Gæsteanmeldelse: Den sørgeligste smukke

Gæsteanmelder Anna-Pia Holmgaard har læst den minimalistiske danmarksmester Helle Helles nye roman og tøver ikke et sekund med at kalde den et mesterværk.

… hvad? Ja, hvad. Læs det. Tænk det. Føl det. Gør det til dit eget. Som al ægte og stor kunst opstår den i intens dialog med sin læser, og de – Helle Helles nye roman på blot 159 sider – kunne andre have brugt 400 eller 500 sider på at fortælle. Men det gør hun ikke. Hun sender derimod sin læser ud i grænselandet mellem romankunsten og poesiens stramhed, hvor siderne står, vibrerende skrøbelige og umulige at ryste væk og af – som den kvalmende lilla syren-sky eller de grove roetoppe i miljøet på landet, i udkanten, midt i hjertet på sin læser.

de fortæller den universelle historie om at miste – og samtidig forsøge at holde fast i sig selv, trods sorgen, smerten, det uafvendelige, der nærmer sig. Det er så smukt og knoglet og trist, med hver eneste linje i skarp dialog med og kontrast til virkeligheden. Du røres til tårer, flere gange til kluk og hele tiden hvirvlet med i bløde suk i en historie turneret uden den mindste tvivl. Jeg er som læser fuldkommen tryg i fortællingen om de – moren, der er døende, den anden er datteren, der bor hos og følger sin mor, de er tætte, de er meget fattige, de lever synkront og alligevel med hver deres historier. Palle, Henrik, Hafni, Tove. De vil gerne hjælpe. De kan ikke. Ingen kan hjælpe:

Hun er så træt. Lyde og billeder skydes ind i hende fra alle sider, en tilgroet gangsti, brusk og gaze, vindharper, hylden med tigerbalsam. Hun vender sig igen og igen, men det fortsætter, hvert billede trækker nye tanker med sig og omvendt, hele tiden har hun en stærk fornemmelse af, at hun mangler at tænke noget til ende. Hun går ud af alle stierne, hun åbner alle dørene, hun hilser på alle, der hilser, men hun når ikke frem.

Jeg tror måske ikke jeg har læst noget så præcist nogensinde om sorg og smerte og forvirring og ensomhed ved tabet  af elskede, af sig selv, af troen.

Helle Helle har begået endnu et mesterværk og skal naturligvis have seks hjerter for igen at overraske ved at folde de allermindste detaljer ud til vidtgribende dramaer på indre linjer, mellem linjer, på linjer.

Åh, hjerte.

De af Helle Helle er udgivet af  Rosinante og kan blandt andet fanges her

Nødvendig bog om landsforrædernes børn

Palle Schjødtz var barn under krigen og husker de skamfulde børn af landsforræderne. Nu har han læst en nødvendig, omend ubehagelig bog om dem.

Anne-Marie Christensen har skrevet en bog om de 30-40.000 børn af de 13.521 danskere, der efter 2. verdenskrig blev dømt for at have samarbejdet med tyskerne eller kæmpet på tysk side under krigen. Hendes egen morfar var en af dem, og hendes mor var et af de børn, der måtte leve med skam, fortrængning og fortielse i årene efter krigen; nogle af dem hele livet.

Forfatteren har dels skrevet bogen for derigennem at nærme sig og forstå sin mor, dels brugt emnet i et forskningsprojekt. Hun har interviewet nogle få – måske for få, kan man synes – efterkommere af landsforræderne og i øvrigt indsamlet materiale om mange flere. Hvor landsforræderne havde taget deres straf og måske egentlig ikke fortrød deres handlinger, så måtte især deres børn bære på skammen.

Det hører med til historien, at tiden lige efter krigen – og det tvivlsomme tillæg til den borgerlige straffelov, oven i købet med tilbagevirkende kraft, som landsforræderne blev dømt efter – var præget af en hadefuld stemning, der især gik ud over de små fisk, hvis gerninger var nemme at udrede og pådømme, medens de mere komplicerede sager trak ud, og måske derfor blev pådømt på et tidspunkt, hvor stemningen var kølet lidt af.

Mon ret mange i dag ved, at 78 blev dømt til døden og godt halvdelen rent faktisk henrettet ved skydning, 66 fik fængsel på livstid, ca. 400 mere end 10 års fængsel. Der var utvivlsomt mange grove forbrydere blandt de dømte, men mange blev dømt for at have gået i tysk tjeneste med den danske regerings udtrykkelige tilladelse, ja ligefrem opfordring. De burde have vidst, sagde man under retsopgøret, at det i virkeligheden ikke var regeringens mening. Men så kloge var ikke alle.

Mon ret mange i dag ved, at 78 blev dømt til døden og godt halvdelen rent faktisk henrettet ved skydning

Vi, der oplevede krigen og årene derefter, kan måske komme i tanke om personer, der havde et tvivlsomt ry, som puttede sig, og som man prøvede at undgå. Var man barn, forstod man ikke rigtigt, hvad det drejede sig om, og ens forældre forklarede ikke noget. De var udstødte, og de skammede sig – især landsforrædernes børn.

I det hele taget passede landsforræderne og deres børn ikke i fortællingen om det lille tapre land, der stod sammen mod besættelsesmagten og nærmest besejrede den. Der er rigelig dokumentation for, at det ikke var hele sandheden.

Anne-Marie Christensens bog giver stof til eftertanke, ja, den er nærmest en lille smule ubehagelig at læse, men den er nødvenlig som et bidrag til forståelsen af denne periode af vor nyere historie. Og det er på tide, for snart er der ingen tilbage, især ikke af landsforræderne, men heller ikke ret mange af deres børn.

Landsforrædernes børn af Anne-Marie Christensen er udgivet af Etnovator og fås blandt andet her

 

Underfulde dyr til børn og deres voksne

Hvis du aldrig er stødt på en Lumeli, en Doran eller et Ventedyr er det faktisk ikke så sært. De er nemlig (sammen med en større flok tilsvarende usædvanlige kolleger) Dyr, som ingen har set. Samlet og vanvittigt smukt illustreret af svenske Ulf Stark og Linda Bondestam.

De mange farvestrålende og fantastiske skabninger ledsages af små digte, som fortæller om dyrets temperament og skæbne. Der er ensomme Eskapaver, som fra en sten ser andre dyr tumle sig to og to. Kakakker, som hylder fællesskabet over individet.  Den rastløse Nomadin, som må vandre jorden rundt på jagt efter det græs, som ikke rigtig vil blive grønt nok. Klumpantropussen, som er en gyseligt klumpet skabning, der lever af skrald, men som drømmer tårevædet om at være let og fin. Og mange, mange flere.

Indpakket i eventyret er der masser af genkendelige følelser for læsere helt fra 3-4 år og op til min datter på 10, som flere gange fandt bogen frem og genlæste den selv. Teksterne er korte, komprimerede og en fornøjelse at læse højt. Og illustrationerne er så smukke, at man næsten ikke kan nære sig for at klippe dem ud og hænge dem på væggen. Det er underfuldt og fint, og Ulf Stark fortæller med omsorg for det skrøbelige og det individuelle i ethvert liv.

Stark og Bondestam modtog sidste år både prisen for årets bedste svenske billedbog og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for kataloget over de mange ukendte dyr. Det er velfortjent. Og så meget desto sørgeligere, at bogen blev Ulf Starks sidste. Han døde i sommeren 2017 nogle måneder før Nordisk Råds prisuddeling.

Læs bogen med din tumling, din store skoleunge eller det barn, som så småt begynder at gøre afsæt til teenagelivet. Og nyd de store eksistentielle snakke, der springer ud af de små historier.

Ulf Stark og Linda Bondestam, Dyr som ingen andre har set fra forlaget Lamberth.

 

 

 

 

 

 

En duft af appelsin – ny bog fra egne rækker

Man kan ikke anmelde sig selv. Obviously. Jeg synes heller ikke, man kan bede andre om at anmelde sin bog på sin egen bogblog. Det dur ikke. Er for utroværdigt. Men kan kan også blive så bange for selvfedme, at det tenderer en åndelig spiseforstyrrelse. For at have en bogblog og ikke nævne, at ens egen bog er på vej ud, er jo bare … dumt.

Så altså: På torsdag udkommer min tredje bog, En duft af appelsin – Forførende fortællinger, på forlaget Pretty Ink, der er en del af mit sædvanlige forlag Rosinante & Co. Den har været afsindigt lang tid undervejs. Faktisk var det i påsken 2017, da jeg gik rundt i London med min datter, at beskeden om, at forlaget ville udgive en samling fra min hånd, tikkede ind. Og da var jeg allerede i gang.

De kom nemt, fortællingerne. Jeg skrev ud fra en simpelt devise: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis et møde på en ferie udviklede sig? Hvis en tur i træningscenteret tog en drejning? Hvis to kolleger en tirsdag eftermiddag pludselig følte sig som mere end kolleger? Hvad nu hvis der ikke var hæmninger, forhindringer, generthed? Hvad ville der så kunne ske? Ret meget, viste det sig. De skrev nærmest sig selv, den del var ikke svær.

Siden er der løbet meget vand i åen. Jeg har kæmpet for det helt rigtige omslag. Fået et fejltryk og afventet et rigtigt. Været i radioen og læse op, mens radioværten fnisede uafbrudt. Talt med ugebladsjournalister, ladet mig fotografere og optrådt på film. Lige om lidt er den på hylderne. Jeg er stolt af resultatet og fyldt af et inderligt, oprigtigt håb om, at den må blive nogen til glæde. Nedenfor får I en lillebitte smagsprøve. Enjoy!

En duft af appelsin – Forførende fortællinger af Ulla Hinge Thomsen udkommer 3. maj på Pretty Ink og kan blandt andet fanges her

Stilfærdig japansk skønhed

Nana er en vildkat. Han bor i Tokyo på kølerhjelmen af Satorus bil. Vild og fri lige til den dag, han bliver alvorligt såret og lader sig adoptere. Først for selv at komme til hægterne og senere for at holde den ensomme Saturo med selskab.

De to lever i dyb samhørighed og tilfredshed indtil den dag, Satoru af ”uopsættelige årsager” ikke længere kan tage sig af Nana. De to drager ud på en serie af rejser til venner, som har været centrale i Satorus barndom, ungdom og voksenliv. Hver gang de ankommer er det for at aflevere Nana i andres varetægt. Og hver gang finder katten på en grund til at komme med Satoru hjem igen.

I Japan er Hiro Arikawa mest kendt for at skrive børnebøger, og krøniken om den rejsende kat og hans herre er (som forlaget med slet skjult overraskelse skriver på bagsiden) ”et uventet internationalt hit”. Romanen er Arikawas store internationale gennembrud, og med god grund.

Fortællingen om den eftertænksomme og empatiske vildkat, som uselvisk knytter sit liv til et menneskes, er simpel – nærmest naivistisk. Ofte føles bogen mest som en børnebog. Der er ingen lange, prætentiøse beskrivelser. Alt er synligt, enkelt og der er en særlig skønhed og poesi i bogens ærlighed.

At fortælle historien gennem et dyr giver forfatteren muligheden for at trække de menneskelige følelser og værdier ud af ligningen. Nana er en kat. Han ved, at der er en uafvendelig grund til de mange rejser. Han observerer Satorus forhold til de nære venner. Men han gør det konsekvent konstaterende og uden at dømme eller tolke. Det giver plads til læserens egne følelser, og bogen er ganske rigtigt, som en engelsk anmelder skrev, ”heartbreaking”.

Hiro Arikawa, Travelling cat chronicles (vi venter stadig på en dansk oversættelse) fra forlaget Penguin.

Twin Peaks med et schweitzisk twist

Marcus Goldmann befinder sig i den dybt ulykkelige situation at have begået et litterært mesterværk. En blændende bog, som øjeblikkeligt gør ham rig og berømt. Han har købt den dyre lejlighed. Solet sig i succeen. Drukket champagnen. Men nu banker virkeligheden på. Han skal skrive sin anden roman, og ordene vil ikke komme.

I desperation vender han sig mod sin gamle universitetsprofessor og mentor, Harry Quebert. De to når dog ikke at bruge mange minutter på at genskabe Goldmanns inspiration, før historien tager en drastisk drejning.

Under en rhododendronbusk i Queberts have i den lille amerikanske by Aurora dukker liget af en ung pige op. Pigen er Nola Kellergan – 15 år gammel, forsvundet 33 år tidligere og den 20 år ældre Queberts hemmelige elskerinde. Pludselig er den anerkendte litteraturprofessor og forfatter nationens mest hadede mand. Stemplet som en perverteret, pædofil galning og plantet i en celle, hvorfra det ikke virker sandsynligt, at han nogensinde kommer ud igen.

Frustreret og overbevist om vennens uskyld kaster Marcus Goldmann sig ud i sin egen eftersøgning af den gamle drabssag og efterhånden som nye, overraskende oplysninger dukker op begynder også en ny bog at tage form.

Schweitziske Joel Dicker har med ”Balladen om Harry Quebert” begået en krimi, som handler mindst lige som meget om kærlighed som om mord. Dicker trækker os igennem en veritabel pakkeleg, hvor læseren længselsfuldt venter på, at endnu et lag papir skal pilles bort, så billedet af, hvad der egentlig skete den dag i 1975, står lidt klarere.

Både plot og personer står komplekse og samtidigt knivskarpe. Man skal ikke have set mange afsnit af David Lynchs berømte serie om den lille by Twin Peaks tilbage i 90erne for at føle sig helt hjemme i Aurora. Joel Dicker holder et fast greb i både nutid og fortid, og han leverer en afslutning, som er alle de 692 siders forspil værd!

Joel Dicker, Sandheden om Harry Quebert-sagen fra forlaget Rosinante.

Prisvindende portræt af en underdog

På en helt almindelig aften træder en afdanket stand up komiker ind på scenen på en bar i en ligegyldig forstad til en mellemstor israelsk by. Her skal han de næste timer kæmpe for at fastholde publikums opmærksomhed – og deres sympati. Blandt tilskuerne sidder en af hans barndomsbekendte. Komikeren har ikke set ham i det meste af en menneskealder. Men han har alligevel bedt vennen komme netop denne aften. For at han skal betragte ham og forestillingen udefra og fortælle, hvad han ser.

Komikeren begejstrer, bekymrer, mister taget om sit publikum og finder det igen. Fortaber sig i afgjort ikke sjove sidespor fulde af vrede, bitterhed og galskab. Gennem barndomsvennens øjne følger læseren showet fra første, tåkrummende parket.

Undervejs bliver det klart, at denne optræden ikke bare er underholdning. Og at vennen skal anmelde mere end en enkelt forestilling – et helt liv.

David Grossman modtog sidste år en Man Booker pris for ”En hest kommer ind på en bar”. Han har formentlig scoret en del point for originalitet. Vi forlader aldrig den tilrøgede klub – ikke engang den stol, barndomsvennen sidder på. Indenfor disse begrænsende rammer udfolder Grossman et helt liv Bogen er stort set en lang monolog. Ind imellem bliver den langtrukken og blottet for pointe. Alligevel står vi tilbage med essensen af et menneske. Fejlbarligt, irrationelt og…menneskeligt.

David Grossman, En hest kommer ind på en bar fra forlaget Vandkunsten.

Ungdomsanmeldelse: “En dansk Hunger Games”

Jacob Hviid har læst en sci-fi om et emne, der ligger skræmmende tæt på virkeligheden. Og trods forudgående skepsis er der ikke noget at gøre: Han er nødt til at give topkarakter.

I Reservedelens by har forfatteren Lise Bidstrup på skræmmende vis skabt en fremtidsdystopisk roman, der tager udgangspunkt i allerede nuværende problematikker, som sættes på spidsen, så historien både skræmmer og fascinerer.

Der kører for øjeblikket en tv-serie om, hvordan danskere siger nej til organdonation, og Reservedelenes by gennemsyres af netop dette tema. Historien finder sted nogle hundrede år ude i fremtiden, og jorden er inddelt i Terra og Svævebyerne. Statsmagten Mentoratet er lykkes med at indoktrinere befolkningen i svævebyerne med et forvrænget billede af Terras befolkning, som er reduceret til laverestående væsner. De er blevet til slaver, der skal levere organer, som forlænger levetiden for menneskene i svævebyerne, hvor der skal vælges en ny højmentor efter højmentor Gewin, som personligt har udpeget Ignis til den nye højmentor.

Et bedragerisk science fiction-univers danner rammerne for en tankevækkende ungdomsroman

Arthur har sammen med sin kone valgt at blive sendt til himmels. Shoan er læge på organhospitalet Urban Immortalis – grundstenen og Svævebyernes stolthed. Jonas skal til sin sidste, afgørende test, og afhængigt af denne og den score han får, vil han derefter kunne vælge uddannelse. Vinge lever på jorden, Terra, og hver dag er en grusom kamp for overlevelse, især når man ikke er registreret.
Et bedragerisk science fiction-univers danner rammerne for en tankevækkende ungdomsroman, hvori disse fire vidt forskellige personligheders handlingstråde lykkes med at blive kædet sammen på nervepirrende, grufuld og overraskende vis.

Jeg var lang tid om at komme i gang med at læse bogen, da jeg ud fra forsiden og et forudindtaget kendskab til science fiction-genren blot havde forestillet mig endnu en surrealistisk fremtidsdystopi med hjerteløse robotter og altødelæggende våben. Da jeg fik læst første side, blev jeg dog klar over, at jeg ikke kunne have taget mere fejl, for i Reservedelenes by får læseren meget mere end blot spænding af øverste skuffe.
Det er altid svært at opdigte et sci-fi univers, da teknologien også kan sætte begrænsninger for handlingen, men dette lader ikke til at genere Lise Bidstrup, som har sammensat et univers på hendes præmisser. Her er alting gudskelov ikke overtaget af robotter, og samfundet, der i første omgang skildres, synes på tilforladelig vis at minde om et nutidigt samfund. Strukturerne er dog langt anderledes og får læseren til at spekulere over samfundsrelevante emner som ulighed, livsforlængelse og uddannelsessystemet. Bogen er næsten et opråb om de negative tendenser, der udvikler sig i samfundet, og bogen kan siges at være et dansk svar på bestseller-serien Hunger Games.

Bogen er næsten et opråb om de negative tendenser, der udvikler sig i samfundet

Ikke alle bøger ender godt, og når den sidste side er vendt, har bogen efterladt læseren med en følelse af fortvivlelse og magtesløshed, og fremtidsudsigterne ser ikke alt for lyse ud. Man må tilbage til hverdagen og håbe, at verden på trods af faretruende paralleller ikke vil blive magen til bogens udlægning.
Reservedelenes by indgår i Lise Bidstrups Urban-serie. Her tager de enkelte udgivelser et aktuelt samfundsrelevant emne op til diskussion, og denne fjerde og seneste udgivelse i serien har virkelig efterlader et mærkbart aftryk hos mig, og jeg kan ikke andet end at give bogen seks hjerter.

Reservedelenes by af Lise Budstrup er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

En skyldig familie?

Katrine Marie Guldager er Danmarks ukronede dronning af den velkomponerede familiekrønike. Hun beviste det første gang op gennem 2010’erne med udgivelsen af de i alt seks bind i ”Køgekrøniken”, som følger en dansk familie fra 1938 og frem til 1988. Nu gentager hun succeen i et kortere format med etbindsfortællingen om den selvcentrerede, nærhedsinsisterende Jytte og hendes mand Holger, som på en bølge af bekymring over verdens tilstand driver væk fra familien og ud til Drejø, hvorfra han (forgæves) forsøger at redde verden gennem sit biodynamiske landbrug.

Og så er der børnene, som alle tre på forskellig vis bryder definitivt med forældrenes skråsikre, blindvinklede værdier. Den ældste søn, Frederik (som også er fortællingens egentlige hovedperson) kaster sig ud i en manisk dyrkning af kapitalismens kræfter som finansspekulant i Goldmann Sachs. Datteren Lene finder et mere stilfærdigt oprør – og den stabile kærlighed, barndommen ikke rigtig kunne levere – i forholdet til Gud og rollen som præst. Den yngste søn, Jacob, har ikke rigtig kraften til at presse sig selv ud af forældrenes bane. I stedet synker han langsomt ind i sig selv i en slags fastfrosset tilstand, som gradvist glider over i en depression.

Trods forældrenes på papiret rummelige værdier er der ikke rigtig plads til børnenes ”forkerte” valg. Hverken til materialismen, religionen eller passiviteten.

Frederik reagerer stærkest og flygter hele vejen til USA for at undslippe relationen til forældre og søskende. Vi følger ham gennem dot-com bølgens optur og det efterfølgende kollaps, som også afføder et personligt sammenbrud hos Frederik. Han rejser hjem til Danmark for at slikke sårene. Frederiks kamp med både sig selv og den mislykkede familierelation bliver livslang, og det kræver et dødsfald, før knuden omsider begynder at løsnes.

Guldager har med sin fortælling om ”en uskyldig familie” skabt et interessant portræt af forældre og børn og de ting, de gør mod hinanden i kærlighedens navn. Bogens titel er interessant. For hvem er egentlig skyldig i al den lidelse, personerne pådrager sig i kontakten med hinanden?

Historien udstiller, hvor blinde, vi kan være på os selv, og de, som står os nærmest. Den er velkomponeret og giver sig god tid til at lade os trænge helt ind under huden på især Frederik. Når denne anmeldelse alligevel ikke svinger sig op på fulde 6 hjerter skyldes det primært, at hele den lange, omhyggeligt opbyggede fortælling ultimativt (i hvert fald for mig) bliver uforløst og uden den udvikling, jeg hele vejen gennem børnenes barndom og voksne liv tørster efter.

Katrine Marie Guldager, En uskyldig familie fra Politikens Forlag.

Læseværdig Hemingway – som udkast

Hemingway-ekspert Palle Schjødtz har læst den posthumt udgivne roman Øen og havet, som giver god mulighed for at studere forfatteren, der ikke har slettet de personlige spor.

Ved sin død i 1961 efterlod Hemingway sig blandt mange andre et manuskript, som han benævnte ”murstenen”, en roman i tre dele, som sammen med det, der blev til Den gamle mand og havet, skulle have udgjort et samlet værk med titlen Havet. Efter at have skrevet udkastet cirka ti år før sin død, vendte Hemingway sandsynligvis aldrig tilbage til det for at færdiggøre det. I 1970 blev det imidlertid udgivet i tre dele: Bimini, Cuba og På havet. Nu har Lindhardt og Ringhof genudgivet romanen inklusive et interessant efterskrift af Ole Storm (som med fordel kan læses netop som et efterskrift).

Bimini er en lille øgruppe øst for Florida ud for Miami, og handlingen i første del foregår her og i havet omkring og ikke mindst i barer og restauranter, hvor diverse drikkevarer indtages i stort omfang. Hovedpersonen er den anerkendte maler Thomas Hudson, som i en sommerferie får sine tre sønner med to ekskoner på besøg. Han har også besøg af en ven, forfatteren Roger Davis. Vi genkender Hemingway selv i såvel Thomas som Roger. I bogens begyndelse handler det mest om hovedpersonens katte, og hvis man ikke som Hemingway er katteelsker, bliver det nok lidt langtrukkent. Men snart udvikler en druktur sig til et voldsomt slagsmål mellem Roger og en sejlende gæst i havnen. Dagene går i øvrigt med druk, snak og fiskeri, herunder et ikke ufarligt undervandsfiskeri. Det mest interessante ved den del er en 50 sider lang, minutiøs beskrivelse af et dybhavsfiskeri, hvor den yngste søn får en kæmpe sværdfisk på krogen, som han kæmper med i 6 timer, selvfølgelig uden at nogen af de tilstedeværende, erfarne fiskere på noget tidspunkt overtager kampen, for det er jo en slags manddomsprøve, forstås. Det er Hemingway, når han er bedst. Denne del af romanen ender sørgeligt med de to yngste sønners trafikuheld sammen med moderen efter hjemrejsen.

 

Den mest interessante del af Cuba handler om det tilfældige møde mellem Thomas Hudson og hans første kone, som han tilsyneladende fortsat nærer stor kærlighed til. Han gør sig i hvert tilfælde mange tanker om, at han aldrig skulle have afbrudt forholdet. Thomas Hudson har tilsyneladende en aftale med den amerikanske marine om at sejle ud og holde øje med tyske ubåde, men livet leves ellers mest på diverse barer i Havana, blandt andre på en af Hemingway yndlingsbarer,La Floridita. Der føres lange (endeløse) samtaler, og der er rig anledning til at studere den dialog mellem personerne, som er så karakteristisk for Hemingway.

I sidste del kommer der igen dramatik i handlingen. Hudson og hans besætning jager de overlevende fra en sunket, tysk ubåd. Disse har under deres flugt i en fiskers båd foretaget en massakre på en lille bosætning. Beskrivelsen af jagten på tyskerne i de lavvandene Mangrove-områder og i vildnisset på de små øer nordøst for Cuba med moskitoer overalt, blandet med forholdet og dialogen mellem besætningen, er igen Hemingway, som vi kender ham, for fuld udblæsning. Hvordan det ender, skal ikke afsløres her, men kendere af Hemingway vil ikke blive forbavsede.

Hemingway brugte sig selv, sin familie, sine venner og alle deres oplevelser som materiale i sine romaner, men han var god til at slette sporene i de endelige udgaver. Det har ikke været tilfældet her i første gennemskrivning – eller en af de første, så vi har god mulighed for at studere forfatteren – og andre personer i hans omgangskreds – nærmere her. Til gengæld kan man savne den stramme form, som ellers karakteriserer ham.

Øen og havet af Ernest Hemingway er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her