Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.

Ungdomsanmeldelse: Nysgerrigheden pirres hele tiden

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har fået noget andet ud af ungdomsromanen The Graces, end havde forventet. Og det var – også – godt.

Mine forventninger var skruet godt i vejret for The Graces af Laure Eve. Bogen gav mig noget ganske andet, end jeg havde forventet, og det var både negativt, men bestemt mest positivt.
River er lige flyttet til byen og prøver på bedst muligt vis ikke at stikke ud som hende den mærkelige. Hellere være anonym og cool. Det lykkes hende dog at blive gode veninder med den ene af de tre Grace-børn, og snart er hun helt inde i hjertet af den berygtede og mystiske Grace familie, som hele byen både frygter og tiltrækkes af. Hvad er familiens hemmelighed? River gemmer selv på en mørk og grotesk hemmelighed, og hendes fortid nager hende. Hvorfor er det så vigtigt for hende at komme tæt på familien og undersøge rygtet om familiens magiske kræfter?
Rivers higen efter forholdet til familien Grace og hendes søgen efter magien er i centrum i denne historie, som er gennemsyret af en konstant undertone af noget mystisk, der får læseren til at spekulere i de mindste detaljer ved historien. Uanset, hvor meget man som læser prøver at forudse plottet, så overgå det enhver forestilling, og man bliver taget på sengen og bliver grebet i en sådan grad, at man bliver nødt til at labbe den sidste del af bogen i sig. Man kan heller ikke gøre andet, da det som læser ikke føles, som om man læser en bog, men nærmere, som om man er personen, som historien udspiller sig for. Dette skyldes, at Laure Eve bruger meget af bogens første del til at skrive sig ind i River, som fremstår som en nørdet og uperfekt person og af denne grund en interessant person at læse om. Rivers mindste tanker bliver udførligt beskrevet, og hun tænker meget, måske endda for meget.

River er så levende beskrevet, at man næsten kan forudse, hvordan hun vil reagere på en situation, som kan være alt lige fra en prøvelse i at være cool til mødet med magien. Man glemmer helt sine egne tanker og problemer og lader sig synke ind i Rivers sind, som er en teenagers, og hun gennemgår derfor de samme overvejelser som i et ganske andet teenageliv. Hun prøver grænser med alkohol og møder kærligheden. De mange elementer fra et helt normalt teenagerliv bidrager til en troværdig historie, som gang på gang får læseren til at stille sig selv det spørgsmål: Hvem skjuler noget? For læserens nysgerrighed pirres hele tiden, og man venter med spænding på, at magien vil vise sit ansigt.
Forholdet mellem River og hendes omgivelser er spændende at følge gennem vidunderlige og underholdende dialoger, som driver historien frem, og jeg har aldrig læst en bog, der lykkes så godt med så stor en portion dialog. Laure Eve bruger dog efter min smag måske for meget tid på personfnidder, som bliver til ligegyldige indslag, der kan undværes. Dette gør historien lidt langsom om at komme i gang og blive rigtig spændende.
Selvom man er lige ved at tro, at spændingen aldrig bliver forløst, så kulminerer det hele dog sidst, hvilket fuldstændig ændrer ens opfattelse af historien. Man vil få lyst til at genlæse de små passager med hints, der pludselig får en helt anden betydning.
Laure Eve er født i Paris og er bosiddende i London. Hun fik sin litterære debut i 2014, og med The Graces er hun for første gang udkommet på dansk – sikke en berigelse til ungdomsbøgerne. Bogen kan bedst anbefales til teenagepiger, men selvom målgruppen skinner igennem, så tror jeg de fleste vil have svært ved ikke at blive tryllebundet af The Graces.

The Graces af Laure Eve er udgivet af Carlsen og kan blandt andet fanges her

Ungdomsanmeldelse: Når børn lever farligt

Ungdomsanmelder Jacob Hviid ligger ikke ligefrem søvnløs over Kenneth Bøgh Andersens nye gysernoveller. Men det kunne yngre læsere godt komme til, advarer han …

Kenneth Bøgh Andersen er forfatteren bag gyselige historier som Julemandens død og gysernovellerne En rejse gennem natten. Denne gang er det dog ikke julemanden, der er død, men læseren, som er ved at dø af skræk, så længe læseren ikke er alt for gammel… Kenneth Bøgh Andersen har også udtalt:

Der er jo trods ikke nogen endnu, der er død af et mareridt. Og skulle det på et tidspunkt ske, ville det være en ret fed ting for en gyserforfatter at skrive på sit cv.

Andersen har tidligere skrevet gåsehudsgivende noveller, og Når lyset slukkes er en samling på ti gysernoveller, der er korte, psykologiske gys i bedste Edgar Alla Poe-stil. Det bliver dog ikke nært så gruopvækkende som i f.eks. En rejse gennem natten. Dette har nok noget at gøre med en anden målgruppe, da de ti noveller tidligere har indgået i Andersens letlæselige gyserserie Zoom ind. De ti noveller fremstår da heller ikke længere som letlæsning, men lykkes ikke med at blive mere end, hvad de var tidligere: gys i børnehøjde.
Jeg har aldrig været stor fan af gys, fordi jeg ikke har kunnet finde underholdningsværdien i at blive skræmt. På det seneste er jeg dog ved at blive omvendt med gysets mester Stephen King’s It.
Kenneth Bøgh Andersen er i samme grad en mester i gyselige historier, og med hans sans for storslåede fortællinger, grænseløse fantasi og utæmmet gys, kan han kaldes for Danmarks svar på Stephen King.
Jeg finder det ellers så fredelige, normale og tilforladelige udgangspunkt, som den bedste måde at opbygge en gyselig fortælling på, fordi historien på den måde rykker tættere på, og netop de ti gysernoveller tager alle udgangspunkt i hverdagen, som i den grad er det farligste sted…

Her lever børn livet farligt, og i novellesamlingen får børn både ringet til Djævlen, rodet med voodoo magi og forvildet sig ind i grusomme jægerhytter. Hvis jeg sætter mine ben i en zoologisk have igen, vil jeg bestemt også have Dyret må gerne fodres i baghovedet, for Bjarnes tur i zoologisk have er overhovedet ikke som andre normale ture.
Novellerne kunne måske godt bruge flere sider til at trænge helt ind under huden. Efter tre til fire af novellerne har man også gennemskuet rammerne, som forbliver de samme igennem resten af novellerne, hvor hovedpersonerne så at sige leger med ilden, hvilket så giver bagslag. Der mangler overraskelsesmomenter, som Kenneth Bøgh Andersen ellers før har vist sig yderst dygtig i.
Andersen formår stadig på bedste vis at spille på mange af de følelser, som de fleste har følt: irritation og had, men et øjebliks hengivelse til følelserne kan gøre, at man bliver fristet, ligesom Mark og Valde vil forsøge sig med hypnose for at slippe for deres mobber. Hypnose er dog ikke til at spøge med… Det er altså, hvis man ikke passer på, at man i den grad bliver straffet.
Når lyset slukkes udkom samme dag som Monster Lilit, der promoveres som en gysersamling til en yngre målgruppe, men efter at have læst begge, er der udover fremstillingen ikke meget, der adskiller dem. Når lyset slukkes er altså ikke mere uhyggelig end til, at den ligeledes kan læses af børn ned til tiårsalderen, man skal dog være en bedre læser, da den ikke er letlæst som Monster Lilit. Selvom man som ældre læser kunne have håbet på at være blevet mere skræmt, så er jeg sikker på, at Når lyset slukkes’ ti gysernoveller vil få nakkehårene til at rejse sig på børn i alderen 10 til 15 år.

Når lyset slukkes af Kenneth Bøgh Andersen er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Krimimesse, forfattersalon og bogudgivelse

Nå men, altså, vi bøvler stadig med teknikken på Bogliv, og billederne er af uransagelige grunde umulige at få med. Men nu ER vi jo bognørder alle sammen, så godt nytår og skål i bogstaver! Vi kom ind i 2018 på vanlig festlig vis – uden en bog i sigte, men i hinandens selskab, som vi har gjort de sidste 10 år. Der var også børn og fædre og andre mødre og deres mænd og børn, så der var godt gang i den. Bognørderne gik, måske symptomatisk, først hjem, men vi har sandelig også et energisk år foran os. En af os har fået nyt job, en anden har en bogudgivelse til foråret. Mon ikke I hører en smule mere om det? Det tror jeg nok.

Der er også masser af bøger på programmet. Jeg startede med at læse Emelie Schepps nye krimi, Fars dreng, mens jeg lå og plejede en nasty julevirus. Jeg skal nemlig interviewe dette smukke selvudgiver-fænomen (smukt, fordi det f… er godt gået at skrive en krimi, udgive den selv og sælge rundt regnet 40.000 eksemplarer af sin første bog)! Jeg glæder mig altid til at interviewe de svenske krimiforfattere, for de har noget helt særligt (Camilla Läckberg havde for eksempel sin niårige SoMe-manager med, da jeg interviewede hende på Bogforum. Han sendte live på Instagram under hele interviewet. Det var en første gang for mig).  

Ud over Schepp skal jeg interviewe Rutw Ware, hvis Agatha Christie-agtige Kvinden i kahyt 10 jeg var vild med, da den udkom, Yrsa Sigurdardottir og Anne Marie Vedsø Olesen. Det er den 17.-18. marts, og det bliver knaldhyggeligt, for krimielskere ER jo de sødeste mennesker.

Apropos det, så heppede vi jo på Rebekkas gode krimiblog Vild med krimi, da det gik op for os, at vi ikke var i finalen til årets bogblogger-pris. Nomineringen i sig selv var jo smigrende, men den fik mig også til at tænke lidt over, hvad I derude egentlig lægger mest vægt på. Er det flotte billeder? Mange anmeldelser? Forfatter-interviews? Konkurrencer? Det vil vi faktisk gerne høre fra jer, skriv bagom, hvis I er generte.

Genert bliver jeg helt sikkert, når jeg i morgen skal møde forfatteren Leonora Christina Skov. Eller star struck, i hvert fald. For hun har stjernekvalitet, og det har lanceringen af hendes nye selvbiografiske roman Den der lever stille, virkelig også. Den ankom i december i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter, kampagnen er fortsat på de sociale medier og i pressen, og i morgen er der så forfattersalon hjemme hos damen selv. Det er i sig selv al ære værd, for ingen bøger lever stille og godt, men det bedste er, at den er god. Som i: rigtig god. Jeg tager den i små bidder, for den gør indtryk og kræver tid til fordøjelse. Alene starten, hvor Leonora Christina mister sin mor på hospice, tog næsten pusten fra mig, for den mindede mig om min egen mors død for knap et år siden.

Nu er jeg videre til beskrivelsen af en kuldslået barndom, og det er hård læsning. De mange regler, smækkene og gennem det hele følelsen af ikke at være elsket. Det er til at blive ked af helt ind i sjælen, men hvor er det også vildt, at der kan komme smukke, empatiske mennesker ud af sådan en ørkenvandring. Jeg glæder mig meget til at møde forfatteren. Genert eller ej.

Gæsteanmeldelse: Et brøl af smerte og rædsel – lyt!

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den bog, alle taler om. Hun giver seks hjerter for modet og fire for litteraturen. Der er naturligvis tale om Dødevaskeren.

 Dødevaskeren er 31-årige, kurdiske Sara Omars romandebut. Og den har kostet blod – meget blod – sved og formentlig rigtig mange tårer på kanten af livet at skrive. Det er ikke helt klart, hvad der i romanen er selvbiografisk og hvad der er fiktion, men forfatteren siger selv, at hendes øjne har set meget, alt for meget af det, som bogen centrerer sig om: Den systematiske brutalisering, mishandling, vold mod og drab på kvinder og piger i Islams navn. Derfor er det en vanvittigt modig bog, en vanvittigt uhyggelig bog at læse. Historien om den lille pige Frmesk, der betyder ’tåre’, der fødes i Kurdistan i midten af 1980erne mødes af voldsom modstand fra sin far og farforældre fra begyndelsen. For hun er en pige. Og hendes øjne er for smukke. De to forbrydelser, som spædbarnet begår ved fødslen, gør at hun flyttes til sin mormor og morfar, der står som romanens forstandige, milde udgave af Islam i mormoderens stemme og oprøret i morfaderens stemme.

Darwesh formulerer igen og igen, at religion ikke skal formørke, men lyse, at religion ikke skal dræbe og hade, men forene og sprede kærlighed. Amen, har man lyst til at sige – og så læser man videre, grebet af uhyggen, når mormoren igen igen må vaske et maltrakteret kvindelig, der blev offer for løgn, bagtalelse, sin skønhed, en kropslig dysfunktion, så familierne ikke tror på , at hun var jomfru på brudenatten. Den slags koster liv i Sara Omars roman. Og i den verden hun beskriver, er fortielser og skjult hævn, sporløs forsvinden af unge kvinder bare hverdag. Romanens gru er enorm. For man forstår, at det her er virkelighed – ikke mindst via parallel-fortællingen, hvor Frmesk ligger voldsomt forslået, mishandlet på Skejby Sygehus og her møder Darya, der gerne vil være læge, men samtidig er indrulleret i sin families forestilling om husmor-tilværelse, som underdanig kvinde i et kommende ægteskab med en fjern slægtning og komplet social kontrol.

Litterært har romanen klare kvaliteter, der er absolut farve og detaljer i billeder og personer, og blandt andet er relationen mellem lille Frmesk og morforældrene gribende. Også beskrivelsen af mormoderens tab at sin tro, da brutaliteten bliver for overvældende, er gribende: Den viser, at mørket står på spring, når volden får overtaget, når vanvid og dogmer erstatter rationaler, fornuft og menneskelighed. At den også er et manifest, et voldsomt udfald mod Islam, er ganske klart. Og nej, man må selvfølgelig ikke generalisere, der findes så mange gode, venlige muslimer. Helt afgjort. Men Sara Omars ærinde er altså bare ikke at fortælle om de gode muslimer, det er simpelthen at fortælle, hvad der også foregår i Islams navn; at kvinder myrdes, mishandles, er ofre for incest, inhuman behandling og ekstrem social kontrol fra samfundets side i religionens navn.

I en samtale mellem morfaren og mormoren ridses bogens budskab klart op: Mormoren anfører, at den lille pige skal i koranskole – ’det vil gøre hende mere levende’, som hun siger. Og morfar Darwesh konstaterer herefter tørt, ’ Måske handler det ikke om at være det modsatte af død, men om at være til. Forstår du?’, som han svarer – berørt på sit barnebarns vegne. Det er så simpelt, som det er sagt. Det er bare et liv, kvinder og piger fortjener. Et liv. Selvfølgelig skal romanen have seks hjerter. Fire for litteraturen, to for det overvældende mod og den styrke der ligger bag – forfatteren valgte selv livet til efter nogle selvmordsforsøg for netop at kunne tale højt.

Dødevaskeren af Sara Omar er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her  

24. december – bogen til den hjerteknuste

Jill Santopolo – Lyset vi mistede

Okay, hvis du køber julegaver i dag, er du godt nok den tidsoptimistiske type! Men måske er denne gave så også den vigtigste af alle. For hvis du kender en, der har mistet sit livs kærlighed for nylig eller bare i løbet af året, så får den person nok noget nær den værste aften i aften.

Derfor skal han eller hun have Lyset vi mistede af amerikanske Jill Santopolo. ‘Nogen’ gik lidt amok på Bogliv, da den udkom, og nøjedes ikke med at anmelde den til fem hjerter, men måtte også have et interview med forfatteren (og endda lave en lille film, hvor jeg anbefalede den – find den på Love Books’ facebookside).

I interviewet sagde forfatteren blandt andet:

Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Og det er måske et lidt hårdt budskab at få serveret, hvis man er hjerteramt, men det er også rigtigt. Love is the answer, and you know that for sure.

Kort fortalt handler Lyset vi mistede om Lucy og Gabe, der møder hinanden 11. september 2011 og forelsker sig på en måde, der får dem til at føle sig som dobbeltstjerner resten af livet, selv om det meste af livet går med at være adskilt. Det ER en tåreperser, men af den forløsende slags. Så send den hjerteknuste e-bogen (du kan jo ikke nå papir-versionen, lad os være ærlige), og trøst med, at allerede til næste jul føles såret lidt mindre åbent og ømt.

23. december – bogen til træmanden (eller -kvinden)

Peter Wohlleben – Træernes hemmelige liv

Det er lige op over, men du kan nå det endnu! Og faktisk har jeg gemt den allermest fascinerende og tankevækkende bog til næstsidst!

Når du har været en tur i skoven med den tyske skovfoged Peter Wohlleben vil du aldrig se på et træ på samme måde igen! De fleste af os er vist på et tidspunkt i livet stødt på både eg, bøg og gran (om ikke andet, så hjemme i stuen og pyntet til jul!). Selv et barn ved, hvad et træ er. Og alligevel…

Set gennem Wohllebens øjne er træer ikke grøn pynt eller produktionsenheder, som vi kan høste og lave til papir og møbler. De er sansende, kommunikerende, levende væsner. Ligesom dyrene. Og ultimativt lige som os selv.

Træer kan have gode venner, som de fletter rødder med under jorden. Træer hjælper hinanden og holder svage eller syge kammerater i live ved at dele deres egen mad med dem. Træer skriger, når de angribes af skadedyr, for at advare deres artsfæller. Træer passer på deres afkom til det er stærkt nok til at klare sig selv. Træer lider, når de skades eller fældes.

Wohlleben elsker sin skov med en passion, som skinner ud af alle sider. Han deler ikke bare sin kærlighed, men også den nyeste forskning med os, og giver os et blik ind i en verden, som er velkendt og alligevel helt fremmed. En helt igennem oplevelse!

Den perfekte gave til alle, som holder af naturen.

 

22. december – bogen til bogelskeren

Kathrine Tschemerinsky – Turen går til bøgernes verden

Egentlig troede jeg, at den her bog var mere af en traditionel rejsefører, end den er. Jeg troede, jeg skulle rundt i forfatteres fodspor i forskellige lande og byer, og dét kan jeg godt lide (men mange byer har litterære byvandringer, så den mulighed er ikke udtømt). Men i stedet skal jeg læse litteratur om og fra de steder, jeg har lyst til at besøge – og det gider jeg også godt, så mon ikke din bogglade ven har det på samme måde? Jeg vidste fx godt, at jeg skulle læse estiske Sofi Oksanen, når jeg skal til Baltikum, men den hollandske journalist Jan Brokkens Baltiske sjæle ryger i tasken næste gang. Og charterferien til Cypern får pludselig format, når forberedelsen hedder læsning af Shakespeares Othello. En rigtig ægte nørdet bog til den rigtig ægte nørdede bogelsker.

21. december – bogen til alle, som elsker rablende eventyr

Iselin Hermann – Kongen af Sydspanien og hele balladen

Iselin Hermann giver fantasien frit løb i fortællingen om den ærværdige kong Guzman af Sydspanien, hans smukke, kloge dronning Diamante og deres søn prins Safiro. For slet ikke at tale om den dødsensfarlige Dona, hendes torskedumme husbond, Den Onde-lyne-mig, og deres ikke spor dumme skarnsunge, Nino.

Det er rablende og helt vidunderligt både for børn i alle aldre fra 5 til 12 og for deres højtlæsende forældre.

Kongen af Sydspanien scorede velfortjente her på bloggen og er simpelthen den bedste boggave, du kan give til alle eventyrlystne ballade-børn!

Læs hele anmeldelsen af bogen lige her.

20. december – bogen til gyser-elskeren

Stephen King – Ondskabens hotel (The Shining)

Ingen over, ingen ved siden af, Stephen King, når det gælder moderne gys. Min gymnasieveninde Sara gik næsten altid rundt med et laset eksemplar af en King-bog, og hvis vi stadig var på gaver, ville hun få ny-udgivelsen af Ondskabens hotel, udgivet i 1977 og filmatiseret af Stanley Kubrick i 1980. Drengen Danny er synsk, og da hans far bliver opsynsmand på Hotel Overlook, løber de synske evner løbsk. Mere har jeg egentlig ikke lyst til at skrive – bliver bange bare ved tanken – og mere er nok heller ikke nødvendigt. Men et billede af Jack Nicholson kommer vi bare  ikke udenom. Gys!