På eventyr med bærfolket

9788771052749_200

5.5 Stars

Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men faktisk er de overalt! Fredsommelige pindsvineelskende jordbærfolk i dit jordbærbed, frække kirsebærprinser i dit kirsebærtræ og barske solbærfolk i buskene i din baghave. For slet ikke at tale om Skimmelheksen, som i sin ensomhed går omkring og opløser alt på sin vej.

Det er Lene Kaaberbøl, som er den frodige hjerne bag de indtil videre to bøger om bærfolket. Bøgerne er produktet af et (efter danske forhold) utraditionelt samarbejde mellem forfatteren og marmeladeproducenten Den Gamle Fabrik.

Og må man så det – sælge sin litterære sjæl for lidt håndører og muligheden for at udgive bøger, som måske ellers aldrig var blevet til noget? Jeg ved, at Ulla engang har stillet Lene Kaaberbøl præcist det spørgsmål, og at hun svarede, at det må man da – selvfølgelig. Så længe historien er i orden. Og det er den i høj grad i bøgerne om bærfolket.

Vi følger hovedpersonen, jordbærpigen Dug og hendes venner og familie gennem en række strabadser, som er præcis lige så spændende og velskrevne som alt det andet, jeg har set fra Kaaberbøls hånd. Alle mine tre børn (i alderen 4 til 10) ELSKEDE begge bøgerne. Længe efter at sidste bog var læst handlede alle deres lege om bærfolk. En større kompliment kan en børnebog vist ikke få.

Så kære Den Gamle Fabrik, vil I ikke nok finde en stor pose penge frem fra marmeladebudgettet og sende dem til Lene Kaaberbøl. Vi vil så gerne have (endnu) flere fortællinger om bærfolket!

Lene Kaaberbøl, Fortællinger om bærfolket og Flere fortællinger om bærfolket fra forlaget Alvilda.

Bogen til alle bogelskere

ItemImage.aspx

4.5 Stars

Allerede fra allerførste side af Jean-Paul Didierlaurents bog blev jeg grebet af intens medlidenhed med dens hovedperson. Ikke alene er stakkels Guylain Vignolles navn nærmest konstrueret til latterliggørelse (idet en minimal omskrivning på fransk forvandler ham til Ækle Mester Jakel). Hans nærmeste fortrolige er desuden en guldfisk, og han lyver systematisk for sin mor om sit liv, så hun ikke skal blive for deprimeret på sønnens vegne.

Og så er der jobbet. Guylain er ansat til daglig masseudryddelse af det, han elsker mest i livet: bøger. Hver dag trykker han på knappen til den store maskine, som forvandler boghandlernes overskud til en ildelugtende pulp – og hver aften redder han et par enkelte sider fra maskinens indre, som han efterfølgende læser op for sine medpassagerer i morgentoget.
Det er en gennemført trist tilværelse.

En dag finder Guylain tilfældigt et tabt usb-stik i selvsamme morgentog. Det er en ung, stort set tilsvarende deprimeret kvindes dagbog, og den historie, hun fortæller, kommer til at ændre Guylains liv.

Læseren i morgentoget er Didierlaurents første roman efter en stribe vellykkede og prisvindende noveller. Han er sluppet ualmindeligt godt fra debuten. Bogen er kort – bare 157 sider – men når alligevel at trække os ind i ikke bare et, men to forstemmende og håbløse liv – og at trække os ud igen og ind i et moderne romantisk eventyr. Komprimeret, elegant og underholdende.

Jean-Paul Didierlaurent, Læseren i morgentoget fra Politikens Forlag.

Klassisk Jojo-sommerroman

3.5 Stars Forleden var jeg til en fødselsdagsbrunch for en veninde – sådan en, hvor man er lidt spændt på at møde de andre gæster for første gang og bliver så glad, når man efter 10 minutter føler sig blandt gamle venner. Allerede da min veninde åbnede den første gave fra en af de andre, vidste jeg, at jeg var i godt selskab. Det var nemlig Jojo Moyes’ roman Efter dig, efterfølgeren til tåreperseren Mig før dig, som jeg i parantes bemærket lige havde været inde og se filmatiseringen af med fødselaren.

Da papiret røg, brød begejstringen løs. Vi skamroste alle Jojo, og jeg hørte mig selv udbryde: “Ja, jeg har jo mødt hende!” (Var jeg alligevel lidt nervøs som den nye i selskabet? Det var jeg nok), og snart efter pludrede vi løs i munden på hinanden om Det sidste brev fra din elsker, En plus en og Sommeren jeg mødte dig, emnet for denne anmeldelse. (Og bare rolig, jeg skal nok komme til, hvad der ligger i de 3,5 hjerter).

JNNvvWcd

Et stort hjerte, et blik for menneskelig dårskab og kraft og en hulens masse timer, hvor hun har øvet sig i at skrive romaner. Det er mit gæt på den dejlige dame Jojo Moyes’ succes.

I England kalder de det Moyes Mania eller Jojo Jamboree. I Danmark har vi vist ikke rigtig et ord for det, men også vi danske læsere elsker den beskedne britiske forfatter, der fylder side efter side med historier om hjertet og ikke mindst dets trængsler. Interessant er det, at denne succes er kommet sent. Moyes debuterede i 2002, men gennembruddet kom først 10 år senere med Mig før dig, historien om den paralyserede Will, der forelsker sig i Lou, men (spoiler alert, hvis du er den eneste, der ikke har læst den!) kærligheden til trods ikke kan holde ud at leve sit stærkt begrænsede liv. Under det Bogforum-interview, jeg var så heldig at få lov at lave med hende i 2014, fortalte hun mig, at de mange bøger, der gik forud for Mig før dig, gjorde hende skamfuld over for forlaget over, at de ikke solgte bedre. I dag  elsker hele verden Jojo, og det betyder, at vi også glade og gerne læser hendes tidlige bøger, hvilket er en ret enestående mulighed for at iagttage udviklingen af en stor forfatter. For som læsningen viser, er stor ikke noget, man bare er fra begyndelsen. Talentet skal plejes og udvikles – de 10.000 timer er ikke helt skævt skud!

ItemImage

Sommeren jeg mødte dig (på engelsk Foreign Fruit), der udkom på dansk 21. juni, er klassisk Moyes. Historien kører i to spor, et ‘gamle dage’-spor og et nutidigt spor. Stedet er badebyen Merham, hvor pigerne Lottie og Celia i 1950’erne bliver fascineret af de boheme-agtige beboere i art deco-huset Arcadia og med tiden også af den samme mand, Guy. 60 år senere ankommer den ulykkelige Daisy, hvis kæreste har forladt hende, med sit spædbarn og den utaknemmelige opgave at renovere Arcadia House til hotel for kræsne londonere, mens badebyens indbyggere ser vrede til. Naturligvis flettes de to spor sammen, konflikter opstår og løses, og hjerter heler på den ene eller den anden måde.

Sommeren jeg mødte dig minder på den måde en del om Det sidste brev fra din elsker, som fik hjerterne til at banke højt her på siden. Moyes viser allerede her, at hun kan skabe personer, som vi virkelig ønsker, det skal gå godt for – ikke nødvendigvis fordi de fortjener det, men fordi de minder os om os selv i al deres menneskelighed, så hvis de finder ud af det, kan vi håbe, at vi også selv gør det ‘til sidst’.

Når Sommeren jeg mødte dig alligevel ikke er lige så god som Det sidste brev fra din elsker, skyldes det flere ting. For min smag er den for langsom om at komme i gang. ‘Gamle dage’-sporet fylder for meget i starten, der er for mange mennesker og for mange historier til, at de alle foldes tilfredsstillende ud. Spørgsmålet: Skal jeg blive eller gå? er aktuelt for mange af bogens hovedpersoner, det kunne med fordel være holdt til lidt færre. I det hele taget slås et lidt større brød op, end forfatteren på det tidspunkt kan opnå en perfekt ‘afbagning’ af. Men hey, det er små indvendinger. For Jojo Moyes er en hjertets fortæller, også her, og hvis du ikke som minimum for lyst til 1). At tage på badeby-ophold i England og 2). Forelske dig dybt og inderligt af at læse Sommeren jeg mødte dig, må du kalde mig Mads.

Sommeren jeg mødte dig er udgivet på Cicero og kan fanges her

Selvbiografisk gru i verdensklasse

ItemImage.aspx

5 Stars

I november var Ulla og jeg (som hun dengang skrevin the presence of true greatness. Vi deltog nemlig i et stort opsat og meget velbesøgt arrangement med den engelske forfatter Edward St Aubyn, som var kommet til København for at tale om sine nærmest kultisk berømte Patrick Melrose-bøger.

Dengang havde jeg (med vanlig sans for forberedelse) ikke læst en eneste af de fem bøger om den fiktive, Patrick Melroses barndom og udfordrende vej ind i voksenlivet. Men der er noget ved St. Aubyn. Måske er det den særligt britiske cocktail af dry wit og stiff upper lip som går lige i blodet. I hvert fald gik jeg prompte hjem og bestilte alle fem bøger og kastede mig samtidig ud i en omfattende google-søgning på forfatteren.

Lad mig med det samme fastslå, at Melrose-kvintetten formentlig er de mest ubehagelige bøger, jeg nogensinde har læst. De er uden undtagelse brutale, hjerteskærende og uforglemmelige. Samtidig bliver det meget hurtigt klart, at der er meget lidt i de fem romaner, som Edward St. Aubyn ikke selv har gennemlevet. Bøgerne er mindst lige så meget selvbiografi som fiktion.

I seriens første bog, Glem det, møder vi en 5-årig Patrick Melrose gemt væk på overklasseforældrenes ejendom i Provence med en alkoholiseret, apatisk mor og en psykopatisk, pædofil far. Portrættet af det giftige opvækstmiljø er så skræmmende velskrevet, at jeg måtte springe adskillige uudholdelige sider over undervejs. Samtidig er fortællingen dragende på samme måde som et uheld på motorvejen får os til at sænke farten. Det er et lille barns private helvede, vi stirrer lige lukt ned i fra første parket.

Som han bliver ældre indser Patrick i hvor høj grad, han selv er et ufrivilligt objekt i forældrenes syge forhold, og det er generelt kendetegnende for barndomsbeskrivelsen, hvor fuldstændigt, den er blottet for kærlighed. Det er forfærdeligt, men også fascinerende velskrevet. Som fx scenen, hvor barnet Patrick forgæves forsøger at fortælle sin mor om faderens misbrug alt imens hun fraværende sidder ved sit skrivebord og skriver en klækkelig check til Red Barnet, som (oh, ironi) er hendes favourite charity.

Ikke uventet går det i de efterfølgende bøger, som markerer punktnedslag i Patricks ungdom og voksenliv, temmeligt ilde. Han kæmper med et eksplosivt narkomisbrug, sin dominerende fars tidlige død, moderens forfald, tabet af familiens ejendom og et voksenfamilieliv, han ikke har forudsætningerne for at kunne fungere i.

Edward St. Aubyns bøger klemmer om hjertet, men de er samtidig skrevet en sprød, iskold ironi, som gør oplevelsen ikke bare udholdelig men afhængighedsskabende.

TIP: Hvis du ikke magter at arbejde dig gennem alle de fem lange romaner i serien, så læs den første, som også (efter min mening) er den absolut bedste.

Edward St. Aubyn, Glem det, Dårligt nyt, En smule håb, Moders mælk og Til sidst, alle fra Gads Forlag

 

 

På litteratur-tur i sommerferien

kh220815-560

Sommerferien nærmer sig med raske fjed, og skulle man have lyst til at lade noget af ferien stå i bøgernes tegn er der rige muligheder for at bog-nørde rundt omkring i landet.

Læsø Kunsthal inviterer fx for fjerde gang på det, de selv kalder Skandinaviens mest eksklusive og intime litteraturfestival. DEn finder sted fredag den 15. og lørdag den 16. juli. På programmet er læsninger med en række (mindre kendte) nordiske forfattere. Du kan læse mere her.

Louisianas internationale litteraturfestival løber for syvende gang af stablen 18.-21. august med et bredt og fyldigt program. Du kan møde forfattere fra lande som Polen, Nigeria, Italien og Marokko foruden Skandinavien, USA og Storbritannien. Også formen er der bredde på med oplæsninger, samtaler, diskussioner, sang og performance. Du kan læse meget mere her.

På Møn slår de det helt store brød op, og inviterer intet mindre end verdenslitteraturen på ø-ferie. Tidligere har festivalen haft kæmpe, internationale navne som Gunther Grass og Haruki Kurakami på programmet, og i år er hovedstjernen den israelske forfatter David Grossman. Teknisk set ligger arrangementet noget i udkanten af sommerferien, nemlig d. 18. og 19. september. Til gengæld bliver det stort! Se selv her.

Kender du mon andre must-see bog-begivenheder hen over sommeren? Så fortæl os om dem. Vi vil så nødig gå glip af noget godt!

 

 

Kærlighed mod alle odds

ItemImage.aspx

6 Stars

Don Tillman er professor i genetik ved et prestigefyldt universitet og har aldrig været på en second date. Han har præcis to venner, en IQ, som ikke er til at spøge med og et liv, som er fuldstændigt optimeret og skemalagt. Alt fungerer. Altså lige ud over det der med kærligheden. Faktisk har Don i erkendelse af sin egen ringe sociale formåen helt opgivet at finde en livspartner indtil den dag, en bekendt fortæller ham, at han kunne blive en fantastisk ægtemand.

Bemærkningen vækker den hellige ild i Don, og han indleder med vanlig struktureret, evidens-baseret tilgang “Project wife”. Til formålet udarbejder han et detaljeret og nøje gennemtænkt spørgeskema, som meget gerne skulle føre ham direkte til den perfekte kvinde. En kvinde, som ikke ryger, er akademisk begavet, som drikker moderat og som altid er punktlig.

Mens Don gennemtrawler poolen af ledige kvinder dumper Rosie tilfældigt ind i hans liv, og hun er præcist det, han ikke leder efter: bartender, ilter, storrygende og -drikkende. Alligevel trækkes Don ind i Rosies liv i jagten på den far, hun aldrig har kendt, og hvis DNA-spor, de to nu drager ud for at finde.

Allerede her vil den kvikke læser sikkert have regnet ud, at vi er ude i et stjerneeksempel på den gamle tese om, at modsætninger tiltrækkes. Graeme Simsions bog er ikke fuld af overraskende twists. Måske nærmere det modsatte. Der er noget trygt og rart i den forudsigelige, gradvise tiltrækning mellem de to hovedpersoner, som i øvrigt er vanvittigt veltegnede. Især bogens fortæller, den åbentlyst Asperger-ramte genetikprofessor på konstant social katastrofekurs, bærer en stor del af ansvaret for, at bogen blev en global bestseller (som i øvrigt også er på vej til det store lærred as we speak). Simsion har simpelthen skabt en af de (ufrivilligt) sjoveste litterære figurer, jeg nogensinde er stødt på. Se selv her, hvor du får et lille uddrag af en samtale mellem Don og Rosie på originalsproget:

“But I’m not good at understanding what other people want.’
‘Tell me something I don’t know,’ said Rosie for no obvious reason.
I quickly searched my mind for an interesting fact.
‘Ahhh…The testicles of drone bees and wasp spiders explode during sex.”

Hvis du ikke allerede har en stak bøger klar til sommerferien, så skal du tage den her med. Du vil le, du vil græde (mest af grin) og du vil blive lidt klogere på, hvor forskellige hoveder, vi alle sammen går rundt med!

Projekt Rosie, Graeme Simsion fra forlaget Lindhardt & Ringhof

 

 

Hyggelig midtlivskrise

5 Stars

image003

Hvis du er under 40 eller ualmindeligt heldigt stillet, vil du muligvis stille dig en smule uforstående over for følgende anmeldelse. Men Anna Grues syvende Dan Sommerdahl-roman, I lige linje, rammer rent hos mig (jeg er 44, tak fordi du spørger!). Den skaldede detektiv med en fortid i reklamebranchen er nemlig i midtlivskrise. Han sidder alene i sin fede lejlighed, smådeprimeret og ukarakteristisk tænksom, mens han savner sine børn, sin ekskone og en lidt bedre økonomi.

Det eneste, der rigtig kan hjælpe, er en sag, han kan opklare. I første omgang kaster han sig over sit eget livs mysterie: “Hvem var min far?”, som fører ham til Oxford og tilbage igen, men heldigvis kommer der også hurtigt en rigtig mordsag, han kan kaste sig over. Et dødsfald kommer nemlig til at se mistænkeligt ud, da det følges af et andet, der tydeligvis er drab. Og så ruller historien – bogstavelig talt, for vi er blandt andet i en cykelklub.

Som altid er det hyggeligt og trygt at være i selskab med Dan Sommerdahl. Man kender ham, hans fornuftige læge-ekskone Marianne og hans ordentlige og vi-spiller-efter-reglerne-agtige ven, politimanden Flemming. Og vi kender Christianssund, den fiktive fjordby, som alle læsere synes, de godt kan huske at have været i, fordi den blander alt, hvad vi kender og elsker, hvis vi er vokset op bare lidt uden for København.

Anna Grues detektiv-serie skriver sig ind i en engelsk cosy murder-tradition, hvor det vigtige ikke er selve mordet (hvorfor jeg heller ikke fortæller, hvem der bliver myrdet, læs i stedet, hvad forfatteren selv skriver), men gættelegen om, hvem i personkredsen, der er morderen. Jeg gættede forkert mere end en gang!

Men I lige linje er mere end det. Den er mørkere, mere alvorlig, end de andre Dan Sommerdahl-romaner. Dans mor er blevet syg og skal på plejehjem, og han og hans søster tømmer hendes hjem, hvilket er en krise i sig selv. Flemming prøver at komme sig oven på sin kræftsygdom; han bor hos Marianne og er stadig afkræftet, og også kredsen uden for hovedpersonerne kæmper med deres: tab af ægtefæller, tab af kontakt med børn, tab af kærlighed. Det klæder det hyggelige univers, at dets indbyggere kæmper med livets store overgange, for det er vi sandelig nogle stykker herude, der også gør!

Tag dog ikke fejl: I lige linje er nøjagtig lige så underholdende og nem at læse som de første seks bind. Halvandet døgn tog det mig at stryge lige igennem, og så blev jeg lidt ked af det, fordi det var gået for hurtigt. Jeg kom til at savne Dan (som faktisk er blevet en ret tiltrækkende person, efterhånden som hans ophavskvinde har skrællet de allermest overfladiske lag af ham), Marianne og Flemming og følelsen af tryghed ved at ‘færdes’ rundt i Christianssund. Heldigvis er der mindst et, måske to, bind tilbage i serien. Det betroede Anna Grue mig, da hun gav interview til Bogliv. Hun ville dog ikke fortælle, hvad der skal ske med vores tre venners indbyrdes forhold. Jeg er så småt begyndt at gætte – jeg kender dem jo!

I lige linje af Anna Grue er udkommet i dag på Politikens forlag og kan købes samme sted.

 

Fantasy-konkurrence: Vi har en vinder!

Det bliver en spændende sommer for Bente, hun har nemlig vundet et signeret eksemplar af Malene Sølvstens Ravnenes hvisken, som er braget igennem bogmuren med blandt andet fem imponerende hjerter i den kulturradikale. Bente, send din adresse til mig på ulla@hingethomsen.dk, så skynder Malene sig at signere dit eksemplar og få det sendt af sted. Tillykke!

 

Ravnenes hvisken cover.indd

Interview med Anna Grue: Den skaldede detektiv er ved at blive voksen

Med den syvende Dan Sommerdahl-roman I lige linje, der udkommer i morgen, har Anna Grue sendt sin skaldede detektiv ud i en midtlivskrise – og på jagt efter sit fædrene ophav. Naturligvis med et par mord at opklare undervejs.

image001

Hvordan fik du ideen til I lige linje?

Jeg fik den opgave under Danmark læser-kampagnen at skrive en novelle om en sosu-medhjælper. Derfor fulgte jeg en i Bispebjerg en hel dag og kom tilbage fuld af beundring for faget og med følelsen af, at jeg ikke var færdig med det. Så jeg ville have sådan en person med. I det hele taget foregår I lige linje blandt almindelige mennesker – en sosu-medhjælper, en ejendomsmægler, og så videre – et udpræget ikke-akademisk miljø. Jeg bliver altså lidt træt, når forfattere skriver om journalister og forfattere! Dernæst handler hele serien jo om en mand, der bliver voksen, og lige nu er Dan Sommerdahl i midtlivskrise. Konen er væk, børnene er væk, og han kan ikke længere køre den hjem på karisma og overflade. Endelig er jeg meget begejstret for England, især Oxford, og jeg fandt ud af, at for at blive en oxonian writer skal man bare skrive en bog, der helt eller delvist foregår i Oxford, og så tænkte jeg, Ah! So ein Ding muss ich auch haben! Så det handlede om at få de forskellige elementer til at smelte sammen.

Der er mange tab i bogen – nogle mister deres ægtefælle, andre kontakten med deres datter, atter andre deres sprog og førlighed. Hvad handler det om?

Ja, det er en opbrudsroman – der er frygtelig mange flyttekasser i denne her bog! – og opbrud kan man gribe forskelligt an. Den måde, man gør det på, afgør, hvordan man får det resten af sit liv. Nogle, især mænd, har tendens til at håndtere overgange på den måde, at de læner sig tilbage og drikker rødvin og spiller golf – for “bare at nyde”. Men der er ikke noget værre end bare at nyde – det er den sikre vej til at blive gammel før tid! Jeg elsker at arbejde, hvad enten det er at skrive, hækle store tæpper eller anlægge en staude-have. Jeg har altid projekter i gang. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg gå i stå. Jeg holder heller ikke weekend – det kunne ikke falde mig ind. Sådan tror jeg, mange kvinder har det; de begynder at skabe noget, når de får ekstra tid.

image003

Har du selv oplevet samme melankoli og tab som personerne i bogen?

Jeg syntes, det var meget svært, da mine børn flyttede hjemmefra – man kalder det empty nest syndrome – men jeg har ikke haft en midtlivskrise som Dan, for jeg kom ud af mit arbejdsliv i tide. Jeg kom væk, inden jeg for alvor blev en af de gamle. Der var ikke nogen, som var begyndt at se ned på mig endnu, og det tror jeg virkelig, var godt. I stedet kom jeg ind i et fag (som forfatter, red.), hvor jeg var nybegynder og skulle lære det hele forfra; det har virkelig været sundt. Oven i købet havde jeg slet ikke regnet med at få tid til at skrive, før jeg blev pensioneret, så jeg er 11-12 bøger forud for planen, når jeg fylder 60 næste år, ha ha!

Hvad går Dan Sommerdahls midtlivskrise ud på?

Det har været en glidende overgang. Han kom jo til at være utro i tredje bind (Kunsten at dø, red.) i et reality show – og det var slutningen på hans ægteskab med Marianne. Det har modnet ham og fået ham til at indse, at man måske ikke altid skal handle på impulser, hverken med kvinder eller andre ting. I starten af serien fik jeg mange henvendelser fra læsere, der simpelthen syntes, han var for overfladisk. Det får jeg ikke mere. Samtidig er der jo sket noget i forholdet til hans ven, Flemming. I starten havde Dan det hele – konen, hjemmet, det fede job. Langsomt men sikkert har Flemming nu overhalet ham, og magtforholdet mellem dem har ændret sig. Flemming har det simpelthen bedre i sin alder, fordi han er blevet voksen. Med det vil jeg fortælle, at der er flere måder at blive voksen på. Selv om Flemming er en kedelig mand, har han ikke nødvendigvis et dårligere liv end Dan. Han er jo på mange måder i balance, selv om han stadig er afkræftet efter sin sygdom.

Du opererer med et kendt persongalleri, og så kommer der nye til fra gang til gang. Har du en yndlingsperson?

Dan er jo mit alter ego, men jeg identificerer mig også stærkt med Mariane. Jeg er nok en blanding af Dan og Marianne – Dan er den selvsikre, udadvendte, fræsende type, der samtidig er meget psykisk sprød, mens Marianne er bundsolid. Hun er voksen og har været det i mange år. Hun er færdig med utroskab og alt det der pjat; der skal laves noget god mad og laves aftaler med børnene, og når ens gode ven bliver syg, lader man ham selvfølgelig flytte ind. Flemming er mere fremmed for mig; jeg kan godt lide ham, og jeg kender godt hans type. Men jeg har slet ikke den der embedsmandsidentitet, som han har.

Dine Dan Sommerdahl-bøger foregår i Christianssund – som ikke findes. Hvorfor?

I England er der en stor tradition for at skabe en fiktiv by; det gør vi knap så meget i Skandinavien. Men jeg vidste fra starten, at jeg ville have min egen by. Christianssund er en blanding af Lemvig, Frederikssund, Holbæk og Horsens – fordi de ligger ved fjorde. For mig er det det mest danske, der findes overhovedet, og det er nok også derfor, der er så mange, som føler sig hjemme i Christianssund. Jeg har lavet et kort over byen, som ligger på min hjemmeside, men jeg har ikke selv brug for det – jeg har byen fuldstændig på rygraden.

Hvad skal der ske nu?

Jeg er ved at researche til efterfølgeren til Italiensvej (Grues historiske roman, som fik fem fuldfede hjerter her på bloggen, red. Det er noget helt andet end Dan Sommerdahl, fordi den foregår i en anden tid, som jeg er nødt til at have helt ind under rygraden, så jeg for eksempel ikke begynder at lade folk sig ”stresse” eller ”sorry” – de sagde ”om forladelse”! Der er også et eller to bind tilbage i Dan Sommerdahl-serien, og når den er slut, vil jeg gerne skrive en ny serie med en kvindelig detektiv; en ældre kvinde. Jeg elsker jo den der Miss Marple-tradition – der var engang en anmelder, der kaldte mig ’Oldemor Christie’ – det var ikke ment som en kompliment, men jeg tager det som en kæmpe kompliment. Den der leg med læseren, hvor man har en stor personkreds, og en af dem er morderen, er top-underholdende, også for forfatteren. Så jeg bliver ved med at skrive krimi!

I lige linje af Anna Grue er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

 

 

Gys, der griber

6 Stars

 

Mig: “Okay, Jonas, hvor mange hjerter skal den så have?”

Jonas: “Hvor mange kan den få?”

Mig: “Den kan få seks.”

Jonas: “Så skal den have seks.”

Mig: “Hvorfor skal den have seks?”

Jonas: “Fordi den er G-O-D!”

Nå ja, så enkelt kan det jo faktisk godt være, forholdet mellem en læser og hans bog. Man læser, bogen er god, man er vild med den. I dette tilfælde gemmer der sig imidlertid et lille mirakel mellem linjerne. For Jonas, som næsten går i tredje klasse, er ikke nogen læsehest. Han læser udmærket, han gider bare ikke. At mor har rimelig uhindret adgang til de fedeste nye børnebøger, ændrer ikke stort. Han kigger, bladrer og begynder ganske hurtigt at karte rundt på stolen og komme med syge undskyldninger. Det gør ondt et sted. Han er meget træt. Han har læst så meget i skolen. Måske i morgen.

Men en dag kom der en pakke med fire bøger. Gyserklubben, hed den. Den var af Dorte Roholte og handlede om fire drenge, der mødtes i en klub og fortalte gyserhistorier for hinanden under farlige titler som En død pige i en død mobil, Et uhyre i et skab og så videre. Og så skete der noget. Jonas oplevede det, hans mor, søster og far har oplevet så mange gange før: at blive opslugt af en bogs univers og få vakt en sult efter mere læsning, flere bogstaver – mere af den samme forfatter. Han jamrede endda over at have læst bind 1 og 2 for hurtigt. mit bogelskende moderhjerte smeltede.

IMG_1285

Skal jeg sætte et par ord mere på serien, kunne det være: letlæst, flydende, handlingsmættet, fine tegninger. Der sker noget, som vækker en lille dreng eller piges narrative begær. Og det bedste af det hele er, at Dorte Roholte har skrevet RIGTIG mange andre bøger til børn. Så nu tror jeg faktisk, vi har omvendt ham til læsehest, den lille rod!

Gyserklubben_1_Forside(1)

Gyserklubben 1-4 af Dorte Roholte er udgivet af forlaget Elysion og kan købes samme sted.