En ægte dame

Når man har arbejdet på et kvindemagasin, bliver man lidt allergisk over for udtrykket ‘dameblads’. Ikke fordi der er noget galt med dameblade – tværtimod, man ved jo, hvordan alle på et sådant knokler dag ud og dag ind for at levere solid viden lækkert og indbydende til krævende læsere – men fordi man bliver vant til at få det serveret som en fornærmelse. Som udtryk for noget, der er letbenet, useriøst, fordummende.

Og pludselig en dag, hvis man er virkelig uheldig (eller uopmærksom), kommer man selv til at sige det – højt eller inden i sig selv. Man kommer til at tænke, at nu skal hende der damebladsredaktøren rigtig til at skrive romaner, og det kan da vist kun blive letbenet … Og man tager fejl. Heldigvis.

imagegen

Vovestykker handler om den 60-årige Alexandra, kaldet Alex, der er højtplaceret chefredaktør i et bladhus, der både udgiver sladderblade og modemagasiner, herunder magasinet Chik, som har faldende oplagstal. Hun  kæmper med en yngre, utilfreds bladdirektør, Søren Mørk, på den ene side og en ubeslutsom elsker, kokken Adam, på den anden. Mens yngre kolleger anført af SM bider hende i haserne, vil Adam ikke helt bide sig fast i hendes liv. Han er nemlig gift med Birgitte, bogens anden hovedperson, der er sygeplejerske på et hospice og har samlet Adams våde håndklæder og sure sokker op i over 30 år.

Der er lagt op til drama, og det får vi også, men allermest på de indre linjer. Bogen handler nemlig først og fremmest om at finde frem til, hvem man er – ikke blot i de hysteriske 30’ere, hvor vi hele tiden tror, at alt er slut, men i de modne 60’ere, hvor alting faktisk snart kan være det. Omgivelserne er måske kulørte – og hvis man selv kender bladbranchen, er det selvfølgelig ekstra sjovt – men følelserne og refleksionerne er universelle. Det handler om liv og død, kærlighed og sex, spænding og kedsomhed. Et memento mori af den opmuntrende slags.

Alex og Birgittes spor krydses, da de begge rejser til Oman og her finder frem til en sanselighed, de har manglet. Der bliver spist frugter, kørt i ørkensand og knaldet med yngre arabere, så det piber, og det hele er befriende usentimentalt og roligt fortalt – den kølige Alex smitter ligesom lidt af på fortællestilen. Hun er ikke en typisk heltinde, men hun er interessant.

Måske er hun også Camilla Lindemanns alter ego. Camilla Lindemann var selv højtplaceret chefredaktør i mediekoncernen Aller i en årrække, og jeg indrømmer blankt, at jeg havde glædet mig til at læse den som en nøgleroman. Men få sider inde bliver det formål helt ligegyldigt, ligesom spørgsmålet om, hvem der er hvem. Vovestykker er nemlig en rigtig god roman i sin egen ret. Underholdende på overfladen, med masser af tyngde, viden og livserfaring nedenunder. Ligesom et godt dameblad.

Vovestykker af Camilla Lindemann er udgivet af Turbine og kan fanges samme sted.

Psst …! Det ekstra halve hjerte får Vovestykker ikke mindst for at bruge udtryk som ‘spise nådsensbrød’ og ‘være aflægs’. Mere af det, tak!

One thought on “En ægte dame

  1. Pingback: - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *