Gæsteanmeldelse: Råt, mørkt, brændt – godt

2011-06-03_APHolmgaard05

Forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard har fået nye billeder helt op i frontallappen og er ikke helt den samme, efter at hun har læst Thomas Rydahls De savnede. Ingen læser kan lades uberørt, siger hun.

5 Stars

Engelsk lakrids. Eller flasken allerbagerst på hylden, der har trukket med ubestemmelige urter i årevis, og som kun kommer frem ved særlige lejligheder. Det krøllede fotografi bagerst i pungen, der rummer det svære minde. Sådan er De savnede. En tung, brændende fornemmelse i kroppen, når man læser. Langsom på den næsten pinefulde måde, fordi Thomas Rydahl, der igen har Erhard ’Jorgenson’ med de ni fingre i hovedrollen, simpelthen skriver billederne helt op i frontallappen. Slow crime, har han selv kaldt sin genre og det kræver sin mand at tage tempoet ud af en krimi og holde spændingen: Men det formår Rydahl til fulde – på Marlowe’sk niveau.

500x0

Erhard er på røven i De savnede. Fattig som en lus og presset af venner, der er blevet fjender og Fuerteventuras sjæl, der er lige så forrevet som hans egen. Her finder man ingen nåde i solen eller på klipperne, men Erhard brokker sig ikke. Den tavse mand ærgrer sig voldsomt over Monicas forelskelse i en pomadefyr og bliver ikke mildere stemt, da det går op for ham, at datteren Lene (kunstnernavn Le Lupus) er på øen som en del af en tv-serie De savnede. Men ikke alle, der er forsvundet, vil findes – til gengæld rodes far og datter simultant ind i et mafiaopgør om mange, mange penge, casino-røveri og illegale flygtninge – hvor blandt andet afklippede fingre er hverdag. De mange afrikanske flygtninge, der strømmer til øen er simple handelsvarer til syge menneskers forbrug og Thomas Rydahl skriver, så man krymper sig.

1

Lene falder undervejs i kløerne på mafiaen – og der er ingen vej tilbage: Erhard må komme hende til undsætning – blod er tykkere end vand (eller også er Erhard på bunden bare det eneste, anstændige menneske på øen) og det fører dem dybt ind i den kriminelle underverden. Flugt, ild, vand, sort jord – enhver filmmagers storslåede klimaks under stjernerne kan ikke lade nogen læser uberørt, og hvis du vil læse en dansk krimi med sin helt egen stil, tone og særegne persongalleri, så læs De savnede.

Du er ikke helt den samme bagefter.

De savnede af Thomas Rydahl er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Julegaveguide – fra begge os til alle jer!

trae

Julen er (også) boghandlernes fest, og i år har de sørget for, at der er masser af jule-godbidder til os på hylderne.

Traditionen tro forsøger vi at guide dig knivskarpt gennem junglen af spændende udgivelser og direkte hen til den bog, du skal give i julegave til én, som har fortjent den. Så her kommer den – fra begge os til alle jer: Boglivs julegaveguide 2016!

Til din mand

mand

Wulff og Morgenthaler – MANDala. Nu er den her – mandalategnebogen til manden, som trænger til en pause i en travl, kønsudfordret hverdag. Her kan din mere testosterontunge halvdel fordybe sig i smukke holistiske mønstre, der kredser om motiver som skummende ølkrus, lækre damer og kardanaksler.

Til din kone (hvis du tør)

500x0

Caitlin Moran – Kunsten at være kvinde. Strengt taget hører den her bog slet ikke hjemme på en julegaveliste anno 2016, for den udkom helt tilbage i 2012. Men det er aldrig for sent at blive prikket til af en kvinde, som hviler tungt og sikkert i sin egen, rummelige kvindelighed. Som insisterer på retten til at gå i trusser, der faktisk dækker røven og som sætter et stort fedt spørgsmåls tegn ved, om vi virkelig behøver være indretningsarkitekter/michelinkokke/supermodeller/pornostjerner/spartlede og voksede fra top til tå for at være kvinder nok. Man kan være enig eller uenig i Morans bastante tilgang til moderne kvindelighed. Men man får helt sikkert en ting eller to at tænke over.

Til din teen

ravn1

Malene Sølvsten – Ravnenes hvisken. Den debuterende forfatter rammer klokkerent med en spændende cocktail af moderne udkantsdansk melankoli og mytiske referencer til de oldnordiske guder. Der er dømt skarp spændingskurve gennem hele den – lange – fortælling.

Til dit mellemstore barn

untitled

Annette Herzog – Pssst! En graphic novel som i velvalgte situationer og supersmukke illustrationer sætter spot på livet som tween. Uden så forfærdeligt mange ord eller færdigpakkede svar på det præ-pubertære livs store spørgsmål kommer bogen omkring store emner som identitet, tab og venskaber. Min egen 11-årige elskede den (og det forlyder, at der er en anmeldelse fra hende på vej).

Ivy St. Ive – Pokemon GO

9788711566770

Giv dine medspillere baghjul med en guide til Pokeprofiler, taktik til kampe i Gyms, de bedste Pokesteder at jage, teknikker til at bruge færrest muligt PokéBalls samt historien om Pokémon, det rigtige gear og en masse andre ting. Personligt fatter jeg ikke en bjælde af hele den der kollektive Pokemon-psykose, men det gør dine børn med garanti!

Til dit førskolebarn

_9788771653717

Carl-Johan Ehrlin – Elefanten, der så gerne ville sove. Jeg er ikke helt sikker på, om denne bog mest er en gave til trætte forældre eller trætte børn! I hvert fald er bogen specialdesignet til at få børn til at falde helt til ro ved sengetid. Historien om den lille elefantunge Ellen skulle simpelthen være en direkte litterær genvej til rolige aftener og uforstyrrede nætter. Vi håber, den virker!

Til bedste (eller olde-)mor

lager

Selma Lagerlöf – Legenden om juleroserne. En klassisk julefortælling om, hvordan forunderlige ting kan ske julenat – selv blandt skovens røvere. Julehyggen vil givetvis nå uanede højder, hvis bedste kan overtales at læse denne højt for afkommets afkom i juledagene.

Til royalisten

a83d1ce1fcd90c8fe2e92629d3b3a32aa7a9efd7

Margrethe Rex – De dybeste rødder. Hendes Majestæt Dronningen springer ud som (med)forfatter med en bog, der beskrives som en rejsefører ind i den danske folkesjæl.  Vi er ude i en kulturel historieskildring, som tager afsæt helt tilbage i de første jægersamfund og fører os frem mod aktuelle spørgsmål som: Hvilket stof er vi gjort af, hvad har formet os som nation, hvad betyder vores sprog?

Til din bedste veninde

itemimage2-458x600

Majse Njor og Lisa Grue – Sød tøs. Her på Bogliv havde vi (som man måske fornemmer her) rimeligt meget spas med at udfylde Njor og Grues venindebog for voksne damer. Træk en god flaske vin (eller en god flaske gin) op og brug en aften på at lære din bedste veninde endnu bedre at kende. Du bliver overrasket – det lover vi!

Til den fattige studerende

_9788763846059

Lotte Kaa Andersen – 100 dage. Giv familiens SU-modtager lidt trøst med Lotte Kaas sublime svar på, hvorfor de rigeste ikke altid er de lykkeligste (vi har i øvrigt allerede anmeldt bogen lige her).

Til en, der har brug for at tilgive.

ros_tilgiv_forside

Ulla Hinge Thomsen – TILGIV – Sådan kommer du videre. Ja, vi ved godt, det er lige på kanten at reklamere for egen produktion, men hvis ikke her, hvor så? Bogen  handler om, hvad vi kan få ud af at tilgive, hvorfor det er så svært, og hvordan man helt konkret kan gribe processen an. Og der er masser af gode historier fra forfatterens og andre fejlbarlige menneskers liv.

Gæsteanmeldelse: Min tanke er fri

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Boglivs gæsteanmelder, Maria Guldager, er indehaver af yogapodcasten og Yoga med mig i Valby. Hun er en poetisk sjæl, der mærker musikaliteten i den digtsamling, hun har læst, men ikke helt bliver blown away.

3 Stars

alt er tilrettelagt

og dagene bli’r lange

som lagnet på din seng

og minderne bliver korte

som på en sangs refræn

Med smerten i dit hjerte

du rydder langsomt op

blandt ildens stille gløder

der brænder i din krop”

Og så nyser jeg igen… hedder Peter Abrahamsens digt- og rimede vers- samling fra maj i år, og måske hedder den det for at bryde med stjernehimlens forudbestemmelser. Nyset som tilfældighedens afmagtsfølelse over for det grå vejr og nedsunkne humør, som forfatterstemmen også beskriver. Det går igen på siderne, at tilværelsen går igen, prosit går igen, naturen går igen og er bestemt af noget uden for forfatteren. Årstiden, mørket, kommaerne, månederne som bliver til overskrifter, maden – fx flat eggs, der lægger forfatterstemmen fladt ned, –eller lysten til en kvinde, ja sågar den kristne moral kan siges at være det styrende:

Er vi blevet hjemløse alene for at frigøre os selv

og vores egen ret til at bestemme

over vores eget liv

uden hensyn til Gud og din næste

Der er flere bibelske referencer, men de kommer i hug og går igen eller smelter sammen med naturen omkring forfatterstemmen. Tvivl vikles ind i naturen, ind i sygdommen og fedter den ind i maden som i digtet: Blodbøgen:

Trærodens rødder

sugede begærligt de dødes saft

saften fra liv

for længe siden

Kraften til træet

livets kvist

Vokset op og gravet op

flyttet langt væk

fra skarpretterens plads

Langt væk fra korsfæstelse,/lemlæstelse og død

Forfatterstemmen slår indimellem over i dagsbogslignende fortællinger, som når han fortæller om sin søvnløshed eller hylder John Lennon, og det kan også være den mangel på bindeled imellem teksterne, der gør titlen meningsfuld.

nyser_foto

Abrahamsens er tydeligvis musikalsk. Jeg kender ikke hans musik, og måske er det heller ikke en forudsætning for at læse hans digte, for som han skriver:

Jeg har sunget så mange sange

om intet der varer ved

Et par af teksterne er fortolkninger. Måske for at spejle sig selv i en anden, og opleve sig fri for en stund- før det er for sent:

Lad mig glemme i dine øjne

synke ind i nattens favn

flyve højt-blive forfløjne

hviske dit elskede navn/kom lad os favne hinanden

synke ned i en seng

kom lad os gå fra forstanden

elsk mig nu- før det er for sent

Kærlighedsbestræbelsen er tydelig og kommer retur som hovedfokus i et par af teksterne, men der er noget med kroppen, der ikke rigtig spiller, og som heller ikke altid kan indfange den lyst til kvinden, som forfatterstemmen har lyst til, skal være der (side 33).

Forfatterstemmens krop er bundet ind i kort tid, hjertet giver måske op og et sygdomsforløb (kræft) hænger som en skygge i den. I Abrahamsens tekst om afhængighed af euforiserende stoffer kan man læse:

Hvis bare man ku bli af med sin krop

Og den forbandende gåsehud

Hvordan tror du egentlig det er

Altid at sku sælge sig selv

Alt i alt en fin bog, der er nem at læse, også flere gange.

Så nyser jeg igen … af Peter Abrahamsen er udgivet på Amedia og kan blandt andet fanges på Arnold Busck

 

 

Oh, Darcy!

4 Stars For nogle uger siden sad jeg i en biograf med en skøn veninde og en hel masse andre kvinder (samt en enkelt mand, talte vi). Som på kommando sagde vi “Åh!” og “Årrgh!” og “Nåååh” i kor, når helten kyssede heltinden og sagde henholdsvist det helt forkerte og det helt rigtige. Vi lo, vi græd lidt (indeni, i hvert fald), og vi var rørende enige om, at Mr. Darcy bare er den ENESTE mand i den her fucked up verden, man kan stole på.

Inderst inde ved vi nok godt, at Bridget Jones’ beau, Mark Darcy (for ham var det jo, i Colin Firths sprøde, omend lettere ældede, skikkelse), ville være lidt af en pain in the …, hvis vi havde ham i virkeligheden. Fåmælt, stiv og så utrolig engelsk, at han ved modtagelsen af den bedste nyhed i sit liv må forlade lokalet for at få hold på sig selv. Irriterende i al sin korrekthed og sine gammeldags undertrykte følelser. Men vi elsker ham. Fordi Bridget elsker ham, og vi elsker Bridget. Fra hendes skøre singleton-år i Bridget Jonas’ dagbog  til nu, hvor hun er blevet 42 og knocked up – ved lidt af et mirakel – har vi været med. I bøgerne og i de overraskende vellykkede filmatiseringer. Gennem dating, lejlighedsvis kærlighed, ensomhed, arbejde, skøre forældre og pinlige optrin. Og masser af vin og venskab. Og her er vi igen. Med en film og en bog om tiden mellem Bridget Jones – på randen af fornuft og Bridget Jones – Vild med ham.

bridgetjonesbaby_trailer2

Årrrgh …

 

I bogen Bridget Jones’ Baby, som netop er udkommet, er Bridget inden for et ret så … kritisk tidsinterval sammen med både Daniel Cleaver (som bekendt spillet i filmene af Hugh Grant, som nok ikke havde tid denne gang, hvorfor man har opfundet en irriterende amerikansk milliardær til lejligheden og ladet en rimelig tasty Patrick Dempsey spille ham) og Mark Darcy, og hermed er scenen sat for den klassiske konflikt i Bridget’s (og så mange andre kvinders) kærlighedsliv: Den sjove, men upålidelige Cleaver, versus den kedelige, men loyale Darcy, der elsker hende præcis som hun er. Hvem er barnets far?

screen-shot-2016-01-06-at-11-04-56

Patrick Dempsey’s figur er ikke med i bogen, men derfor skal I da ikke snydes for et billede af ham!

Det er ikke helt vildt svært at gætte, for vi ved selvfølgelig alle sammen godt, hvem Bridget skal ende med – og hvem vi selv bør ende med, hvis vi vil have en god far til vores børn og en tryg favn at havne i aften efter aften resten af livet – og vi ved også godt, hvorfor hun er fristet af Cleaver (eller Dempsey!), for det er vi jo selv – altså fristet af ‘de forkerte’. Trods manglen på reel spænding er det dog stadig en nydelse at følge konflikterne og forviklingerne gennem den ‘geriatriske’ graviditet. For Bridget Jones’ baby er rigtig sjov – Helen Fielding skriver altid præcist og morsomt og svigter heller ikke denne gang. Som her, hvor Bridget kommer for sent til endnu en barnedåb, hvor hun skal være gudmor og i øvrigt se Mark for første gang, siden deres forhold sluttede fem år tidligere:

Magda rakte mig babyen, som duftede herligt af babypudder og mælk. Taknemmeligt borede hun sig ind i mine bryster – som forresten STADIG ER DER – og holdt op med at græde. Mark anerkendte min tilstedeværelse med en sitren ved det ene øje.

500x0

Og sådan bliver det ved og ved. Særligt sjov er Bridgets mors optagethed af et forestående besøg fra dronningen og skærmydslerne på tv-stationen, hvor Bridget arbejder (hyyyylemorsomt i filmen!). Når der alligevel ‘kun’ er til fire hjerter denne gang og ikke som sidst fem blodrøde, bankende hjerter, er det fordi, Bridget Jones’ baby netop mest er sjov og ikke helt så rørende som Bridget Jones – Vild med ham. Her var Mark jo død (sorry, ladies), og Bridget skulle lære at leve uden sin elskede, i en verden af Twitter, tårnhøje morkrav, unge toy boys og strenge lærere. Det var rørende på en lidt skrøbelig måde, som Bridget Jones’ baby, trods det følsomme emne, ikke når omkring. Men den er i den grad værd at læse. For grinet og den momentane tro på kærligheden, der varer lige så længe som en cykeltur hjem fra biografen. Oh, Darcy …

Bridget Jones’ baby af Helen Fielding er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges netop der

 

En julekalender skal da læses…

Sidste år gjorde vi noget, vi aldrig har gjort før. Vi supplerede TV-julekalenderne med en julehistorie i 24 knaldspændende kapitler, som blev læst hen over morgenmaden (det var den her, som i øvrigt anbefales på det kraftigste).

Det var fantastisk! Hyggeligt og rart og spændende og alt hvad en julekalender skal være.

Er gået i skarp jagt på en julefortælling, vi skal bruge decembermorgenerne på i år. Indtil videre står de her bøger på listen (måske kan andre blive inspirerede?):

Den multietniske: Iqbal Farooq og julesvineriet af Manu Sareen

iqbal

Iqbals far vil fejre dansk jul med familien og hele opgangen, og mens han forsøger sig med den danske julemad, forsvinder alt julepynt, alle juletræer og dermed julestemningen i hele København. En gammel kending er blevet løsladt fra Vestre Fængsel, og er vist involveret. Julen nærmer sig dramatisk. Det gælder nu om at redde julen for alle, og Iqbal og hans familie har som sædvanlig en væsentlig rolle i det.

Den for de mindste: Detektiv Dunkelkirk og julemysteriet af Sigurd Barrett

sigurd

Julemanden i Juuleaaftennuuaaq på Juule-basen i Grønland, har fået stjålet hele årets produktion af julegaver. Detektiv Dunkeldirk bliver tilkaldt og sammen med J.F (Julemandens Fætter), Sneline og Iseline, skal han løse mysteriet om de stjålne gaver

Den for de lidt større: Max pinlig og den store julefred af Anne Marie Donslund

max

Max har ikke bare verdens pinligste mor – han er også selv max pinlig. Han vil gøre hvad som helst for at imponere Ofelia, den nye pige i klassen, men alt, hvad han gør, er bare helt forkert. Da han kommer til at stjæle Ofelias meget private hæfte, går det helt galt. Nu skal han både blive gode venner med Ofelia og sørge for, at hun får sin far igen. Samtidig skal han vise, at han er blandt de seje i klassen og være en god ven. Og så skal han forhindre sin mor i at ødelægge det hele ved bare konstant at være gennemført pinlig.

Den fra de gode gamle dage i 70’erne: Julekalender for børn af Halfdan Rasmussen

halfdansjul

24 små historier til børnene, én til hver dag i december frem til jul. Om børn og dyr, nisser og trolde og hvad de mon laver i skoven og i byen. Illustreret af Ib Spang Olsen.

 

Reportage: På besøg i bogormenes Paradis

scan0001

Bogliv mødte talstærkt op på BogForum i Bella. Her fortæller vores ungdomsanmelder Jacob Hviid om sin oplevelse.

For en uge siden var jeg i Bella Center til litteraturens fest, bedre kendt som Bogforum, der i år holdt 25 års jubilæum.
Jeg havde glædet mig til endnu engang at besøge bogormenes paradis, som buschaufføren kaldte det, inden han satte os af.

Ud over tyve udenlandske forfattere og en lang række af danske forfattere havde jeg læst, at omkring 30.000 mennesker gæstede messen over de tre dage, og det lod til, at alle bogormene var dukket op, for da jeg trådte indenfor, var fremmødet så overvældende og til tider stressende, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor man snakker om, at der ikke er nogen, der læser længere.

img_20161112_133314

I anledning af jubilæet var der blevet udvidet, og børnene havde fået deres helt egen afdeling ved navn BørneBogForum.
Trods tidligere besøg på messen tog det mig lidt tid at danne mig et overblik, da det udleverede program var rimelig uoverskueligt og ikke hjalp synderlig meget. Jeg fandt dog til sidst frem til Børnebogforum efter at have hørt lidt forskellige interviews af kendte forfattere, tjekket de mange stande ud, deltaget i forskellige konkurrencer med bogpræmier og skabt mit eget digt fra en ”poesimaskine.”

Ved indgangen til BørneBogForum holdt Guinness World Records til. Her blev der hele tiden sat nye rekorder, f.eks. i hvem der hurtigst kunne iklæde og afklæde sig noget tøj.

img_20161112_133633

Ved Egmonts stand blev jeg mødt af Basserne figurer, der rodede i mit hår, og jeg købte et par Anders And-historier. Noget af det største var personligt for mig at høre og se en af tidens mest populære og anerkendte Anders And-tegnere Don Rosa, der sjovt nok blev interviewet af Anders Lund Madsen på scenen i BogForum Comics området, der i år var langt større, da det var en del af det nye børne- og familieområde, som strakte sig over 3 nye haller. Interviewet foregik selvfølgelig på engelsk, og den menneskelige Anders jokede meget med Don Rosas forhold til chilier, som han elsker, og som han spiser både morgen, middag og aften, og hans popularitet i Finland, som han også skulle besøge efter messen.

img_20161112_132232

Don Rosa er udråbt som Carl Barks arvtager, og han blev især populær for sine historier om, hvordan Onkel Joakim fik sin fantastisk store formue. Don Rosas er også yderst kendt og populær i Danmark, hvilket blev afspejlet i den time lange kø, der snoede sig rundt om de andre stande på trods af, at han var på Bogforum både fredag, lørdag og søndag. I køen stod børn og voksne og ventede spændt på, at det blev deres tur til enten at få deres Anders And samlinger signeret eller få en original Don Rosa tegning.

img_20161112_133411

Man kunne dog også få tegnet sig selv i portrætrobotten CC9X PRO, der eftersigende skulle tegne en, som man virkelig er. Jeg fik så en edderkoppekrop …

Det var ikke kun Don Rosas tegninger, som der var kø til, men også til madstederne, hvor jeg købte en sandwich, inden jeg tog hjem. Jeg har efterfølgende læst, at der var besøgsrekord på 34.000 mennesker, og jeg syntes også. der var en anelse overfyldt. På trods af de mange mennesker havde det dog været endnu en fantastisk dag i bogormenes paradis, og jeg glæder mig allerede til, når BogForum løber af stablen til næste år.

 

 

Kærligheden og døden

ItemImage.aspx
5.5 Stars
I maj sidste år høstede Rachel Joyces heftigt prisbelønnede roman Harry Frys usandsynlige pilgrimsfærd sjældne 5.5 Stars her på bloggen.
Nu er Joyce tilbage med det, hun selv kalder en parallelroman til fortællingen om passionsforladte Harold, som en dag spontant sætter sig for at vandre fra den ene ende af England til den anden for at sige farvel til en døende kvinde, han engang arbejdede med.
Hvor vi sidst fulgte Harold på den lange færd nordpå er det denne gang den døende kvinde, Queenie Hennessey, vi møder. Absolut terminal med fremskreden cancer sidder hun på et hospice og venter på døden – og på Harold Fry. Og hun venter med uro i hjertet. For Queenie har en hemmelighed af den allersorteste slags og har brug for tilgivelse, før det er for sent. Hun bruger de sidste uger af sit liv på at skrive. På at efterlade et testamente af ord. På at tilstå alt det, hun flygtede fra gennem livet og på at forklare, hvordan de bedste motiver endte i tragedie.
Man kan med rette føle en vis skepsis, når en forfatter beslutter sig for at koge suppeportion nr. 2 på de samme succesfulde ben. Resultatet ender ofte med at blive lidt vagt og skuffende. Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er lykkedes Rachel Joyce, men med fortællingen om stumme, hjælpeløse Queenie Hennessey har hun skabt en roman, der om muligt er endnu mere fantastisk end sit forlæg. Historien er eminent godt fortalt. Personerne er rørende, men fortællingen forfalder aldrig til sentimentalitet. Queenies historie er betagende og trist og ikke til at slippe. Da jeg endelig, modvilligt vendte sidste side var det med en stor, tung tåre i øjenkrogen.
Rachel Joyce, The love song of miss Queen Hennessy fra Transworld Publishers. Vi har stadig en dansk oversættelse til gode.

Bogforum, dag 2: Nedsunket i kaos

Jeg ved det jo egentlig godt, men jeg glemmer det alligevel hvert år. At jeg faktisk aldrig rigtig kommer på Bogforum. Atså i betydningen: kommer til at gå rundt og se på bøger og høre spændende interview med forfattere fra start til slut. I skrivende stund (søndag morgen) er Bogforum 2016 slut om 10 timer, og jeg har indtil videre hørt 1,5 interview. Eller måske snarere 1,1, for det sidste ‘halve’ hørte jeg, mens jeg takkede venner og familie for at være kommet for at høre mig fortælle om TILGIV.

img_2204img_2206

I går var min egen dag på Bogforum, på den måde, at jeg kun skulle tale om min egen bog. Og det er godt nok sundt, når man er interviewer også, for nerverne har en helt anden karakter, skal jeg lige love for. Tørheden i munden, hjertets banken i brystet, den ligedelte frygt for at der kommer nogen og ikke kommer nogen. Men når man først sidder der, er det ret vidunderligt, det indrømmer jeg. Jeg har jo drømt de der forfatterdrømme, siden jeg skrev om heste og piger i seksårsalderen!

img_2219img_2213

Under Uret var jeg på scenen med Michelle Hviid. Vi er så vidt forskellige – den ene spontan, den anden, well, knap så spontan – at det går op i en højere enhed, og jeg elsker for eksempel, at hun er typen, der bare vender timeglasset om, så vi får lidt mere tid (dog kun få splitsekunder, da vi prompte bliver frataget vores timeglas-privilegier!). Tilskuerrækkerne var pakket, også med andre end dem, jeg kunne takke personligt bagefter, og det var fedt at få lov til at give mit helet særlige hjertebarn TILGIV taletid.

Bagefter var jeg høj på adrenalin og taknemmelighed, så jeg brugte først en lille time på at komme ned og derefter en halv på at komme op igen, så jeg kunne fortælle om, hvor meget forfatteren må fylde i en fagbog. Jeg fylder meget i mine – for at skabe nærvær og give mulighed for spejling, sagde jeg – og det gør mine nærmeste også. Det sidste indebærer dilemmaer, som det egentlig var rart at få lov at reflektere over – også selv om 17.30 er et utaknemmeligt tidspunkt at være på!

img_9110

Ud i taxaen med min redaktør, suse af sted til Rosinantes middag inde i byen. Et lille, uhomogent selskab af blandt andet Mogens Lykketoft, Sofi Oksanen og Kenneth Bøgh Andersen. Samt en Gorm, der straks falder i snak med mig og min redaktør. Om strømninger i nordisk litteratur? Om bogens fremtid i en digitaliseret verden? Om forholdet mellem selvet og fiktionen? Nej, da! Om hvorfor vi egentlig synes, George Clooney er så lækker, og om hvorfor jeg så alligevel ville vælge Colin Firth, mens min redaktør holder sig strikst til Hugh Grant, såmænd!

Litterært banebrydende for mig bliver det dog, for jeg opdager, at jeg har norske Anne B. Ragde til bords. Hun er af mine absolutte yndlingsforfattere, og jeg rammes øjeblikkeligt – star struck, hedder det jo (og ikke ‘star strucked’, som jeg hørte en interviewer sige i går). Starten af middagen går da også virkelig trægt. “Jeg er kæmpe fan,” siger jeg alt for ivrigt, “og jeg har også interviewet dig flere gange.” “Nå,” siger hun ligegyldigt. Men så opstår en uventet mulighed: Hun spiller Pokemon Go – som i: Hun er i level 32. Og jeg bliver så ægte begejstret, at isen brydes, og pludselig bliver det svært hyggeligt. Hun viser mig et screenshot af de mange pokemons i Kastrup, og jeg fortæller hende, at hun SKAL i Bibliotekshaven ved Christiansborg, inden hun tager tilbage til Norge.

 

img_2248

Vi taler ikke om Berlinerpoplerne eller Arseniktårnet, men en smule om Et tæppe i tusind farver om hendes mors sidste tid. Og om, at hun ikke kan gå uden for en dør i Norge uden at blive antastet og få fotograferet indholdet af sin indkøbskurv i supermarkedet! (Så forstår man måske godt, hun ikke rigtig gider en fan ved sin side, når hun har fri). Jeg viser hende også Tinder, som en ung veninde netop har installeret på min telefon, og vi swiper et dusin mænd igennem (“Uh!”, “Nej!”, “Uf da”), inden hun konkluderer, at hun holder sig Pokemon Go (som ligner lidt i princip, kan man sige: Er der nogen i nærheden? Pokeball eller Superball? Ja, nej eller superlike?).

Efter sådan en aften gør det altså ikke så meget, at jeg ikke har været på Bogforum. Endnu.

 

Bogforum, dag 1: The beginning

Det er som en anden verden, vi stiger ned i hver november. En kendt og elsket verden, hvor tiden flyder ud, og møder flyder sammen i hovedet. Bøger, mikrofon-skratten og kendisspotting. Jeg taler naturligvis om Bogforum i Bella, som startede i går.

Allerede i metroen sammen med de andre med rullekufferter og spritnye programmer i håndtasken, kan jeg mærke den, Bogforum-følelsen. En blanding af nerver og glæde og angsten for at blive skuffet. Møder jeg nu så mange, jeg kender, i år? Får jeg set nogle af mine helte? Kan jeg selv præstere, som jeg skal? Er det stadig sjovt efter så mange år?

Vi går i en stor flok ned mod centeret, og jeg spotter en forfatterkollega i mængden. Hun går med faste skridt, alene og selvsikker. Ser jeg også sådan ud udadtil? Jeg tjekker ind sammen med Connie Hedegaard og møder Bo Lidegaard på toilettet. Udenfor står Jim Lyngvild og taler i telefon. Sådan er Bogforum, et kludetæppe, og jeg elsker det.

img_2193

Ret svært at være utilfreds i den her konstellation!

Første opgave er interview med d’herrer Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich, tilsammen A.J. Kazinsky og nu også Anna Ekberg. Jeg har forberedt mig, som jeg altid gør, og vi skal lige løbe interviewet igennem inden. Men der er hele tiden nogen, som vil hilse på de succesfulde fyre, og da vi går på scenen i Bogcafeen, aner jeg egentlig ikke, hvor jeg har dem. Heldigvis er de selvkørende og veltalende og skal bare skubbes lidt tilbage på sporet indimellem.

Anna Ekberg er en sammensætning af “to døde svenske kvinder”, to navne forfatterparret så på en svensk kirkegård, da de engang var ude at løbe sammen på en bogtur (“for det gør vi altid.” Of course). Et pseudonym, der var nødvendig at opfinde, da de sammen havde skrevet kærlighedskrimien Den hemmelige kvinde. Ifølge forlaget kunne den ikke udkomme under Kazinsky-navnet. Fordi den er ‘romantisk’ og blandt andet handler om kærlighed og om (u)muligheden i at være sig selv et forhold.

“Der er jo nærmest mere, man ikke kan sige, end man kan sige, i et forhold. Kærlighed er en fiktion,” siger Anders Rønnow Klarlund fast.

“En fortælling,” præciserer Jacob Weinrecih en anelse mere afdæmpet.

Fast og stille. Speed-snakkende og mere fåmælt. En dynamik, der tydeligvis er deres og fungerer. De er spændende selskab, ligesom deres bog, og den halve time ryger af sted – som Den hemmelige kvinde i øvrigt også gjorde. Læs om den på fyrenes forlag.

14900365_10154248834738422_7995585187768340010_n

Kort pause med sushi og superb selskab. Stephanie Caruana er forfatter til romanen Smerten selv, et væld af klummer, noveller og andre skønne skriverier, og hun er aldrig kedelig at tale med. Min far, som er kommet fra Jylland for at være med, lader os kævle løs og koncentrerer sig om sushien, før vi igen blæser hver sin vej. Jeg for at interviewe svenske Ninni Schulman. Hendes krimi Vores egen lille hemmelighed handler blandt andet om hustruvold og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal blande os, når vi ser, at noget er galt hos naboen. Bogens og forfatterens budskab er klart: Det skal vi. Bogen handler også om jalousi:

“Jeg tror egentlig, der er det samme på spil i forholdet mellem politimanden Christer og hans forlovede som i den dysfunktionelle familie, hvor manden slår. Det handler om kontrol, og det starter præcis på samme måde. Den, der bliver kontrolleret, bliver smigret over opmærksomheden og forveksler den med kærlighed. Senere bliver det for svært at sige fra, fordi der også er skam forbundet med at blive undertrykt,” siger Ninni Schulman.

img_2196fullsizerender-13

Hun er ultrasympatisk og professionel, som samtlige svenske krimiforfattere, jeg har mødt. Sarenbrandt, Westin, Läckberg. De har alle en særlig aura, et format. Også det interview er hurtigt forbi, og så skal jeg egentlig ikke mere i dag.

Hvad skal jeg høre? Jeg udvælger Kirsten Thorup i samtale med Carsten Jensen på Tranescenen. Desværre sker lige præcis det, der er mest irriterende, når intervieweren også selv er vant til at være på: Han taler mest om sig selv. I al sin iver efter at fortælle, hvor stor fan han er, bruger han mindst en tredjedel af tiden på blandt andet at læse en lang e-mail op, han har skrevet til Thorup om hendes roman Erindring om kærligheden. Af samme grund – og fordi der kun er afsat et skamløst kvarter (!) – når denne vigtige forfatterinde ikke at sige meget, men dog dette vigtige om børn og forældre:

“Børn er i centrum af deres forældres liv, men forældrene er kun i periferien af deres børns. Og det kan være en lettelse for forældrene at finde ud af, at deres børn faktisk ikke er så optaget af forholdet.”

Dét gad jeg godt at høre noget mere om, men tiden er gået og er ikke blevet brugt godt, synes jeg. Jeg må læse bogen i stedet.

fullsizerender-14

Kunne kun se Carsten Jensen, da han interviewede Kirsten Thorup. Kunne også næsten kun høre ham.

Sidste stop bliver tv-journalisten Abdel Aziz Mahmoud, der bliver interviewet om bogen Hvor taler du flot dansk! af sin kollega Tine Gøtzsche. De er begge sjove og skarpe.

Mahmoud: “Man kan ikke både sige, at flygtningene kommer og tager alle vores job, og at de ikke vil arbejde.”

Gøtzsche (med et blik ud over det ‘hvide’ publikum):

“Hvad vil du sige til forsamlingen her?”

“Jeg vil sige ‘få jer dog et job’. Hvordan har I tid til at sidde her en fredag eftermiddag?”

En god pointe, men hvor er det dog fedt, at de er der, forsamlingen. Bogforum er jo intet uden dem.

img_2191

I dag skal jeg selv være forfatter og interviewes, og jeg glæder mig. Ses vi?

 

Slow crime-forfatter: “Indimellem kan man have lyst til at skride fra det hele”

Vi, der elsker ord, kan som regel også godt lide de mennesker, der lever af at sætte dem sammen. Men nogle forfattere er mere sympatiske og spændende end andre – selvfølgelig. Derfor er jeg også umådelig irriteret på mig selv over, at jeg ikke har nået at læse hverken debuten Eremitten eller opfølgeren De savnede, da jeg møder Thomas Rydahl en regnfuld november-eftermiddag. For alene ud fra det, han siger om sine bøger, sit liv og forholdet imellem de to, kan jeg mærke, at her er en forfatter, jeg kan lide.

Eremitten blev skrevet, mens mit parforhold var under voldsom belejring,” fortæller han fx inden, vi har kendt hinanden i ti minutter, og rammer mig dermed lige præcis i et tema, jeg selv kender indgående fra mit eget liv: bogskriveri som frirum under krise. Det kan han selvfølgelig ikke vide, men sympatien er skabt, fra min side i hvert fald.

1

“Pæn også? Ej, det har jeg slet ikke lagt mærke til …”

 

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft chancen. Da Thomas Rydahl i 2014 debuterede på det lille forlag Bindslev med Eremitten, fik jeg den tilsendt med et fint brev og en indtrængende opfordring til at anmelde den. Måske lovede jeg det endda også. Men sådan blev det ikke. Hvilket naturligvis ikke mindst ærgrede mig, da bogen indbragte Thomas Rydahl Bogforums debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. Den ville man jo gerne have set komme. Men alt det er vand under broen, da vi mødes på Politikens Forlag. Efter kæmpesuccesen med Eremitten skiftede Thomas Rydahl nemlig forlag. Fra stort til lille. Fra tæt venskab til professionel maskine:

“Jeg har altid villet skrive, men life happens, og i mange år skrev jeg mest til skrivebordsskuffen. Så da jeg fik hul igennem, havde jeg også en klar oplevelse af at det var nu, jeg skulle slå til. Jeg har været rigtig glad for at være på Bindslev, men jeg tror, Politiken kan indfri nogle af de ønsker, jeg har, også selv om det jo nærmest er som en skilsmisse at skifte forlag, når man er så tætte, som jeg har været med Bindslev,” siger Thomas Rydahl, der også med De savnede stod i en stor, personlig krise, mens han skrev. Hans gode ven døde, hans søns ven blev stukket ned, og hans kone blev alvorligt syg. Han fortæller usentimentalt om det, men man mærker alligevel tydeligt, at det handler om at leve – og skrive – NU. Ikke om lidt, når livet begynder. Eller pludselig er slut.

500x0

Thomas Rydahls hovedperson, den nifingrede taxachauffør Erhard, er ikke meget for at leve. I hvert fald ikke i Eremitten, hvor fundet af en lille død dreng på bagsædet af en bil på ferieøen Fuerteventura, hvor han bor, tvinger ham tilbage i tilværelsen.

“Jeg var selv på ferie på Fuerteventura og så en taxachauffør med en guitar på bagsædet. Det fik mig til at fantasere: Hvad hvis han var stukket af fra det hele i håbet om, at alt ville blive meget federe? Og så blev det det ikke,” siger Thomas Rydahl, der med dyrkningen af den idé også fandt en form for fred med sine egne flugttanker.

“Indimellem kan man jo godt selv have lyst til at skride fra det hele, og det er forfærdeligt at vide, at man kan tænke sådan, når man har børn.”

Erhard er en ældre detektiv, for ikke at sige gammel. Som opdager er han begrænset, og det er netop charmen ved ham, siger hans skaber:

“Jeg kalder ham ‘den kompetenceløse detektiv’. Jeg synes, det er sjovt at se, hvad han gør i forskellige situationer.”

fullsizerender_1

I De savnede bringes Erhards voksne datter, kendis-DJ’en Le Lupus (eller Lene, om man vil – men det vil hun ikke) på banen.

“Hun har konstrueret sig selv; hun står for det moderne, for plastic, sociale medier, overflade. Hun er Erhards modsætning.”

Det er tydeligvis sådan noget, Thomas Rydahl tænker over. Modsætningerne. Det, at der er én af alting i Eremitten, mens ting optræder i par eller større grupper i De savnede. Og at alle bipersoner har et navn (som man i øvrigt kan læse i navnelisten på de første sider af De savnede, red.).

“Jeg er forelsket i tanken om, at hver gang der kommer en person ind ad døren, har vedkommende en historie og et navn; det er ikke bare ‘en mand’ eller ‘en prostitueret’. Alle menneskers liv har jo et drama.”

Han fortæller også engageret om, hvordan han har arbejdet med en sex-scene for at gøre den “både smuk og grim og sjov og kludret – som enhver ved, at sex kan være.”

Han går op i detaljer, der måske i mindre grad kendetegner krimiforfattere end andre forfattere.

“Jeg er ikke så optaget af genre. Der er et spændingselement i mine bøger, men det går langsomt – jeg kalder det indimellem slow crime; jeg kan nemlig godt selv lide et langsomt tempo, og jeg kan godt lide at arbejde med sproget.”

img_2146

Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde nået at læse de bøger, altså!

 

Langsomt er det gået, før det pludselig gik stærkt. Thomas Rydahl vandt allerede som 17-årig en novellekonkurrence udskrevet af Gyldendal, og han gik på Forfatterskolen, som ikke netop er kendt for at dyrke plot-tråde, da han var i starten af 20’erne. Da han var færdig der, “indfandt der sig en vidunderlig arrogance. Nu skulle verden bare læse mine romaner.”

Det kom verden så ikke til – life happened – men en dag var den rigtige historie der – og den rigtige lokation at lade den udspille sig indenfor. Thomas Rydahl er blevet en populær skikkelse på den kanariske ø Fuerteventura, også selv om det bestemt ikke er et brochurebillede, han maler i sine bøger.

“Jeg holder jo af øen, med al dens mørke, også. Det, jeg er god til, tror jeg, er at registrere stemninger, kondensere dem og formidle dem videre.”

Sjældent har jeg glædet mig til at læse to bøger mere end de to mursten, jeg har med hjem i tasken denne november-eftermiddag.

De savnede af Thomas Rydahl udkommer i dag, den 9. november, på Politikens Forlag. Hold øje med anmeldelse her på siden, og mød Thomas Rydal på Bogforum lørdag 13.40, hvor han bliver interviewet af Ane Cordsen.