda og Høst & Søn, som har skabt den særlige pris i anledning af 50-året for moderne dansk børne- og ungdomslitteratur.

12032171_10154264000284129_7645090217366828255_n500x0

Juryen består af Anna Skyggebjerg, Julie Arndrup, Benni Bødker, Maria Louise Bjørn Bjerrum og Anita Brask Rasmussen, og denne kompetente flok motiverer indstillingen af Den faldne djævel sådan her:

Kenneth Bøgh Andersen formår med sit fantasyunivers at trække på mytologier og litterære forgængere, som ikke er set før hverken inden- eller udenlands. Plottet indeholder adskillige fortællinger, overraskelser og digressioner, som udfordrer den unge læser. Kenneth Bøgh Andersen formår med sit veloplagte sprog, humor og sokratiske metode at engagere sin læser i de etiske dilemmaer, som seriens hovedperson befinder sig i.  Med Den store djævlekrig har forfatteren flyttet grænser i dansk børne- og ungdomslitteratur, og bøgerne flytter i sig selv sin læser.

Vi kan kun slå hænderne sammen i enighed og krydse fingrene på dem for Kenneth!

Blixenprisen 2017 uddeles den 19. maj i Den sorte diamant i København.

Psst …! Vil du læse om, hvordan Kenneth Bøgh Andersen kom i gang med at skrive, og hvad han synes om børn, skole og trivsel? Så følg med mig hen på http://www.skoleborn.dk/nov_2016/, hvor jeg slår mine folder, når jeg ikke er på Bogliv

Flet frit!

_9788771595420

5 Stars

Egentlig er Flettepigernes favoritter slet ikke en ny bog. Den udkom i 2015. Til gengæld er det en af de bøger, som bliver læst allermest hjemme hos os. I hvert fald af husstandens 11-årige.

Egentlig startede det hele vistnok med en lærer-lockout tilbage i 2013. Husker I den? 25 dage, hvor en halv million børn ikke kunne komme i skole, som de plejede. Forældrene rev sig i håret. Og børnene kedede sig derhjemme. To af dem, 13-årige Laura og Marie fra Hellerup, kedede sig faktisk så meget, at de gav sig til at flette hinandens hår. Og delte resultatet på Instagram. The rest, as they say, is history.

Fletningerne udkom i bogform i 2014 og solgte usandsynlige 175.000 eksemplarer i 15 lande. Favoritterne er de vantro, unge forfatteres opfølger på den uventede bestseller.

De fortsætter nogenlunde hvor de slap sidst. Med solid nede-på-jorden charme præsenterer pigerne både sig selv og tyve nye fletteanvisniger, som spænder fra det (tilsyneladende) tilgængelige til helt vilde og top-avancerede opsætninger. Anvisningerne er opdelt i forskellige temaer: Favoritfletninger, fletninger, man kan lave på sig selv, flettetrends (ja, de findes!), krøller uden varme og masterclass-afsnittet for de allermest ambitiøse.

Hver anvisning starter med et stort billede af det færdige resultat plus angivelse af sværhedsgrad, materialer og tidsforbrug. På det efterfølgende opslag vises fletteprocessens faser i billeder og beskrivelser. Det ser forjættende enkelt ud.

Ind imellem krydrer de to forfattere med billedkollager, som inspirerer til, hvordan teknikkerne kan bruges og blandes i det daglige – eller fx til konfirmationen, hvor fletningerne er flot pyntet med blomster og bånd.

Trods tre smukke, langhårede døtre er jeg omtrent verdens værste fletter. Men måske burde jeg springe ud i det. Der er nemlig noget ved det der med at flette. Der er en særlig langsommelig hygge og nærhed over at sidde og flette hinandens hår. Fletninger er ikke bare flotte. De binder også sammen. Jeg kan se det i min ældste datters klasse, som indeholder nogle hard core flettekunstnere. Der er flettet en god portion venskab med, når man kommer hjem med verdens flotteste hollandske 5-fletning. Og det er der noget ekstra smukt i.

Laura og Marie, Flettepigernes favoritter fra forlaget People’s Press.

 

20

Sov mit barn…

00023379

4 Stars

Historien om den lille elefant Ellen, der så gerne vil falde i søvn er den svenske forfatter Carl-Johan Ehrlins anden bog, som skal hjælpe børn (og ikke mindst deres plagede forældre) til at sove godt. Bog nr. 1 (som havde en lille søvnig kanin i hovedrollen) har solgt millioner af kopier, er udgivet i 40 lande og markedsføres som en sand mirakelkur mod natteaktivt afkom.

Med en så skråsikker påstand som bagtæppe kan man ikke blive andet end en anelse mistænksom. Umiddelbart er der da heller ikke noget epokegørende ved den korte billedbog, hvor vi følger den lille elefants vej mod søvnen. Fortælleteknikken trækker på en række elementer fra meditation og hypnose – bl.a. kropsscanning og rytmisk gentagelse af særligt afslappende ord. Faktisk i en grad, så jeg ind imellem hørte et foruroligende ekko af Rasmus Botofts rejser helt ind i sindet i mit baghoved, mens jeg læste højt. Handlingen er absolut minimal – og ind imellem beskrevet i et sprog, som er lige voksent nok til rigtig at blive forstået af de småbørn, bogen vist primært er henvendt til.

Jeg var ikke imponeret. I hvert fald ikke før jeg afprøvede bogen på mine 5- og 8-årige forsøgspersoner ved sengetid. Jeg er ikke sikker på, hvordan det skete. Men da bogens 29 korte sider var læst færdig, var både børnenes og moderens øjne umanerligt tunge. Alle (også oplæseren) var fuldstændigt klar til at falde om og sove. Skidtet virker faktisk!

Carl-Johan Forssén Ehrlin, Elefanten der så gerne ville sove fra forlaget Alvilda

 

 

 

Gæsteanmeldelse: “Noveller, der vokser i munden”

2011-06-03_APHolmgaard05

5 Stars Journalist og forfatter Anna Pia Holmgaard har læst en af sine favoritter, Lone Hørslev med begejstring over dennes blik for hullerne i universet.

Lone Hørslev er en af mine absolutte favoritter på den danske litteraturscene. Lige fra dengang i begyndelsen af 00’erne, hvor hun skrev om sin halvvejs forelskelse i kronprins Frederik, videre over skilsmissesorg og had, parcelhusgrå drømme i Sorg og Camping, det frådende smukke portræt af Marie Grubbe i Dyrets år og nu en samling helt gribende noveller med En ordentlig mundfuld. Novellerne er ikke i første omgang en ordentlig mundfuld for læseren. Det bliver de bare, lige så stille og roligt.

De vokser i munden og i hjernen, når man læser om sårede børn og hjerter, om vold i parforholdet på den ondskabsfulde, næsten usynlige måde – om at dø af ensomhed og få hukommelsestab midt i sit livs krise, om aldrig at blive i stand til at slå et egern ihjel eller kunne dele glæden over kunsten med sin elskede.

Hørslevs prosa er præcis, den rummer styrt og fald, men den ligger også i øjenhøjde med melankolske nordboers underspillede tilgang til livet. Universet er blåt, blåt, blåt og indimellem bare skrigende grønt, som da kvinden går ud i græsset uden tøj og møder en mand, der er ligeglad. Hvor hun reduceres til objekt på den alt for genkendelige måde, der karakteriserer tidens datingkultur.

hørselv

Modsat, de to mennesker, der blæser ind i hinanden i en orkan, smelter sammen og skilles. Så akkurat meningsfuldt og meningsløst, som tilfældig kærlighed må være, når der står familier og åbenlyst rigtige valg og venter i kulissen. Lone Hørslev har et fantastisk blik for hullerne i universet, hvor det lille vanvid og de smukke øjeblikke kan få plads – mellem mennesker, over mennesker, dem, der sørger og lever, frygter og lider – dem, der overlever.

Novellerne er som velformede originale figurer på række, altid med en lille knast, en lille revne, der gør dem helt interessante. Formet med en følsomhed og sproglig præcision, der gør dem værd at læse igen og igen. Novellerne er en god, nærende, poetisk og jævnligt helt brutal oplevelse – præcis som livet, når det er mest virkeligt.

En ordentlig mundfuld af Lone Hørslev udkommer på Rosinante i dag og kan blandt andet fanges her

 

 

 

3.5 Stars Egentlig er det skørt, at det skal være noget særligt – altså det, at der er et helt og fuldt liv efter de 60. Med længsler, drømme, ambitioner, kærlighed og sex. Jamen, hvad havde vi egentlig regnet med? At vi pludselig blev nogle helt andre mennesker, blot fordi vi havde været her (endnu) længere? Nå, men vi lever jo under et ungdomstyranni, som vi selv har skabt, og midt i det er det sympatisk, at nogen tager handsken op og siger ‘gu vil vi da ej sætte os hen i hjørnet og skamme os over vores alder’ (det kunne også lige passe!).

imagegen

‘Nogen’ er i denne sammenhæng Camilla Lindemann. 67, år, tidligere chefredaktør hos Aller (blandt andet Femina og In) gennem flere år, med spektakulær afgang som 61-årig og absolut ikke klar til at gå på pension. Dét og meget andet skriver hun om i samtalebogen 60 med mere, i hvilken hun har interviewet ligesindede og jævnaldrende om karriere, kærlighed, sundhed, arv og alle mulige andre livstemaer.

Det er mennesker, hvis navne vi kender: Uffe Ellemann-Jensen, Lotte Freddie, Thyra Frank med flere. Stærke personligheder med noget på hjerte, glimtvis sjovt og rørende, interessant også for en 40+’er, der ved, at man hurtigt kan nå en alder, man dybest set kun troede, var for ‘de andre’. Især blev jeg fascineret af at læse interviewet med Ellemann og hans kone, Alice Vestergaard – sådan en kærlighed for voksne kunne jeg godt tænke mig at nå at møde!

Jeg var vild med Camilla Lindemanns romandebut Vovestykker, som fik mange fine hjerter her på siden. Jeg er desværre ikke helt så forelsket i 60 med mere. Formen og ideen er fin, men redigeringen lader noget tilbage at ønske. Jeg ønsker mig en strammere form, en mere stringent idé – og helt basal korrekturlæsning. Som selv ‘gammel’ magasindame sidder jeg tilbage med følelsen af, at det er en idé, som er god, en skribent, som kan udføre den, men at resten er gået lovlig hurtigt, ikke mindst fra forlagets side, og det er faktisk synd, når de har en sprudlende forfatter med et stort netværk i stalden.

60 med mere – livskvalitet har ingen alder af Camilla Lindemann er udgivet på Turbine og kan fanges samme sted.

I cellen med en bestseller-forfatter

Clare Mackintosh er en historie, man godt gider at fortælle, når man både er krimielsker, bognørd og drømmer. Engang politimand. Nu forfatter. Har gået grueligt meget igennem i sit private liv, men haft svimlende succes med sine romaner lige fra starten. Og sød ovenikøbet.

Sidste år mødte jeg hende i Horsens, da hendes debut I let you go netop var kommet ud på dansk som Jeg lader dig gå – og fik fem imponerede hjerter her på siden.

Også i år var den spinkle brite med i det gamle statsfængsel, og jeg fik lokket hende med i en celle for at fortælle om presset ved den svære toer, overvågningssamfund og glæden ved at rejse rundt i verden med sin bog og leve sin drøm. Se og hør det her.

FullSizeRender-44

Pssst!

untitled

5 Stars

12-årige Viola har nået en alder, hvor de store spørgsmål trænger sig på: Hvad var jeg, før jeg blev født? Hvem er jeg nu? Hvad bliver jeg, når jeg bliver voksen? Og kan man være sød og populær samtidig?

I 12 poetiske kapitler følger vi Violas liv, som er delt mellem uger på landet med far og uger i lejlighed i byen med mor plus alle de løse kærester og papsøskende. Viola føler sig (som de fleste på tærsklen til voksenlivet) splittet, udenfor, forkert og forvirret. Et øjeblik drømmer hun om at redde verden, et andet om bare at kunne manøvrere i en kompleks pigegruppe.

Violas tanker og følelser fanges smukt og med indlevelse i en effektiv blanding af dagbogslignende tekst og illustrationer. De to forfattere formår gennem de tolv scener fra Violas erindringer og hverdag at fange den komplekse, rædselsvækkende tid som er transitionen ind i voksenlivet. Både tekst og illustrationer spænder effektivt over både barnets og den helt unge voksnes univers.

Clante og Herzog modtog i 2014 Ping-prisen for Bedste danske Børne- og ungdomstegneserie for bogen, og den er vel fortjent. Pssst! griber blidt livets store spørgsmål version 12 år ved vingebenet, og gør det på en måde, så den unge læser føler sig forstået – og den voksne husker, præcist hvordan det var at forsøge at være indeni sin egen krop, da man var tween!

Annette Herzog og Katrine Clante, PSSST! fra forlaget Høst & Søn.

 

Lækker have for fattigrøve

imagegen.ashx

5 Stars

Dette er den fornuftiges havebog! “Smuk have uden unødige udgifter” er forfatteren, Alex Mitchells, mantra. Det klinger smukt og demokratisk i mine jyske (og ret nærige) ører!

Mitchell ser haven som en tiltrængt rasteplads fra verdens kaotiske larm. Vi har brug for haver i en tid, hvor alting går lidt (for) hurtigt. Men en velplejet have kan være en dyr affære – og Mitchell vil nødig bidrage til yderligere økonomisk stress. Derfor genopliver hun i sin bog nogle af tidligere tiders (billigere) havekneb og krydrer dem med en masse sparetips og nye, kreative idéer.

Hele 100 sparetips indeholder bogen, og de skyder i alle retninger fra det helt lavpraktiske (få stiklinger af nogen, du kender og mal det grimme haveskur i stedet for at købe et nyt) over det mere plantetekniske (hvordan genkender man en sund udplantningsplante og hvordan designer man sit eget vandingssystem) til det superhandy (lav selv havemøbler af gamle bildæk!). Det er noget af en omgang blandede bolcher og bliver – i hvert fald i bogens første del – ind imellem lidt uoverskueligt for mig.

Bedst fungerer bogen i de kapitler, hvor den samler de gode råd om et tema: planter i krukker (krydret med en solid portion upcycling af diverse gamle beholdere), havetyper (romantisk bondehave, stram moderne have, familiehave og steppehave), køkkenhave, formering, haveudstyr og skadedyrsbekæmpelse.

Bogen er helt tydeligt skrevet til den nye haveejer og alle tips er vel illustrerede og faktisk lige til at gå til. Alt hvad der kræves er en god portion haveentusiasme og et par hænder, der er skruet tilnærmelsesvist rigtigt på. Kreativiteten leverer Mitchell, og mange af idéerne er virkelig finurlige og charmerende. Andre bliver lige æstetisk udfordrende nok for mig (fx kommer jeg nok aldrig til at plante i en rødmalet flamingokasse uanset hvor praktisk, det måtte være).

Bogen er – ud over de mere sprudlende idéer – faktisk en meget fin, praktisk all round bog til den, som skal i gang med at lave sin allerførste have – eller som gerne vil transformere den gamle græsplæne-og-liguster-have om til noget mere interessant. Vi får at vide, hvilke planter, der kan tåle, at man spiller fodbold på dem og lærer at bygge en levende pilehytte til børnene. Der er en fin introduktion til, hvordan man anlægger en køkken- urte- og frugthave og til de afgrøder, det bedst kan betale sig at give plads i dem. Vi lærer endda, at man sagtens kan lave en væg af salat, hvis pladsen er trang (det tip SKAL jeg afprøve).

Hvis du kun skal købe én plantebog det her forår, er Mitchells bog om den smukke, billige have faktisk ikke et helt dårligt bud.

Alex Mitchell, Smuk have for få penge fra forlaget Turbine.