Racisme i børnehøjde

plet

5 Stars

Plet er den eneste plettede kaninunge i en familie af ellers fuldstændigt ens kaniner. Hvide som sne er de. Med lyserøde ører og røde øjne. Undtagen Plet. Plets mor er bekymret. Bedstefar vil aldrig acceptere den lille afviger, og derfor lader hun Plet blive alene hjemme, da hun en dag tager hans otte søskende med på besøg hos bedstefar.

Plet er trist. Så trist, at han beslutter sig for at rejse sin vej. Rejsen bliver imidlertid kort, for allerede på dens første dag støder Plet ind i en anden kaninfamilie. Med brune pletter og blå øjne alle til hobe. Det vil sige, ikke helt. For én lille kaninunge er snehvid med lyserøde ører og røde øjne, og hun volder sine forældre store bekymringer. For hvad vil bedstemor sige til sådan en afviger.

Før nogen får ondt i maven vil jeg straks skynde mig at sige, at alt ender godt. De to kaninfamilier mødes, sød integration opstår og alle går derfra med et lidt mere rummeligt normalitetsbegreb.

Bogens forfatter, Margret Rey, vil være kendt for de fleste som ophavskvinden til Peter Pedal. Her er hun dog ude i et mere alvorligt ærinde, som får særlig tyngde af, at bogen oprindeligt udkom i 1945, hvor de mulige konsekvenser af racisme og etnisk udvælgelse må have stået smerteligt klart for i hvert fald de større af bogens læsere.

Selv i dag, hvor vi lever i en på mange måder mere rummelig tid, er der noget af hente for børnene i historien om Plet. Der findes ingen børn, som ikke har gavn af at lære om accept af det, der er anderledes, og historien om den lille plettede kanin kan give anledning til mange, vigtige snakke om forskellighed.

Margret Rey, Plet fra forlaget Carlsen

Alternativ rejseguide til England

dribbling-cover-xlarge

5 Stars

Bill Bryson (min absolutte yndlingsrejsebogsforfatter) er tilbage! Ikke bare i en ny bog, men også i de fodspor, han sidst betrådte for 20 år siden i sin genrebrydende rejsebog Notes From A Small Island. Bryson, som ganske vist selv er født i amerikanske Iowa, men som har boet hele sit voksne liv i det engelske, beskrev dengang England med dyb kærlighed og udsøgt humor.

20 år senere er han stadig forelsket i England – dog måske mest det England, som var.

Bryson er (som han formentlig straks selv ville medgive) blevet en gammel, halvsur mand, som gennem bogens 380 sider og på tværs af en stor del af UK’s areal harcelerer over så forskellige ting som debile ekspedienter, busskure, Meryl Streep og mænd i laksefarvede bukser. Som han selv siger:

“In countless small ways the world around us grows gradually shittier. Well, I don’t like it at all”.

Lykkeligvis er der ingen, der brokker sig så ondt-i-maven-af-ustyrlig-latter morsomt som Bill Bryson. Jeg nåede præcist til side to, før jeg hulkede af grin. Og alt er heller ikke entydigt skidt i Bryson-land. Bag brokkeriet ligger en dyb kærlighed og ømhed for det land, forfatteren har forelsket sig håbløst i, og som han frygter at miste. Bryson har noget på spil, og vævet ind mellem frustrationerne over arkitektonisk udvanding, dårlig vejnummerering og generelt sjusk aner man et England, man straks får lyst til at migrere til. Med verdens grønneste og mest velfungerende hovedstad, rullende græsklædte landskaber og stråtækt landsbyidyl. Ren Barnaby minus de absurde mord.

Som altid er bogen researchet til fingerspidserne, og rejsen krydres med interessante, overraskende og ind imellem decideret hårrejsende facts.

Bill Bryson tager os ikke bare med på en tur fra det sydlige til det nordlige England, men også på en rejse i tid. The Road to Little Dribbling er ikke Brysons bedste bog (den delte førsteplads går til At Home og A Short History of Nearly Everything). Men selv, når Bryson ikke er allerbedst er han stadig tankevækkende, interessant og virkelig, virkelig morsom.

 Bill Bryson, The road to Little Dribbling fra forlaget Transworld Publishers (bogen er endnu ikke klar på dansk).

 

Undskyld tavsheden – eller skulle jeg sige: “Tilgiv …”

Der er virkelig mange grunde til, at det er godt at være to om at drive en bogblog: Det er sjovere. Der er flere meninger end én, der bliver repræsenteret. Flere genrer. Flere bøger. Og så er det superpraktisk, at den ene kan drive bloggen, når den anden af den ene eller anden grund ikke kan.

Jeg har netop haft en lang, tavs periode, hvor Marlene har været myreflittig. En af grundene er, at jeg har haft travlt med min egen bog nummer 2, TILGIV – Sådan kommer du videre. Det er en bog om den glæde og det overskud, vi kan få, hvis vi er i stand til at tilgive små og store forseelser – og så er det en bog om, hvordan man gør, og hvorfor det kan være så svært.

ROS_TILGIV_FORSIDE

I al beskedenhed er jeg p…. stolt af den bog. Fordi det er min egen ide. Fordi jeg har fået nogle ualmindeligt seje mennesker til at fortælle deres tilgivelseshistorier og give deres kvalificerede bud på, hvad tilgivelse er (jeg nævner i flæng: en præst, en buddhistisk nonne, en hip hjerneforsker, en kvinde, hvis mor er alkoholiker, en mand, hvis kone gik med en anden – med flere)!

Lige lidt, nærmere betegnet på torsdag, lander den på hylderne. Vil I være med til at tage godt imod den? Så skal jeg nok bryde tavsheden og fortælle om alle de andre bøger, jeg faktisk også får læst.

Romantik og tidsrejser, anyone?

Lige nu ligger Audrey Niffeneggers ultra-bestseller The timetraveller’s wife på mit bord i en virkelig voldet biblioteks-version.

niffe

Der har den faktisk allerede ligget en gang tidligere, hvor jeg fik læst de første 20-30 sider, men så gik i stå i alt tidsrejseriet. Kan ikke rigtig beslutte mig for, om bogen har fortjent en chance til. Hvad synes I? Er der nogen af jer, som har læst den? Og er den anbefalelsesværdig?

 

 

Til alle, som savner Downton

Belgravia-by-Julian-Fellowes-250
4.5 Stars

Julian Fellowes er bedst kendt som manden, der gav os den engelske udgave af Matador, Downton Abbey. Når han ikke skriver manuskripter til fantastiske tv-serier er han dog også sporadisk romanforfatter, og i år kom hans tredje roman, Belgravia.

Kort fortalt er historien en slags Downton rykket 50 år tilbage i tid. Vi befinder os i 1840’ernes overklasse bosiddende i det nye, fashionable Belgravia, som bogen også låner sin titel fra. Her forsøger den velhavende entreprenør Trenchard (patetisk og forgæves) at kæmpe sig op gennem de sociale lag med sin noget mere forstandige kone på slæb. Familien tynges af en hemmelighed, som risikerer, at sætte hele det store, sociale opstigningsprojekt over styr, og i løbet af bogen følger vi Trenchard-familiens kamp for at flyde ovenpå i en verden, hvor titler betyder mere end penge, moral og forstand, og hvor rigdom ikke automatisk giver adgang til anseelse.

Historien er patos-tung og vi hvirvles rundt i en centrifuge af ambition, grådighed, misundelse og kærlighed. Hvis Barbara Cartland og Jane Austen havde fået et fælles uægte barn, så havde det barn været Belgravia. Her er ung, ubesmittet kærlighed knust under tunge, sociale normer, usympatisk og destruktiv egoisme, tåbelighed og forstand for alle pengene. Det er stærkt underholdende og trods det lidt højspændte og kulørte handlingsforløb blev jeg revet grundigt med mod den store denouement i bogens sidste sider. Fellowes er en dygtig håndværker, også i romanformatet, og Belgravia er perfekt selskab på en grå efterårsdag.

BONUS: Læs første afsnit gratis her.

Julian Fellowes, Belgravia fra Politikens Forlag

Gratis lydbøger fra DR

dr

Sig ikke, at licenskronerne er kastet ud af vinduet!

Hvis du klikker lige her får du ganske gratis adgang til en række superfine lydbøger for både voksne og halvstore. Fra DR til alle lytterne. Se, det er public service!

Er selv straks gået i gang med Elena Ferrantes internationale bestseller Min geniale veninde.

Harry Potter genopstår

9780751565355

Om få timer, præcis ved midnat, udgiver J.K.Rowling det, man med en vis tilsnigelse kan kalde den ottende bog i Harry Potter serien: Harry Potter and the cursed child. Egentlig er bogen ikke en roman, som de foregående syv. Den er manuskriptet til det skuespil af samme navn, som åbner samtidig med bogens udgivelse i Londons Palace Theatre. Den er faktisk heller ikke ren Rowling, men skrevet i samarbejde med to andre forfattere, Jack Thorne and John Tiffany.

I bogen, som er i to dele, møder vi Harry Potter i en setting, som er noget mindre magisk end den, vi sidst forlod ham i.

Han er blevet voksen, ansvarlig, og livets barske realiteter har ramt ham på en måde, Voldemort aldrig formåede. Han er overbebyrdet medarbejder i Ministry of Magic, husbond og far til tre. Mens Harry forgæves kæmper for at begrave sin dramatiske fortid må hans søn, Albus, løfte familiearven. Sammen kommer de to  til at møde ny (ikke nærmere specificeret) ondskab, som skal bekæmpes.

Jeg har forudbestilt bogen (selvklart), men har faktisk lidt ondt i maven over at skulle læse den. Hele set up’pet virker så tvivlsomt. Det lugter af spin off og lette penge, og kan blive en frygtelig skuffelse efter syv af nogle af de bedste børnebøger, der nogensinde er skrevet.

Kaster mig ud i The cursed child og giver lyd, så snart jeg ved, om der er anledning til jubel eller krummede tæer.

 

Bøger til børnene i ferien

tanturm

Hvis du har afkom, og hvis dit afkom ligner mit, så kommer der et punkt ca. midt i skolernes lange (lange!) sommerferie, hvor de rammer muren. De har spist is til de var ved at brække sig, spillet iPad i 48 timer og orker ikke flere ture til stranden. Det er på tide at finde det tunge artilleri frem, og det finder du (selvfølgelig!) i bogreolen.

Her kommer et par forslag til, hvad du kan placere dit barn i sofaen med (mens du selv steger i haven med en bog).

De allermindste (2-5 år)

Nordahl og Bregnhøi: Bogserien om Ib. Ib er en hund, som egentlig bare oplever ret almindelige ting i de små billedbøger. Alligevel går billeder og (begrænset) handling op i en højere enhed og hos os har bøgerne været et hit i årevis.

Kim Fupz Aakeson: Vitello-bøgerne. De sjoveste børnebøger, jeg nogensinde har læst højt for mine børn.

Joaquin Cera: Flunkerbøgerne. Bøgerne har den fordel, at man ikke behøver kunne læse for at “læse” dem. Der er stof til mange timers underholdning i de detaljerede billeder, som også ofte giver anledning til mange snakke om alt fra geografi til historiske perioder.

De mellemstore (6-10 år)

Anders Morgenthaler: De samlede Morgenthaler dyrefabler. Min mellemste datter på otte vold-læser Morgenthaler for tiden, og jeg forstår hendes fascination. Det er fantasifuldt, skævt og vidunderligt politisk ukorrekt.

Lene Kaaberbøl: Bærfolket. Sommerhyggeligt med lige tilpas dosis drama og gys. Tjek evt. den anmeldelse, vi lavede af bøgerne i sidste uge. Den ligger her.

Lene Kaaberbøl (jep, vi elsker hende): Vildheks. Det tætteste, jeg har set på en overbevisende dansk pendant til Harry Potter. Plottet løber overbevisende gennem seks bøger, og spændingskurven holdes hele vejen igennem.

Jeff Kinney: Wimpy kid. I en mellemting mellem dagsbogsoptegnelser og primitiv tegneserie fortæller bogens kiksede og usikre hovedperson Greg om livet som pre-teen. Hvis du tænker, at det umiddelbart lyder temmeligt deprimerende, så tager du fejl. Min datter på 10 skreg af grin hele vejen gennem bogserien.

Resten (10-det punkt, hvor man bliver træt af ungdomslitteratur. Har ikke selv ramt det endnu!)

J.K. Rowling: Harry Potter – selvklart. Der er ingen over, under eller ved siden af Rowlings syv magiske bøger om den bebrillede troldmand, og hvis dine unger ikke allerede har læst dem, er det bare om at komme i gang.

Malene Sølvsten: Ravnenes Hvisken. Helt ny fantasy-debutant, som har skrevet en sammensat, gennemført og virkelig spændende roman om nordjyske Anne, som ufrivilligt involveres i en række bestialske mord. Her er overnaturlige kræfter, nordiske guder, og spændingsroman for alle pengene.

John Green: En flænge i himlen. Hvis du (eller din teen) ikke allerede har læst John Greens storsælgende og filmatiserede bog om kræftsyge Hazel og Augustus, som forelsker sig helt ude på kanten af livet, så ligger der her en lille, hjertesønderrivende bog-skat og venter.

 

 

 

 

På eventyr med bærfolket

9788771052749_200

5.5 Stars

Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men faktisk er de overalt! Fredsommelige pindsvineelskende jordbærfolk i dit jordbærbed, frække kirsebærprinser i dit kirsebærtræ og barske solbærfolk i buskene i din baghave. For slet ikke at tale om Skimmelheksen, som i sin ensomhed går omkring og opløser alt på sin vej.

Det er Lene Kaaberbøl, som er den frodige hjerne bag de indtil videre to bøger om bærfolket. Bøgerne er produktet af et (efter danske forhold) utraditionelt samarbejde mellem forfatteren og marmeladeproducenten Den Gamle Fabrik.

Og må man så det – sælge sin litterære sjæl for lidt håndører og muligheden for at udgive bøger, som måske ellers aldrig var blevet til noget? Jeg ved, at Ulla engang har stillet Lene Kaaberbøl præcist det spørgsmål, og at hun svarede, at det må man da – selvfølgelig. Så længe historien er i orden. Og det er den i høj grad i bøgerne om bærfolket.

Vi følger hovedpersonen, jordbærpigen Dug og hendes venner og familie gennem en række strabadser, som er præcis lige så spændende og velskrevne som alt det andet, jeg har set fra Kaaberbøls hånd. Alle mine tre børn (i alderen 4 til 10) ELSKEDE begge bøgerne. Længe efter at sidste bog var læst handlede alle deres lege om bærfolk. En større kompliment kan en børnebog vist ikke få.

Så kære Den Gamle Fabrik, vil I ikke nok finde en stor pose penge frem fra marmeladebudgettet og sende dem til Lene Kaaberbøl. Vi vil så gerne have (endnu) flere fortællinger om bærfolket!

Lene Kaaberbøl, Fortællinger om bærfolket og Flere fortællinger om bærfolket fra forlaget Alvilda.

Bogen til alle bogelskere

ItemImage.aspx

4.5 Stars

Allerede fra allerførste side af Jean-Paul Didierlaurents bog blev jeg grebet af intens medlidenhed med dens hovedperson. Ikke alene er stakkels Guylain Vignolles navn nærmest konstrueret til latterliggørelse (idet en minimal omskrivning på fransk forvandler ham til Ækle Mester Jakel). Hans nærmeste fortrolige er desuden en guldfisk, og han lyver systematisk for sin mor om sit liv, så hun ikke skal blive for deprimeret på sønnens vegne.

Og så er der jobbet. Guylain er ansat til daglig masseudryddelse af det, han elsker mest i livet: bøger. Hver dag trykker han på knappen til den store maskine, som forvandler boghandlernes overskud til en ildelugtende pulp – og hver aften redder han et par enkelte sider fra maskinens indre, som han efterfølgende læser op for sine medpassagerer i morgentoget.
Det er en gennemført trist tilværelse.

En dag finder Guylain tilfældigt et tabt usb-stik i selvsamme morgentog. Det er en ung, stort set tilsvarende deprimeret kvindes dagbog, og den historie, hun fortæller, kommer til at ændre Guylains liv.

Læseren i morgentoget er Didierlaurents første roman efter en stribe vellykkede og prisvindende noveller. Han er sluppet ualmindeligt godt fra debuten. Bogen er kort – bare 157 sider – men når alligevel at trække os ind i ikke bare et, men to forstemmende og håbløse liv – og at trække os ud igen og ind i et moderne romantisk eventyr. Komprimeret, elegant og underholdende.

Jean-Paul Didierlaurent, Læseren i morgentoget fra Politikens Forlag.